AMG fortolker Mercedes EQE
Elbilen Mercedes EQE blev præsenteret i september 2021, og nu følger AMG op med to performance-varianter. De kommer til at gå under navnet EQE 43 4Matic og EQE 53 4Matic+ og får systemydelser på henholdsvis 476 og 687 hk.
De følger i fodsporene på biler som Mercedes-AMG GT 63 S E Performance, som er en plug-in-hybrid, og den nyligt præsenterede fuldelektriske Mercedes-AMG EQS 53 4Matic+.

En AMG til ethvert behov
De to varianter skal appellere til et bredere publikum og give flere muligheder for forskellige niveauer af køredynamik til flere forskellige slags kunder.
Den "lille" version, Mercedes EQE 43 4MATIC, med 476 hk skal agere indgangsversion og den noget mere pumpede 687 hk version, Mercedes EQE 53 4MATIC+, er for dem som vil have den fulde oplevelse af sportslighed.
Begge versioner har dog elmotor på både for- og bagakslen og i den forbindelse fuldt variabelt firehjulstræk og derudover aktiv bagakselsstyring og særlige AMG-bremser.

Performance og rækkevidde
Mercedes-AMG har bestræbt sig på at forene kræfter med en anvendelig rækkevidde, og her er begge varianter angivet til at have en rækkevidde på over 500 km på en opladning, der klares med en effekt på op til 170 kW.
Den mindre performancepakke lader EQE gå fra 0-100 på 4,2 sekunder, hvorimod der følger en RACE START-funktion med den store AMG Dynamic Plus-pakke, der får Mercedes-AMG EQS 43 4MATIC+, fra 0-100 på 3,3 sekunder.
Lillebroren, EQE 43 4MATIC, har desuden en topfart på 210 km/t, hvor storebror når op på henholdsvis 220 km/t eller 240 km/t afhængigt af hvorvidt den er udstyret med AMG Dynamic Plus-pakken.
Der er endnu ikke blevet præsenteret priser på de to performance AMG'er.
