© Mercedes

Mercedes-Benz Citan 1,5 CDI

Den nye lille varebil Citan er i virkeligheden en tysk udgave af Renault Kangoo. Om du tager den ene eller den anden, gør ingen forskel

1. oktober 2012 af Jørli Petersen

Markedet for små varebiler er konstant stigende, og Mercedes vender nu tilbage til den mindste type kassevogn med den helt nye Citan, der får dansk premiere i begyndelsen af oktober.

Det tyske stjernemærke har tidligere forsøgt sig med varebiler i kompakt størrelse, sidst med den noget tvivlsomme Vaneo, der aldrig blev en succes, så Mercedes har valgt både livrem og seler i jagten på succes i den lille klasse. Den nye Citan er, som Mercedes udtrykker det diplomatisk, udviklet i samarbejde med en ”anden” producent, og gået på klingen må de langt om længe indrømme, at partneren hedder Renault. Citan er en tysk udgave af Kangoo, og det tyske fodaftryk skulle være en mængde ændringer. Det er ifølge producenten slet ikke en Renault Kangoo, men en rigtig Mercedes, og nærlæser man de officielle pressemeddelelser, får man at vide, at Citan er en Mercedes-Benz ned til sidste detalje.

© bilmagasinet.dk

Helt nyt design
De usynlige ændringer fra Kangoo til Citan skulle være en noget anden motorstyring af den ellers velfungerende 1,5-liters franske diesel. For at leve op til vanlig Mercedes standard, har koncernen udsendt medarbejdere til fabrikken i Frankrig for at lære Renault ”noget om kvalitet”, og under den internationale præsentation i København satte Mercedes også lup på bilens opsætning af undervogn. Mens designet ikke efterlader nogen tvivl: Her har Mercedes gjort sig umage.

Citan har mange designmæssige ændringer fra Kangoo. Set forfra er det umuligt at tage fejl af de to små ­varebiler, fronten er en helt ægte Mercedes med stjerne i overstørrelse, og Mercedes har også været en tur i kabinen, som har fået en række ændringer i design. Spændingen var stor, da vi endelig satte os bag rattet i den nye model, der blev testet blandt de mange ud- og opgravninger i landets hovedstad. Vi lagde også vejen forbi det køretekniske anlæg ved Flyvergrillen, tog en rundtur på motorvej omkring København, mens vi til sidst holdt stille sammen med en halv million andre trafikanter, hvor vi brugte spildtiden til at gøre regnestykket op.

© bilmagasinet.dk

Det er farven
Citan kommer i tre størrelser: En kompakt, den såkaldte lange model, som ventes at blive den mest solgte, mens den ekstra lange nok bliver en sjældenhed. Den kendte 1,5-liters diesel kommer i tre udgaver, og da vi havde arbejdet os gennem de mest oplagte udgaver af ny Citan, er regnestykket følgende: Mercedes Citan er en Renault Kangoo. Vi kan ikke konstatere nogen forskel i motorgang, støjniveau, trækkraft og styring, vi kan ikke mærke forskel på opsætning af undervogn i Citan og Kangoo, og varerum og alt det praktiske ved en varebil er nøjagtigt det samme. Kort og kontant kan man sige, at de udstyrsdetaljer man kan få til Renault Kangoo, kan man også få som Mercedes Citan, forskellen fra Citan til Kangoo handler om design, så man kan også sige, at det er farven, der har fået en anden lyd.

Er man lykkelig, når der er stjerne på fronten, skal man købe Citan, hvor prisen starter ved 123.000 kr. før moms. Leasingpriserne starter ved 1795 kr om måneden eksklusive moms.

© bilmagasinet.dk

© bilmagasinet.dk

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...