Der kan sikkert gives mange gode grunde til, at den danske bilbranche skal lide under en rekordhøj registreringsafgift, men når det handler om beskatning af ekstra sikkerhedsudstyr til bilen, virker det i dén grad uhensigtsmæssigt. Kunderne fravælger det nemlig på grund af afgifternes tredobling af prisen. Facit bliver mindre sikre biler og en statskasse, der alligevel ikke får hevet nogle penge hjem.
”Historisk set har Mercedes-Benz været først med den nyeste teknologi. Eksempler herpå er ABS, airbag, ESC-stabilitetssystem, Pre-Safe (der strammer seler, retter stole op og gør bremser klar i tilfælde af en uundgåelig kollision, så den skadelige effekt på passagerer nedsættes mest muligt) og senest alarm mod træthed (Attention Assist). Udbredelsen af sådanne opfindelser kommer alle til gode. Det koster mange penge at udvikle, og derfor er ny teknologi typisk også dyr teknologi,” siger kommunikationschef hos Mercedes-Benz Danmark, Lars van het Erve, til nyhedstjenesten Autoupdate.
En af Mercedes-Benz seneste opfindelser er Nightview-Assistent, der hjælper bilisten til i mørke at registrere ikke-synlige personer på vejen. Ønsker man sin Mercedes E-klasse bil udstyret med det, bliver prisen 11.610 kr. (inkl. moms). Men med 180 pct. registreringsafgift lagt oveni hedder prisen nu 32.507 kr.
Afgiftsfritagede elbiler
Hos Mercedes-Benz hæfter man sig ved, at afgiftsfritagelsen kun er kommet elbilerne til gode.
”Fokus blandt beslutningstagerne er på miljøet. Vi ville ønske, at man kunne anlægge et bredere, teknologi-neutralt perspektiv og naturligvis også gerne se på det sikkerhedsmæssige aspekt. Samfundsøkonomisk er det gavnligt, og situationen er jo ærgerlig, da vores sikkerhedsudstyr kan redde menneskeliv - ikke bare bilisternes, men også fodgængernes,” siger Lars van het Erve.
Læs hele historien i seneste udgave af det elektroniske magasin Autoupdate.
Sikkerhedsteknologier, der får fradrag i afgiften
Airbag; første to airbags får ikke fradrag, men hver ekstra airbag herudover giver et fradrag på 1.280 kr. pr. stk.
ESC - elektronisk stabilitets-system; et computerstyret system, der forhindrer bilen i at skride ud i sving. Sensorer registrerer forhjulenes styreudslag og bilens faktiske rotation. Hvis der er forskel på de to værdier, er en udskridning på vej, og så modarbejder systemet udskridningen ved at bremse ét eller flere hjul. Giver et fradrag i registreringsafgiften for nye biler på 2.500 kr.

Sikkerhedsteknologier, der er belagt med fuld afgift i Danmark
Adaptivt stoplys; bilen blinker med baglygterne under en katastrofeopbremsning for at advare bagfrakommende trafikanter. Når bilen holder stille, aktiveres katastrofeblinket.
Aktiv fartpilot; en fartpilot, der via en radar i bilens kølergrill selv holder passende afstand til køretøjet foran og selv tilpasser acceleration og nedbremsning.
Alarm for utilsigtet vognbaneskift (Lane Keeping Assist); hvis føreren overskrider en vejstribe uden at blinke af først, reagerer systemet med en akustisk og eventuelt visuel alarm.
Alarm mod træthed (Attention Assist); et system udviklet af Mercedes-Benz, der via 70 sensorer på rat, hjul, speeder, bremse, m.m. registrerer, hvis føreren er uopmærksom, og i så fald giver alarm. Lexus har en videreudvikling, hvor en sensor overvåger førerens øjne. Hvis de er lukkede i mere end den tid, det tager at blinke med øjnene, slås alarm.
Alarm mod køretøjer i blinde vinkler (Blind Spot Assistent, BLIS); et system udviklet af Volvo, der via ultralydsensorer på bilen overvåger området skråt til venstre for føreren. Hvis føreren trækker ud for at overhale, og der er et køretøj i den blinde vinkel, slås alarm via lyd og et rødt blink i forruden.
Automatisk katastrofeopbremsning; bilen overvåger trafikken via radar og bremser selv, hvis der er risiko for en uundgåelig kollision, for eksempel med et stillestående køretøj på en landevej.
Nightview-assistent; et infrarødt kamera overvåger vejbanen og registrerer genstande, dyr og personer før det menneskelige øje. Resultatet vises på en skærm på instrumentbordet, og det er hensigten, at føreren kan følge skærmen i øjenkrogen uden at tage øjnene fra vejbanen.
Pre-Safe; et Mercedes-Benz udviklet system, der gør bilen klar til at yde maksimal beskyttelse af passagererne i tilfælde af risiko for en uundgåelig kollision. Selerne strammes, støddæmperne justeres, bremseklodserne rører ved skiverne for at fjerne snavs, der sættes højtryk på bremsevæsken for maksimal ydelse, stole rettes op, m.m.