Mercedes Classic Irvine USA

Kom med, når vi kommer ind i Mercedes' hellige amerikanske haller

Bil Magasinet får en unik rundtur hos Mercedes' klassiker-afdeling, som ligger i Irvine i Californien. Her restaurerer de nogle af de dyreste Mercedes'er i verden. Kom med indenfor!

22. maj 2020 af Anders Richter
Mercedes Classic Irvine USA
Sådan ser bygningen ud udefra. Det er ikke til at se, at der bag glasset gemmer sig nogle af verdens mest værdifulde Mercedes-modeller.

Vi besøger Mercedes Classic i USA

Bygningen er stor og grå. Vinduerne er monteret med spejlglas, så det reelt er umuligt at se, hvad der foregår inde bagved. Et Mercedes-logo troner højt på facaden. Vi er uden tvivl det rigtige sted. Det her er Mercedes-Benz Classic Center i Irvine, som er en forstad til Los Angeles i USA.

Pludselig brøler en V8’er. En 6,2 meter lang Mercedes 600 Pullman suser rundt om hjørnet og forbi os i høj fart, hvorefter den bremser kraftigt. En mand i en blå kedeldragt med et Mercedes-logo på brystet sidder bag rattet. Han ligner en, der har gjort det før. Han accelererer, bremser og analyserer oplevelsen i to sekunder, hvorefter det samme sker igen og igen ned ad en bred industrivej. Vi er det rigtige sted.

Husk at vi hver måned nørder biler og giver dig de fedeste bilreportager i Bil Magasinet. Start dit abonnement på Bil Magasinet i dag ved at klikke hér!

Mercedes Classic Irvine USA 300 SL
Der er meget at savle over hos Mercedes Classic i Irvine, USA.

Det her er Mercedes-himlen!

Indenfor bliver vi mødt af Mercedes Classic Centers marketing-mand, som står for at give os dagens rundvisning i de hellige tyske haller, som i dette tilfælde er placeret på amerikansk jord. Tråden til USA er dog ikke så langt ude, som man skulle tro. Mercedes og USA har i årtier gået hånd i hånd, og USA er stadig et af mærkets vigtigste markeder.

Allerede i 1905 oprettede Mercedes en samlefabrik i New York, som producerede 45 HP-modellen, som blev kaldt “Den Amerikanske Mercedes” pga. fabrikken i staterne. Det var dog først efter 2. Verdenskrig, at de virkelig satte sejl i USA.

Mercedes Classic Irvine USA 300 SL Gullwing
Denne er en af meget få 300 SL'ere, som blev leveret fra ny i en matgrå lakering.

USA var et vigtigt marked for Mercedes

I New York hed Mercedes-importøren dengang Max Hoffman, og han var en person, der vidste, hvad det amerikanske folk ville have. Han mente at have spottet et hul i markedet til en eksklusiv sportsvogn, og derfor bad han Mercedes’ ledelse om at bygge ham en bil – det var den bil, som senere blev til 300 SL “Gullwing”. Tilnavnet fik den for sine unikke mågevingedøre. 

Mercedes Classic Irvine USA 300 SL Gullwing
Et perfekt og urestaureret interiør på en åben Mercedes 300 SL.

Mercedes "Mågevingen" blev skabt til USA

Tyskerne var ikke interesseret i amerikanerens tilbud. I stedet for at blive fornærmet lagde Max Hoffman en bindende ordre på 1.000 eksemplarer af en Mercedes sportsvogn, såfremt de ville producere den. Dét fik tyskerne til at vågne op. Der blev produceret 1.400 stk. af den lukkede 300 SL, og hovedparten blev solgt i USA. En åben roadster-udgave blev også udviklet. 300 SL var bilen, som virkelig fik etableret Mercedes i USA, og derfor er det heller ikke så mærkeligt, at centeret i Irvine er fyldt med mågevinger.

Mercedes Classic Irvine USA
Tjek lige nummerpladen. Det er go' stil!

Service eller restaurering

De fleste er kundebiler, som er blevet sendt til Irvine for at blive serviceret, puslet om eller modtage en totalrestaurering. Priser taler man ikke om. Har du dollars til at købe en Mercedes 300 SL Gullwing, har du også råd til at få Mercedes’ eksperter til at skrue på den. Og det er der mange, som gør.

300 SL Gullwing nummer 44 er ankommet for at få en fuld restaurering. Når den er helt færdig, kommer den til at stå i sin originale blå lakering med beige læderinteriør. Det var sådan, den forlod Stutt­gart i 1954, og det er sådan, den kommer til at forlade den grå bygning i Irvine, efter den har været i kløerne på USA’s bedste Mercedes-mekanikere.

Mercedes Classic Irvine USA
Arkivet er vigtigt for arbejdet med de gamle Mercedes-modeller.

Arkivet er det vigtigste

I en mellemgang gemmer sig en stribe arkivskabe, og disse er vigtige for folkene hos Classic Centeret. Dette er nemlig optegnelserne over alle de Mercedes’er, som er importeret fra Tyskland og ind i USA. Det betyder, at så snart folkene går i gang med at arbejde på en bil, starter de med at finde den i arkivet – hvis altså den er blevet importeret af de officielle kanaler. Har den fundet sin vej til USA på andre måder, kommer den tyske Classic-afdeling ofte til hjælp.

Mercedes Classic Irvine USA CLK Black Series
Denne CLK Black Series blev tidligere brugt til køreundervisning på et Mercedes-kørekursus i USA.

Forhallen hos Mercedes Classic

Vi ender ude i forhallen, hvor der står en stribe biler til udstilling. Én af dem er en CLK Black Series, som er en af de nyeste modeller, der findes i Classic-lokalerne. Selv Mercedes må dog erkende, at tiderne skifter, og derfor må deres Classic-afdeling også følge med. Så det, der var en ny bil for 10 eller 20 år siden, er stille og roligt ved at få status af klassiker – nogle modeller mere end andre.

Mercedes Classic Irvine USA Pagode
Her ses en perfekt restaureret Mercedes Pagode.

Priserne for Mercedes bevæger sig nordpå

Mange af Mercedes’ modeller vil dog altid appellere til en stor skare af entusiaster. Derfor bevæger priserne sig også oppe i et lidt andet luftlag, end mange er vant til. To Mercedes 280 SL Pagode er linet op ved siden af hinanden. Den ene er allerede solgt til en canadier, som dog lige vil have installeret et aircondition-anlæg i den, inden han modtager den. En operation, der koster det samme som en ny minibil i USA. Vi spørger til prisen på den af de to, som stadig er til salg? “265.000 dollars”, svarer marketing-manden uden så meget som at blinke. Det er stadig dyrt at køre stjerne.

Husk at vi hver måned nørder biler og giver dig de fedeste bilreportager i Bil Magasinet. Start dit abonnement på Bil Magasinet i dag ved at klikke hér!

Mercedes Classic Irvine USA 190 Evolution II
En Mercedes 190E 2,5-16V Evo II er en af de nyere biler vi finder hos Mercedes Classic. Den blev aldrig officielt importeret til USA, og er derfor sjælden i USA i dag.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...