Test: CLS 53 AMG er en bandit i habit

AMG-udgaven af Mercedes CLS stiller med smidig rækkesekser med el-tilskud i stedet for en ­brølende V8’er, men hvad er meningen? Læs hele Bil Magasinet's test her

25. juli 2019 af Søren Juul

De fire udstødningsrør rumler som en søvndrukken bjørn, der er blevet trukket i halen. Det skal dog ikke handle om den legendariske “M156” 6,2-liters V8, som ligger i den brugte C 63 stationcar, men i stedet den sorte AMG-bandit, som har fragtet os fra redaktionen til Jylland for at skrive om brugte biler.

Med tredje generation mistede den vindglatte CLS lidt af sin designkant, efter min smag, men sportsdivisionen AMG har fundet bilens indre slyngel frem. Den står sort som natten og spænder sine visuelle muskler med sideskørter, en hækspoiler, sorte fælge og alt krom tonet sort (tak til AMG Night-pakken), mens fire ovale udstødningsrør og et “53-logo bagpå vidner om, at den er tungt armeret i motorrummet.

Farvel til V8'eren

Men der lige noget, vi skal tale om: Det er en mildhybrid, så i stedet for en glubsk V8 får du en 3,0-liters rækkesekser med turbo og elkompressor, som får hjælp af en elmotor med 22 hk mellem motor og gearkasse til acceleration og igangsætning. Inden du knytter næven og forbander alle krænkelsesparate veganere for at have udryddet V8’eren, så læs lige resten, for der er en mening med galskaben.

Kør bilen i de defensive køreprogrammer, og den arter sig som en diplomatchauffør til et topmøde.

En limousine-agtig cruiser

Start/stop-systemet med elmotorens assistance giver limousine-manerer – og bortset fra gangsterudseendet kører den under radaren i byen, fordi motoren ikke tordner mellem gearskift som de hedonistiske AMG-V8-motorer.

Den standardmonterede luftundervogn giver komfort som et flyvende tæppe, når du cruiser, men giv gas, og det står klart, at genopdragelsesopholdet hos AMG ikke var proforma. Elkompressoren supplerer en konventionel turbolader og udrydder turbotøven, så der er muskler ad libitum på hanen, når du træder speederen ned.

Med det samme hæver motoren snerrende stemmen og får coupéen til at storme magtfuldt frem på motorvejen. AMG har også pillet ved undervognen og ændret på styrespindler og bøsning­er for at opnå bedre dynamik.

Det gør CLS 53 mere fokuseret og fast i kødet end en almindelig CLS, og det sætter du pris på, når du skal eftersætte en C 63’er, der får en spand kul ned ad en smal og snoet jysk landevej. Den store coupé føles mindre og mere agil i køreprogrammet Sport. 

Firehjulstræk og kløgtig elektronik sørger for, at alle kræfterne sendes i asfalten, og du kommer hurtigt fremad. Nul til 100 km/t på 4,5 sek. og topfart på 250 km/t føles som nok. Hvis du vil futte op under bagdækkene i en Mercedes-coupé med en brutal V8’er, så skal du bare bestille en AMG GT 4-door Coupé i stedet. 

Mercedes-AMG CLS 53 4matic+ aut. specifikationer

Pris 1.765.998 kr.  

Motor R6, 2.999 cm3, 24V, turbo + el

Ydelse 435 hk ved 6.100 o/min, 520 Nm ved 1.800 o/min

Topfart 250 km/t  

0-100 km/t 4,5 sek.

EU-miks 10,9 km/l

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.