Se den episke video fra 1999, da Elon Musk modtager sin helt nye McLaren F1

I 1999 modtog Elon Musk en helt ny McLaren F1, og han havde et filmhold med, da den ankom. Det blev dog aldrig det eventyr, han havde håbet på, for han endte med at smadre den. Få historien hér!

2. september 2020 af Daniel Bohnsen & Anders Richter

Se Elon Musk modtage sin drømmebil i 1999

Det var året, hvor verden for første gang så Family Guy, betalte med den nye møntfod Euro og lyttede til "Spændt op til lir'" med Den Gale Pose. 1999 markerede også afslutningen på Kosovo-krigen, og starten på at chatte sammen gennem den første udgave af MSN Messenger. Og så modtog den unge iværksætter Elon Musk en spritny McLaren F1.

Siden da har Musk skiftet statsborgerskab fra canadisk til amerikansk (efter i forvejen at have skiftet fra sydafrikansk), grundlagt både PayPal og SpaceX, samt bragt Tesla Motors til at være verdens førende elbilsproducenter. Og så har han tilsyneladende lagt de jordfarvede oversize-habitter på hylden og været igennem både hårtransplantation, tandregulering og talepædagog...

Få et sjovt gensyn med en svunden tid (og en fantastisk bil) i videoen herunder, og mere af historien nedenfor – ikke mindst hvordan han endte med at smadre bilen. 

Kørte 17.000 km det første år

Elon Musk brugte sin McLaren F1, som var nummer 67, der var rullet af båndet i England, som dagligvogn. På det tidspunkt boede han i San Francisco, og alene på det første år nåede han at køre 17.000 km i bilen – imponerende! Men glæden skulle ikke vare evigt. 

På vej til et møde omkring PayPal, som senere skulle gøre Elon Musk endnu mere rig, end han i forvejen var, ville han lige vise en forretningskollega, hvad en McLaren F1 kunne. Så han smed speederen i kælderen samtidig med at han skiftede bane, og det var dumt. Hvis du ved bare en smule om din McLaren F1-historie, ved du, at bilen ikke er udstyret med nogen former for elektroniske hjælpemidler, og derfor gik det grueligt galt. 

Billedet er pænt ringe, men det viser Elon Musk's McLaren F1 efter uheldet. 

Der var ingen forsikring på bilen

Ikke overraskende slap baghjulene grebet i asfalten, hvilket fik bilen til at spinne rundt og ramme et autoværn med så megen kraft, at bilen blev slynget op i luften. 

Det meste af bilen blev smadret, selv om passagercellen i kulfiber og V12-motoren var uskadt. Elon Musk og hans kollega slap også uskadt fra ulykken på trods af at kollegaen ikke havde sikkerhedssele på.

Det næstdummeste ved historien (altså ud over den manglende sikkerhedssele) er dog, at Elon Musk ikke havde nogen forsikring på bilen, så da den skulle genopbygges, måtte han selv betale for skaderne. I 2007 valgte Elon Musk så at sælge bilen, og det skete angiveligt med en ret stor profit, så mon ikke, at han OGSÅ har tjent penge på sit ejerskab af den ikoniske McLaren F1. 

Se Elon Musk fortælle om uheldet i klippet herunder.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...