Biltest af Mercedes C 180 T
Biltest af Mercedes C 180 T© bilmagasinet.dk

Mercedes C 180 T

Stil i stilhed

26. marts 2002 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen

Mercedes-Benz C 180 T er en flot, behagelig og praktisk stationcar. Alligevel er det svært at blive begejstret

I Danmark er Mercedes-Benz mere end i noget andet land forbundet med taxi-begrebet, og både i E- og C-klassen giver det en tvetydig oplevelse af Mercedes-Benz som et luksuriøst, dyrt arbejdsredskab.

Men kan man se bort fra taxi-syndromet, er C-klassen også en smuk tysker med et aristokratisk overskud af den slags, som signalerer stil i stilhed. Det gør stationcar-udgaven bedre end nogen anden C-klasse, og søger man stilfærdig stil, kan der være et vist minimum af sund fornuft i en C 180 T til 548.000 kr. plus det løse.

Som alle andre Mercedes-modeller er C-klassen gennemtænkt i alle detaljer. Ikke mindst bagagerummet, sommer rummer løsningen på det evige problem med bagagerumsdækkenet, som altid er i vejen. Dækkenet kører i en skinne, som gør det let at trække det for, og når man så kommer tilbage til bilen med favnen fuld af varer, kører det automatisk tilbage, når man trykker på samme greb, som man trækker i. Endelig et dækken, som man ikke starter med at smide væk, når man får bilen.

Til gengæld har Mercedes-Benz ikke benyttet lejligheden at kopiere BMW´s løsning med separat åbning af bagruden. Det havde ellers været oplagt, fordi bagruden i C-klasse stationcar skråner så meget, at det den ekstra bagklap ville øge brugsværdien betydeligt. I øvrigt er bagagerummet regulært og lækkert.

Trods 180-betegnelsen er motoren i den mindste benzin-C-klassen på 2,0 liter og yder respektable 129 hk. Nok til at nyde den stille stil, men ikke nok at til sikre den pondus, som ellers klæder en Mercedes-Benz så godt. Hertil kommer en seks-trins manuel gearkasse, som også vidner om, at Mercedes-Benz er meget bedre til automatgearkasser. En sådan er påkrævet, hvis den stille stil ikke skal forstyrres af alt for mange ikke alt for gode gearskift.

I modsætning til tidligere er basis-udgaverne fra Mercedes-Benz ikke så stilfærdigt udstyret som tidligere. Her er, hvad man med rimelighed kan tillade sig at forvente af udstyr, og det gør, at man trods alt ikke behøver at føle sig helt til grin, når man smider 545.000 kr. på bordet for en C 180 T med manuelt gear.

Til gengæld må du gøre op med dig selv, om fornemmelsen af stille stil kan stå mål med ydmygelsen, når folk på gaden forsøger at stoppe dig for at få en taxi-tur.

Tekniske data: R4 16V, 1.998 cm3. Ydelse: 129 hk ved 5.500 o/min. 190 Nm ved 4.000 o/min. 0-100 km/t: 11,3 sek. Topfart: 206 km/t. EU-mix: 10,4 km/l. Årlig ejerafgift: 5.500 kr.
Totaløkonomi: Selv om C-klassen er dyr, er ikke mindst benzin-modellerne eftertragtede på brugtmarkedet. Afskrivningen bliver- nyprisen taget i betragtning-ikke stor. Efter tre år og 50.000 km har den tabt 192.000 kr. (35 pct.)
Reservedelsindeks: 103
Service ekskl. materialer:
Ingen faste servicepriser. Sevice efter indikator

Pris: 548.000 kr.

Vi synes...God uden at være sublim

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...