Mercedes EQG-koncept

© Mercedes

Hollywood-stjernernes drømmebil - her er den elektriske G-klasse

Mercedes-Benz overholder løftet til Arnold Schwarzenegger og præsenterer en elektrisk version af den legendariske offroader.

6. september 2021 af Patrick Boje Jensen

Bil til The Terminator

Da Mercedes i 2018 præsenterede den nuværende generation af deres offroader/militærkøretøj/Kardashian-favorit, G-klasse, var det med lidt af et mediestunt. På scenen blev selveste The Governator, Arnold Schwarzenegger lovet, at der ville komme en elektrisk version af det store skrummel.

Og i weekenden kom Mercedes tættere end nogensinde på at opfylde det løfte, da de afslørede konceptbilen EQG på bilmessen IAA i München.

© Mercedes

Ligner - næsten - sig selv

EQG-konceptet ligner langt henad vejen den G-klasse vi har kendt siden 1979, men som det er normen med elbiler, skal den helst skrige til himlen, at her køres der på miljøvenlig el - derfor er konceptbilen udstyret med lysstriber over hele bilen, og “køler”-grillen er farvet sort med mulighed for animationer.

Derudover triller konceptet på nogle futuristisk udseende 22-tommer fælge, og “huset” til reservehjulet bruges nu i stedet til ladekabler.

Mercedes lover, at EQG’en beholder G-klassens offroad-egenskaber - og måske endda forbedrer dem. EQG er udstyret med fire elektriske motorer - en til hvert hjul - så EQG er stadig firehjulstrukken, og den kommer stadig med reduktionsgear.

Offroad på strøm

Mercedes påstår desuden, at konstruktionen af elbilen kan hjælpe, når asfalten slipper op, fordi tyngdepunktet sænkes på grund af batteripakken, der er placeret i gulvet. Der er ikke melding om drivline, men den nye Mercedes EQS kan fås i en longrange-version med 333 hk og en rækkevidde på op til 743 km.

Skal det være vildt og benzindrevet, så har Brabus tunet G-klassen til 900 hk!!!

Du kan også se os teste en dieseldrevet G-klasse herunder:

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...