Mercedes C 400t 4Matic

Den sorte Mercedes C-klasse har ekstraudstyr for 408.000 kr. oveni bilens pris på 843.098 kr.

Plads til familien og 333 hk fra en lækker V6'er holder stadig

En underspillet rejsevogn med benzinoverskud til det meste er ved at blive overhalet af hybridvarianter, men en Mercedes C400 har stadig noget magisk over sig.

28. september 2020 af Mikkel Thomsager

Test i Danmark af Mercedes C400 T

I 2017 reintroducerede Mercedes-Benz den 6-cylindrede rækkemotor. Den fås blandt andet i E-klasse, CLS og S-klasse, mens de 6-cylindrede varianter af C-klassen fortsat benytter den gamle V6-motor.

Det behøver C-klassen dog ikke skamme sig over. 3-liters varianten af Mercedes’ seneste V6-motor blev introduceret i 2014, så i motorforstand er den langt fra pensionsmoden, og når sandheden skal frem, er forskellen på de to motortyper nærmest ikke til at mærke. Sætter man foden på speederen i en C 400 med 333 hk med V6-motor, får man præcis den samme oplevelse af effekt, som i rækkemotoren.

Mercedes C 400t 4Matic

C-klasse fås med digitale instrumenter, men i det gamle hus og dermed i det gamle design.

C400-testbilen har ekstraudstyr for 408.000 kr. 

Selv om testbilen står med ekstraudstyr for 408.000 kr., fremstår den med underspillet elegance. 19” AMG-fælge til 17.416 kr. antyder, at denne Mercedes stationcar har mere spiritus i flasken, end etiketten antyder, og det har den. 333 hk giver præstationer i en region, som for bare 10-20 år siden var reserveret til sportsvogne.

Listen over standardudstyr omfatter dog også kørestilsvælger, 9-trins konventionelt automatgear og avancerede forstole med mange indstillingsmuligheder. Tilføjer man ekstra lydisolerede ruder til 2.788 kr. og luftaffjedring til 32.506 kr. har man en rejsemaskine med potentiale til at forcere Europa på en nat. Det er en underspillet langturslimousine af den type, som kun premium-mærkerne markedsførte ind til for få år siden. I dag har også Mercedes flyttet al sin opmærksomhed mod hybrid og elektrificering, og det er de ikke ene om.

Mercedes C 400t 4Matic

V6-motoren er kun 10 år gammel men allerede overhalet af nye motorer i Mercedes-programmet.

Prisen på C400 kan blive et problem

En del af forklaringen på den udvikling kan måske læses i brændstofforbruget. Officielt er C 400 T opgivet til et snitforbrug på 11,4 km/l ifølge WLTP-normen. Vort uvidenskabelig testgennemsnit røg under 10 km/l.

På ét område krakelerer billedet – og faktisk er det i motorafdelingen. Hvis motoren presses bare en smule, bliver den forholdsvis højlydt. Tonen er fin og V6-agtig, men i forhold til udtryk og ekstraudstyr virker det som et mismatch.

En anden udfordring er prisen. En startpris på knap 850.000 kr. kan måske retfærdiggøres, ikke mindst hvis den deles op i mere spisevenlige leasingbidder, men med ekstraudstyr for mere end 400.000 kr. er der risiko for at blive ruineret, uanset hvor underspillet C 400 T måtte være.

Mercedes C400 Stationcar 4Matic aut.

  • Pris:
  • 841.298 kr. (testbil: 1.251.384 kr.) 
  • Årlig afgift: 4.240 kr.
  • Motor:
  • V6, 2.996 cm3, 24V, biturbo
  • Ydelse:
  • 333 hk ved 5.250 o/min
  • 480 Nm ved 1.600 o/min
  • Præstationer:
  • 250 km/t Topfart)
  • 5,0 sek. 0-100 km/t)
  • 11,4 km/l WLTP)
  • Mål og vægt: 
  • Længde/Bredde/Højde: 470/181/146 cm 
  • Vægt/last/påhæng: 1.720/590/1.800 kg 
  • Bagagerum: 490-1.510 liter 
  • Pirelli P Zero Dæk: 225/40R19 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...