Mercedes-Benz GLA 200 Final Edition
Mercedes-Benz GLA 200 Final Edition © A. Hansen

Kan en topudstyret, men udgående model være et godt køb?

Når en bilmodel står over for at blive erstattet af en ny, får du den til en lav pris med masser af udstyr. Men er det et godt tilbud eller et signal om, at du skal vente på den nye?

5. februar 2019 af Mikkel Thomsager

Hvis du er ligeglad med at køre i det nyeste nye, kan du tage en gammel model, der snart afløses af en ny. Vi kører Mercedes GLA Final Edition, der sælges med masser af udstyr uden merpris

“Final Edition” er tilnavnet på en ny udgave af Mercedes-Benz GLA 200, som netop er lanceret. Tilnavnet understreger, at en ny Mercedes GLA er på vej. Frem til da forsøger producenten at puste til salget af den udgående model ved at sælge den til lavere priser med mere udstyr.

Forhøjet A-klasse

Mercedes GLA er den let forhøjede “storbyjungle”-udgave af en almindelig A-klasse. En ny A-klasse er lanceret, så en ny GLA er i vente, og det er baggrunden for Mercedes GLA 200 Final Edition. Prisen er 420.000 kr. for en bil med udstyr, som for et år siden ville have kostet over 100.000 kr. mere.

Og den ser godt ud både ind- og udvendig. I et forsøg på et holde den udgående model ung, fokuserer Final Edition-udgaven på visuelt udstyr. Udvendig underbygges “storbyjungle”-attituden af dobbelt afgangsrør og sportslook fra AMG inklusive store 19” fælge, der dækker over lakerede bremsecalipre.

Mercedes-Benz GLA 200 Final Edition
Mercedes-Benz GLA 200 Final Edition

Sportsstolene med integrerede nakkestøtter yder god komfort, også til hverdagskørsel.

© A. Hansen


Indvendigt finder man sportsstole med integrerede nakkestøtter. De kan dermed ikke justeres i højden, til gengæld er hullet øverst i sædelænet belyst. Urban-interiør designlinje med kulfiberlook og sportsrat giver yderligere karakter til kabinen.

Spagfærdig 1,6-liters benzinmotor

Her er også mere brugbart udstyr som elforsæder, 8” centerskærm med navigation og bakkamera og tozonet klimaanlæg. Man savner kun aktiv fartpilot. 

Benzinmotoren er en 1,6-liters, som Mercedes er i gang med at udfase til fordel for nye og mere moderne motorer. Til den tid kan man også forvente en bedre brændstoføkonomi. GLA 200 lover middelmådige 12,7 km/l efter den nye WLTP-norm. 

Mercedes’ ellers fine syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse, som er standard på Final Edition, spiller ikke så godt med motoren, som vi har oplevet det i andre motorer.

Køreegenskaberne er fine, men styretøjet er uinteressant. Det er et område, Mercedes har fokuseret på i de senere år, ikke mindst til gavn for den nye A-klasse, men den gamle GLA har “gamle” Mercedes køreegenskaber med vægt på komfort.

Dem må man så affinde sig med, lige som den nye model selv sagt kommer med ny teknik, ny kabine, og hvad der til den tid bliver et mere moderne design, som så også bliver til en højere pris – til gengæld bygger den nuværende GLA, der stammer fra 2014, men bygger på teknik introduceret i 2012, på gennemprøvet teknik.

Mercedes-Benz GLA 200 Final Edition
Mercedes-Benz GLA 200 Final Edition

Det eneste sted, Edition-logoet er synligt, er på måtterne.

© A. Hansen

Et godt Mercedes-køb isoleret betragtet

Mercedes er langt fra ene om at tilbyde udgående modeller til lav pris med meget udstyr. Netop nu er der også rigtig gode tilbud på BMW’s udgående 1- og 3-serier og på Audi A3, som vi ikke har set en afløser for endnu. Den nye A3 forventes senere i år, og den danske importør har taget fat på udsalgsracet.

Så er en udgående model et godt køb? Isoleret betragtet er GLA et godt Mercedes-tilbud netop nu, og da de tyske prestigemodeller generelt holder priserne godt, også efter modelskift, kan man godt slå til. 

Men man skal huske, at man hurtigt kommer til at køre i den gamle model, hvilket måske er mindre sjovt, når nyhedens interesse for den nye bil er falmet.

3 andre udgående modeller

Audi A3 Sportback Limited Edition sælges med udstyr for 104.700 kr. inkl. LED-lys, S Line eksteriørpakke og 18” alu fra 289.990 kr. eller 3.595 kr./md. ved privatleasing.

BMW 1-serie er på tilbud. En femdørs 118d med automatgear, M Sport-pakke og 150 hk koster 319.447 kr. 

Volvo V40 Dynamic Edition har Business-pakke, 17” alu vinter- og sommerdæk, adaptiv fartpilot m.m. fra 289.900 kr.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...