© mmm.dk

Meget, meget sort Mercedes-Benz

Tysk specialist tuner CL600 og klæder den i sort kulfiber

2. september 2010 af Steen Bachmann


Står du og tripper lidt utålmodigt for at få fingre i den nye generation af Bentley Continental GT, der får premiere i Paris om en måned, har den tyske tuner Anderson et alternativ: En personlig fortolkning af Mercedes-Benz CL600.

CL600 Anderson Black Edition er meget, meget sort i en nuance, der hedder satin mat deluxe. Der monteres et aerodynamisk kit med vinger og spoilere i kulfiber, og både sidespejle, vinduesrammer, frontgrill, dørhåndtag, håndtaget til den store, elbejtente bagklap, og gæller til luftudtag på fronthjelmen er lakeret i jet black.På bagsmækken monteres en ekstra læbe på spoileren for at styre luftstrømmen ved høj fart.

Den 5,5-liters V12-motor med to turboer yder som standard 517 hk, men via ændret motorstyring, luftfiltre med øget gennemgang, en nyt plasma coated udstødningssystem og ændrede katalysatorer hæves ydelsen til 670 hk ved 5.000 o/min.

Anderson foreslår 22 tommer alufælge i black/gloss med kulfiber kant i jet black. Dækkene er Michelin Pilot Sport i 275/25-22 foran og 295/25-22 bag. Bremsekalibrene er også lakeret i jet black.

Kabinen er CL600 er ekstremt smagfuld, men man modificerer den blandt andet med nye, dobbelte syninger af læderet i diamanttern, og rat, bakspejl, centerkonsol og dørpaneler i kulfiber.

Anderson tilbyder at hente kundens bil uanset hvor, denne bor, og levere bilen igen efter ombygningen. Der er ingen officielle priser, da hvert enkelt projekt aftales med den enkelte kunde.

Tidligere har virksomheden ombygget eksotikere som Lamborghini Gallardo Balboni, Bentley Brooklands, Ferrari California og Dodge SRT-8.

 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...