Mercedes-Benz CLA Coupé
Mercedes-Benz CLA Coupé © Konstantin Tschovikov

Mercedes-Benz CLA Coupé: En kæk mini-CLS bygget på genbrugsdele

Mercedes A-klasse har fået en tvilling, der ligner den store 4-dørs coupé CLS efter en kogevask. Få vores førstehåndsindtryk og priser på den nye CLA Coupé

17. april 2019 af Søren Juul

Hvor er vi?

Vi har fået en invitation af Mercedes-Benz til at teste den nye CLA Coupé i München. Solen skinner og asfalten er tør på ruten, der byder på by, landevej og Autobahn. 

Hvad er det for en bil? 

Anden generation af Mercedes lille 4-dørs coupé følger samme opskrift som den første generation CLA ved debuten i 2013. Mercedes har importeret platform og motorer fra hatchback'en A-klasse, der kom i en helt ny generation sidste år, og tilpasset mekanikken et karrosseri med en lille bagklap, døre med rammeløse vinduer og en profil, der får den til at ligne den dyrere baghjulstrukne CLS. 

Og så har modellen fået tilføjet "coupé" til sit navn. Måske for at adskille den fra kommende A-klasse sedan, der også får fire døre og en lille bagklap, men et knapt så eksotisk udseende. 

Mercedes-Benz CLA 200 3/4 forfra
© Konstantin Tschovikov

Er den blevet større?

Ja, en lille smule, men ekspansionen har fået stor betydning for bilens proportioner og design. Hvor den gamle CLA så lidt smalskuldret ud fra visse vinkler, ser den nye mere muskelpumpet og bredskuldret ud. Den sidste detalje hjælpes godt på vej af nye baglygter, der nu får lov til at brede sig ind over bagklappen i stedet for at stoppe ved karrosserisamlingen. 

Bilen er samtidig vokset fem cm i bredden og længden til gavn for især albuepladsen i kabinen. Der er stadig trangt på bagsædet, når det kommer til loftshøjden. I hvert fald, hvis du er over 175 cm. Akselafstanden er vokset tre cm i forhold til forrige generation og bagagerummet har fået et 26 cm bredere gab. Endelig er sporvidden øget 6 cm.

Du sidder som i A-klassen i sportslige sæder med integereret nakkestøtte - og bag et tykt læderrat med udsigt til den delikate instrumentering, der får grafik fra det avancerede MBUX infotainmentsystem, som man kan tale med, hvis man orker det. 

Interiør Mercedes-Benz CLA Coupé 200
© Konstantin Tschovikov

Hvad ligger der i motorrummet?

Ligesom i A-klassen kommer CLA Coupé fremad med tre- og firecylindrede benzin- og dieselmotorer fra 116 til 306 hk i topmodellen A35. Der er ingen hybrid-varianter - i hvert fald til en start. Nogle af motorerne kan kombineres med firehjulstræk. 

På det danske marked introduceres CLA først i tre benzinvarianter med 163 hk, 190 hk og 224 hk og med 7-trins dobbeltkoblinggear som standard. 

© Konstantin Tschovikov

Hvordan kører den så? 

Vi har kørt både CLA 200 med 163 benzin-heste og CLA 220d dieselvariant med 190 hk. Mercedes har øget sporvidden 6 cm og installeret kraftigere krængningstabilisatorer i forhold til A-klassen for at gøre CLA til den mest sportsligt kørende bil på baseret på den fælles platform, men det piller ikke grundlæggende på de finpolerede og behagelige køreegenskaber.


Undervognen er ikke blevet ulideligt hård at køre i, for CLA Coupé smyger sig præcist, selvsikkert og og letbenet gennem de bayerske sving uden at ryste vores plomber løse, når hjulene rammer ujævnheder.

CLA 200 har kræfter nok til at føles kvik takket være en letløbende benzinmotor med 163 hk, mens dieselvarianten har mest at rutte med på motorvejen uden at fylde kabinen med grov diesellyd. 
© Konstantin Tschovikov

Fortæl mig mere om CLA Coupé! 

Modellen kan bestilles nu og har forhandler-premiere i starten af maj. Vil du vide mere, kan du med fordel testen i juni-udgaven af Bil Magasinet, som udkommer 9. maj. 

Danske intro-priser på Mercedes-Benz CLA Coupé

CLA Coupe fås lige nu til en skarp kampagnepris, som inkluderer Advantage-udstyrspakken (værdi 30.000 kr)

Mercedes-Benz CLA 200 Advantage: 434.898 kr.
(privatleasing i 24 md. med 30.000,- i udbetaling og md. ydelse fra 3.995,-)

Mercedes-Benz CLA 220 4MATIC Advantage: 479.898 kr.
(privatleasing i 24 md. med 30.000,- i udbetaling og md. ydelse fra 4.695,-)

Mercedes-Benz CLA 250 Advantage: 489.898 kr.
(privatleasing i 24 md. med 30.000,- i udbetaling og md. ydelse fra 4.995,-)

Advantage-pakken indeholder:

  • Navigation
  • 10,25” mediedisplay (i midterkonsollen)
  • Parking-assistent 
  • Spejlpakke

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...