Den kraftigste V8-motor fra AMG – nogensinde!

730 hk og 800 Nm presser V8’eren ud til baghjulene i den nye AMG GT Black Series. AMG GT er den 6. model i rækken med det eksklusive skilt på bagsmækken – og det kommer man ikke sovende til.

12. oktober 2020 af Jacob Dalby

Hvor er vi?

Lausitzring i Tyskland lægger asfalt til testen. Banen lidt syd for Berlin er tidligere hjemsted for både DTM-mesterskaber og diverse motorcykel-race. Vores instruktør, Bernd Schneider, som er femdobbelt DTM-mester, kender altså banen bedre end de fleste. Det er Bernds opgave at vise os den hurtigste rute rundt på banen – og sørge for testosteronet ikke løber af med os.

Bil Magasinet var inviteret af Mercedes Benz.

Hvad betyder Black Series?

Black Series er et eksklusivt mærkat som kun ganske få Mercedes-modeller får lov at pryde sig med. Det hele starter i 2006, hvor første model af nu seks i alt bliver genfødt som Black Series: SLK 55 med 5,5-liters V8 og 400 hk. Herefter fulgte CLK 63 med 6,2-liters V8 og 500 hk, SL 65 med 6-liters V12 og 661 hk, C 63 AMG med 6,2-liters V8 og 510 hk samt den hidtil seneste i rækken; SLS Black Series med 6,2-liters V8 og 622 hk. Fælles for dem alle er to sæder og fast tag. Det betyder eksempelvis, at bagsæderne blev hevet ud af C 63 og at SL 65 fik svejset tag på i stedet for cabrioletmekanismen. Bare et par af beviserne på, at Black Series-modeller er seriøse baneracere – og at tyskerne rummer en vis mængde humor. Hertil kommer solide skærme og naturligvis fuldt udnyttede motorrum til de største motorer AMG producerer til de enkelte modeller.

Hvordan kører den så?

Det kan du læse meget mere om, i et kommende nummer af Bil Magasinet. Men den er hurtig! Motoren er den kraftigste serieproducerede V8 nogensinde fra AMG. De fire liter med biturbo yder 730 hk og 800 Nm. Det er 145 hk (!) mere end AMG GT R og betyder en 0-100 km/t sprint på 3,2 sekunder. Det er 0,4 sekunder hurtigere end AMG GT R. Det hele sker gennem den 7-trins speedshift gearkasse, som er modificeret til at kunne holde til de monstrøse 800 Nm.

Kan AMG GT Black Series ellers noget?

Mange af detaljerne, der skaber designet, stammer fra AMG GT3, som er forbeholdt racerbaner og som blandt andet deltager på Le Mans. Der er riller, gæller og vinger overalt, større grill for mere køling og et hav af kulfiber. Motorhjelmen, bagsmækken, taget, vinger, sæder og bremserne er alt sammen i kulfiber for at spare så meget vægt som overhovedet muligt. Selv glasset i ruderne er tyndere for at spare de ekstra gram.

Størst og altoverskyggende er dog den enorme hækvinge i to etager, som begge er justerbare. Vinklen på den øverste del kan justeres helt op til 20 grader for ekstra meget downforce – men det stopper ikke her. Indbygget i den øverste af de to vinger er også en lille vinge, der elektronisk justerer automatisk alt efter køresituationen og det valgte køreprogram. I Comfort er vingen flad når det går ligeud for hurtigst muligt at opnå topfart og når man bremser popper den op for at sikre hurtigere og mere stabil nedbremsning. Har man derimod valgt Race-mode, der er beregnet til banekørsel, er vingen oppe fra 20-250 km/t, for at sikre mest muligt downforce igennem sving, og lægger sig først ned ved hastigheder over 250 km/t. Den lille vinge kan også poppes ved tryk på en knap i kabinen for blær-effekt.

Hvem er konkurrenterne?

Det er svært at forestille sig, men der er faktisk flere konkurrenter end som så til den gale vogn. Tættest kommer Porsche 911 GT2 RS, McLaren 720S og Ferrari F8 Tributo. Alle med vidt forskellig karakter. Køremæssigt minder AMG GT mest om McLaren. Der er også den vilde Lamborghini Aventador SVJ, der er rekordholder rundt på Nürburgring – og som er den eneste, der kan matche og overgå prisen på GT Black Series.

Hvornår lanceres Mercedes AMG GT Black Series?

Du kan allerede nu konfigurere AMG GT Black Series på Mercedes-Benz’ hjemmeside. Her finder vi ud af, at testbilen blandt andet har lakering for knap 170.000 kr. og AMG-banepakke med sikkerhedsbur i titanium, 2 kg brandslukker og 4-punktssele til en værdi af 150.000 kr. Samlet løber testbilen altså op i minimum 7 millioner kroner med danske nummerplader på. Et godt stykke over de fleste konkurrenter. Men uanset hvordan du konfigurerer den, kan du godt glemme det. Alle eksemplarer, der er tildelt det danske marked, er allerede solgt.

Vi synes…

Giver den mening? Læs vores dom i et kommende nummer af Bil Magasinet.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...