Ny Mercedes C-klasse
Den komplet nyudviklede sjette generation af Mercedes C-klasse (W206) har noget at leve op til, for den tidligere model er solgt i mere end 20.000 eksemplarer herhjemme.
C-klasse er Mercedes´ mest solgte model i Danmark, og generelt er der tre store plusser:
- Designstilen lægger sig overrumplende tæt op ad den nye S-klasse
- Niveauet af standardudstyr er uhørt for en Mercedes-Benz.
- Den nye model er marginalt længere, bredere og lavere, og har lidt længere akselafstand end forgængeren fra 2014.
Vi har samlet alt, du kan have brug for at vide om Mercedes C-klasse:
- Hvilke motorer kan man få i C-klassen?
- Danske priser på Mercedes C-klasse
- Test af C-klasse med dieselmotor: Ny C-klasse er fed, men ikke perfekt
- Test af C-klasse med benzinmotor: Test: C-klasse uden ladekabel er en ren fornøjelse
- Test af C-klasse som plugin-hybrid og stationcar
- C-klassen har fået gummistøvler på (All-terrain)
- Er det slut med V8 i C-klassen?

Hvilke motorer kan man få i C-klasse?
Ved introduktion fås diesel og benzin med et nyt 48-volt-strømsystem. Det tillader et lille boost med el under acceleration, men fungerer mest som et udvidet automatisk start/stop-system, der standser motoren tidligt frem mod lyskryds og under lav belastning. Man kan ikke styre systemet eller vælge at køre på el, og det generer ikke nogen.
Diesel er langt fra udfaset som brændstof hos Mercedes-Benz, der har givet deres 2-liters biturbodiesel videre rammer for friløb samt elektrisk aircon-pumpe, der kan køre videre selv om motoren er standset. Her er et større Nox-filter og et nyt partikelfilter for at fange skadelige partikler og to i stedet for én katalysator, der tilsætter et rensende stof til udstødningsluften.
Motoren fås i C 220 d og C 300 d med 200 eller 265 hk – begge med 19,2 km/l og et CO2-udslip på 136 g/km.
Mercedes C-klasse som plugin-hybrid?
C-klasse som opladningshybrid med forbrændingsmotor, elmotor og lithium-batteri får et gigantisk fradrag på registreringsafgiften.
Batteriet bliver på 24,5 kWh og vil som noget nyt for plugin-hybrider også kunne lades i hurtiglader med op til 55 kW. I hjemmelader tager hybriderne imod 11 kW, hvilket er normalt.

Danske priser på Mercedes C-klasse
Benzin
C 200, 1,5-liters turbobenziner med 204 hk
C 300, 2.0-liters turbobenziner med 258 hk
Diesel
C 220 d, 2-liters biturbodiesel med 200 hk
C 300 d, 2-liters biturbodiesel med 265 hk
Plugin-hybrid
C 300 e, systemydelse 313 hk.
Ekstraudstyr
C 300-varianterne har AMG-pakke ude og inde med blandt andet 19" alu og skørtesæt, mens øvrige varianter har Avantgarde-pakke.
De to store skærme på hhv. 12,3" og 11,9" står side om side med standardudstyr som adaptiv fartpilot, bakkamera og fingeraftrykslæser.
Til 50.000 kr. kan tilvælges en Premium-pakke, der tilføjer 360-graders kamera, en memory-funktion til de el-justerbar sæder og Digital Light-forlygter.
Premium PLUS-pakken har blandt andet et Burmeister lydanlæg, 3-zoners klimaanlæg og head-up display til 100.000 kr.
Danske priser
C200
- Sedan: 557.680 kr
- Stationcar: 572.730 kr
C300
- Sedan: 627.730 kr
- Stationcar: 642.820 kr
C220 d
- Sedan: 557.480 kr
- Stationcar: 572.510 kr
- Stationcar, 4MATIC All-Terrain: 632.560 kr
C300 d
- Sedan: 627.570 kr
- Stationcar: 642.600 kr
C 300 e
- Sedan: 592.900 kr.
- Sedan, 4MATIC: 617.400 kr.
- Stationcar: 603.850 kr
C 400 e
- Sedan, 4MATIC: 675.900 kr.

Både sedan og stationcar er klar hos de danske Mercees-forhandlere. Coupé og Cabriolet kører fortsat videre i den hidtidige generation.
© Søren JuulTest af C-klasse med dieselmotor
Vi har fornøjelsen af en C 300 d stationcar med et solidt moment på 550 Nm fra 1.800 o/min, en effektivt dæmpet motorlyd, 9-trins automatgear og baghjulstræk (firehjulstræk kan tilkøbes).
Det er en prægtig langtursbil med en brændstoftank på 73 liter og en angivet rækkevidde på omkring 1.200 km med fuld tank (!).
Her er masser af goddaw i dieselmotoren, hvilket understreges af 0-100-tiden på under seks sekunder, men især i mellemaccelerationer, hvor drivlinen reagerer kontant på input.
Læs også: Duel mellem to af de bedste plugin-hybrider - BMW 330e vs Mercedes C300e
Dieselbilen C 300 d er en skøn langtursbil
Der er noget næsten nostalgisk over at køre langt med dieselmotor, men statistikken siger, at diesel i høj grad er relevant: Det seneste år har 76 pct. af nye solgte C-klasse-biler i Danmark været diesel og 13 pct. benzin. Herudover talte plugin-hybriderne diesel/el 8 pct. og benzin/el 2 pct., mens AMG-udgaver af C-klasse stod for 1 pct.
AMG-pakken med AMG-look ude og inde, 18" fælge, sportsundervogn, -bremser og -stole og meget mere koster 35.000 kr. Du kan også opgradere for 70.000 kr. fra C 220 d til C 300 d, hvor den er standard.
Udstyret er omfattende i forhold til forgængeren. Her er to skærme fra S-klasse, navigation med dansk stemmestyring, som fungerer nogenlunde, og en tyngde i interiør, stole og oplevelse af kvalitet, som lever op til forventningerne. Med én undtagelse:
Mercedes-Benz bruger fremover fnidrede berøringsfølsomme kontakter, som vi kender fra andre bilmærker. Her rører man ved kontakten og det er så et lotteri, om, og i så fald hvor meget, man har trykket. Det er umuligt at skrue en lille smule op eller ned for musikken og værre bliver det ved betjeningen af elstole: Her trykker man på stoleikonet, men det nytter ikke noget, for man skal kun røre.
Stolen i miniformat på døren har justeret sæder med solide klik i generationer. Det er slut nu og afløst af en fesen berøring. Det er teknologi for teknologiens skyld, og det gavner ingen!

Den flotte metallak er ekstraudstyr til 9.900 kr. Skjult anhængertræk koster 12.900 kr.
© Mathias BrandtTest: C-klasse uden ladekabel er en ren fornøjelse
Den nye Mercedes-Benz C-klasse er på alles læber i bilbranchen – og det med rette. Mellemklassebilen fra Stuttgart bygger på en gevaldigt revideret platform fra den udgåede model, og indvendigt disker den op med luksus og tech lånt fra den seneste Mercedes S-klasse.
Testbilen sender forventningerne i vejret med “300”-emblemet på bagsmækken. Under motorhjelmen ligger en 2-liters, 4-cylindret benzinturbomotor med 258 hk og 400 Nm.
Selv om bilen ikke har et ladestik i siden, har elektrificeringen alligevel indfundet sig i motorrummet. Takket være et 48 volt-system kan C 300 anno 2021 kalde sig for mild-hybrid. Elmotoren råder over 20 hk udover benzinturbomotorens 258 hk, men efter nytår vil flere opladningshybrider slutte sig til C-klasse-programmet.
C 300 har en 9-trins automatgearkasse, der tager sig af at sende kræfterne til bagakslen, hvis man da ikke har bestilt den med firehjulstrækket 4Matic. Det har denne sølvfarvede sedan ikke, hvilket fornuftigt nok sparer den for en ekstra post på slutsedlen på 35.000 kr.

Både de digitale instrumenter og infotainment-skærmen på 11,9” er standard i C-klasse.
Mercedes C300 - hvad er dommen?
Bag rattet er der rig mulighed for at indtage den nye kabine med samtlige sanser. Næsten alt betjenes med berøringsfølsomme knapper – selv sædeindstillingen på dørsiden kræver ikke længere, at fingeren fysisk skubber en knap. I den nye C-klasse er en let berøring tilstrækkeligt.
Vil du helt slippe for at bruge hænderne, er mange funktioner også mulige at beherske gennem talekommandoer takket være seneste udgave af tyskernes MBUX-system.
I den mere praktiske ende opleves kabinen rummelig og ikke mindst lys, mens der i bagagerummet er akkurat samme mængde plads som tidligere til trods for, at karrossen er seks cm længere, og akselafstanden er tre cm længere end i forgængeren.
Benzinturbomotoren går utrolig vibrations- og støjfrit, og dens kraftoverskud er også tilstrækkeligt, da C 300 løber til 100 km/t på bare seks sekunder. Bremsepedalen har dog en spøjs fornemmelse, hvor modstanden føles kunstig og derfor bliver svær at dosere.
Styretøjet er velbalanceret og undervognen rimelig komfortabel på 19” fælge, og det mærkes tydeligt, at C-klasse er sat i verden for at bevæge sig – den er sjov at køre.
Vi synes
Mercedes er gået tech-amok, men har heldigvis ikke glemt, at C-klasse skal køre godt.

Stikket til el er placeret i venstre side og tankdækslet til benzin i højre. I byen kører plugin-hybriden på el.
© Søren JuulTest: Mercedes C-klasse som plugin-hybrid og stationcar
Den nye C-klasse er noget af det bedste, der er kommet fra Mercedes-Benz i årevis. Den er pakket med udstyr uanset motorvariant og er lige så sportslig i sine bevægelser som en BMW 3-serie, og så ser den godt ud. Plugin-hybriden med benzin- og elmotor og et forholdsvist stort, opladeligt batteri på 25,3 kWh lander hos mig en forblæst uge med 0-5 grader midt i en ophedet diskussion om plugin-hybridernes store rabat på registreringsafgiften og spørgsmålet om, hvorvidt biltypen er grøn eller sort.
Det undersøger jeg på min faste rute fra småveje i Vestsjælland og på tværs af Sjælland med 110 og 130 km/t til det trafikerede stykke uden om København og videre ind i indre by fra nord. Det svarer til at køre Aarhus-Esbjerg med tung trafik og giver et billede af en bils reelle forbrug over lange afstande.
Testbilen har en 2-liters turbobenziner med 204 hk, en elmotor med 129 hk og en 9-trins automatgearkasse bygget sammen til én enhed forrest. I bunden af bagagerummet er her et batteri på 25,3 kWh, der kan lades med 11 kW i hjemmelader eller op til 55 kW i hurtiglader. Batteriet stjæler plads, så bagagerummet er mindre end i en VW Golf (det bliver en udfordring på bilferien).
I WLTP-normen for blandet kørsel er bilen angivet til op til 107 km på el, men på min pendlerrute begynder benzinmotoren at starte efter cirka 80 km. Så snart man kommer under 120 km/t, standser den dog igen. Mere end 80 km på el vil betyde, at mange pendlere vil kunne bruge bilen som elbil.
Hvad så med forbruget? På vej ud sker de 125 km med opladet batteri og forvarmet kabine, mens batteriet er tomt og kabinen kold på hjemturen. Vi sætter benzin til 15 kr./l og el til 4 kr./kWh. På udturen lyder mit snitforbrug på 16,7 kWh el og 2,1 liter benzin. Det er en totalpris på ca. 98 kr. eller 0,78 kr./km for de 125 km.
Med tomt batteri (det bliver aldrig tømt, men bevarer en funktion som en almindelig hybridbil med opsamling af bremseenergi) på returrejsen går bilen ca. 13 km/l, hvilket koster ca. 144 kr. eller 1,15 kr./km.
For et højt dagligt kørselsbehov på 250 km med opladet batteri fra start når jeg dermed en samlet pris på 242 kr. eller 0,97 kr./km.
Vi synes
C 300 e er den hidtil mest vellykkede plugin-hybrid fra mærket. En lækker og alsidig bil.

Mercedes slipper C-klassen løs i terrænet med den nye All Terrain-variant
Hidtil har E-klasse All-Terrain været det eneste bud på en Mercedes stationcar, der kan tage fat, når asfalten slipper op.
Snart kan du også give gas i den mindre C-klasse på en skovvej, uden at frygte bilens bug får tæsk, og du efterlader kofangerne i grøften.
På de udsendte pressebilleder er den nye C-klasse All-Terrain bogstavelig talt flyvende i et stenbrud, men at dømme ud fra den medfølgende pressemeddelse er det ikke et decideret offroad-monster. Mercedes skriver selv, at bilen er skabt til at boltre sig på veje med ringe underlag – og også kan klare en stejl nedkørsel eller opkørsel.
For at tackle de udfordringer har designerne pakket karrosseriet ind i et robust skørtesæt i mat plastik og redesignede kofangere med påkørselbeskyttelse nedenunder.
Undervognen er med stålfjedre, men har fået hævet frihøjden 4 cm. Forhjulenes styrespindler er forstørret en smule, 4Matic firehjulstræk er standard og bilens ESC-system byder på med to deciderede offroad køreprogrammer beregnet til enten kørsel på løst underlag eller stejle bakker, hvor man kan få hjælp af en nedkørselsassistent.

Slut med AMG V8 i C-klassen
Den nye Mercedes C-klasse kommer med fire og seks cylindre, men det er slut med heftige V8-motorer. De fremtidige AMG-varianter med mere end 600 hk får 4-cylindrede hybriddrivliner. Læs om dem her.