mercedes benz gla 250 suv plugin hybrid benzin
© Steen Bachmann

Mercedes’ baby-SUV er en ægte autobahn-kriger

Tag med på et hurtigt ryk et godt stykke ned i ­Tyskland i Mercedes’ mindste SUV – GLA 250 springer afsted, som om den vil hjem.

4. april 2021 af Steen Bachmann

De forskellige drivliner i Mercedes GLA

Jeg kørte til Frankfurt for at låne den Corvette C8, der for nylig var på forsiden af Bil Magasinet. Vi havde en Mercedes til test, så jeg satte kursen sydpå via A7 på et tidspunkt med åbne hoteller og lukkede restauranter i Tyskland. Der var næsten lige så meget tung trafik, som der plejer, men ingen turister og kun ganske lidt lokal trafik. Altså en sjældent let trafikeret Autobahn.

Testbilen er Mercedes’ mindste SUV, der kom forsinket til Danmark i en ny generation i sommeren 2020 på grund af pandemien. Mercedes GLA deler platform og drivliner med A-klasse, men har sit eget karosseri og er en selvstændig model. Den fås med forhjulstræk eller firehjulstræk, og motorudvalget er enormt med mellem 116 og 421 hk (!) fordelt på benzin- og dieselmotorer med forhjulstræk eller firehjulstræk og med dobbbeltkoblingsgear.

mercedes benz gla 250 suv plugin hybrid benzin

AMG-pakken til 25.000 kr. har tykt AMG-rat, læder med røde syninger og meget mere.

GLA: Udstyr og priser

Priserne begynder ved 436.898 kr. for opladningshybriden GLA 250 e.

Testbilen er den kraftigste af de almindelige fossilvarianter med sin 2-liters turbobenziner med 224 hk og et moment på 350 Nm fra 1.800 o/min.

Den er koblet til den glimrende 8-trins dobbeltkoblingsgearkasse fra A-klasse, der har udviklet sig til at være en konkurrent til den traditionelle automatiske gearkasse, og her er elektronisk styret firehjulstræk (spar de penge).

Denne test er fra Bil Magasinet, men det er bare en af mange fede artikler, du får hver måned, hvis du abonnerer på Bil Magasinet. Lige nu har vi et tilbud, hvor du kan få 3 numre for bare 99 kr. 

mercedes benz gla 250 suv plugin hybrid benzin

Digitale instrumenter er standard. 160 km/t er en naturlig marchfart.

Hvilken motor skal jeg vælge?

Syd for grænsen med fri hastighed på Autobahn begynder den lille Mercedes at sætte sig i respekt. GLA ligner sine større søskende og har den rette SUV-følelse over sig, selv om det ikke er en SUV i en “voksen” klasse som GLC og GLE.

Motoren har et højt moment for en benzinmotor, og arbejder godt sammen med transmissionen. Den er kvik på tilkørselsrampen uden at være GTI-hurtig, og har tilstrækkelig med power mellem 100 og 160 km/t, hvis man trækker ud for at overhale. GLA 250 løber gerne forbi 200 km/t, men her skal man være over den på grund af den korte aksel­afstand. Jeg finder 160 km/t perfekt, akkurat som det skete i den Mercedes CLA Shooting Brake 200 d, som jeg testede på samme tur for to år siden. Den gik cirka 20 km/l, mens testbilen gik 12,0 km/l i snit Frankfurt tur/retur.

Til dette formål ville jeg tage en diesel på grund af det lavere forbrug, men når vi ser på prislisten, standser alle overvejelser: Plugin-hybriden er billigste variant og kan køre de første cirka 50 km på el. Med den får du bil i stedet for afgifter for dine penge.

Vi synes

GLA 250 gør det overbevisende på Autobahn, men i Danmark er plugin-hybriden det bedste køb.

Mercedes-Benz GLA 250 4MATIC DCT

  • Pris: 545.698 kr. (testbil: 613.305 kr.)
  • Årlig afgift: 3.020 kr.
  • Ydelse: 224 hk og 350 Nm
  • Topfart: 240 km/t
  • 0-100 km/t: 6,7 sek.
  • Forbrug (WLTP): 13,2 km/l
  • Mål: 441/183/161 cm L/B/H
  • Vægt: 1.600 kg
  • Last: 525 kg
  • Påhæng: 2.000 kg
  • Bagagerum: 435-1.430 liter

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...