McLaren skruer op for ondskaben og ned for vægten i 765LT

Ferrari 488 Pista lige pludselig ligger søvnløs om natten, for den nye McLaren 765LT helmer ikke, før den har ydmyget sine modstandere.

3. marts 2020 af Anders Richter

På Bil Magasinet synes vi egentlig ikke, at der mangler mere power i en McLaren 720S, men sådan tænker de ikke hos den britiske sportvognsfabrikant. Her vil mere ha' mere, mens vægten hele tiden skal skrues ned. Og derfor har de nu lanceret den helt nye McLaren 765LT, som er vildere, hurtigere og lettere end nogensinde før. 

Som navnet antyder, er det en 720S, der er blevet udstyret med ekstra kræfter – 45 hk for at være helt præcis. Hvilket ændrer navnet til 765. LT-betegnelsen står på "LongTail, som er en betegnelse for de mest hårdkogte McLaren-varianter.  

Vægten er skruet ned med 80 kg, men lad os da lige kigge på, hvor de kg kommer fra. 

  • Alle de ydre karrosseripaneler er nu udført i kulfiber, hvilket sparer 14 kg. 
  • Sæderne er hentet fra den ekstreme Senna, og de sparer yderligere 18 kg. 
  • Et nyt sæt fælge svøbt i Pirelli Trofeo R-dæk skærer yderligere 22 kg væk. Selv hjulmøtrikkerne er udført i titanium for at spare nogle få gram. 

Den lavere vægt og de flere hk afspejler sig selvfølgelig i bilens præstationer, som er helt i særklasse. 

0-100 km/t er overstået på kun 2,8 sekunder, mens det kun tager 7,2 sekunder at ramme 200 km/t. Det er kun 0,4 sekunder langsommere end McLaren Senna og P1. En lille ekstrainfo er, at det kræver blot 110 meter at bremse ned fra 200 km/t. Tophastigheden er på 328 km/t.


Motoren er den samme 3,8-liters V8, som McLaren snart har lavet i så mange variationer, at vi ikke kan tælle dem længere. Effekten på 765 hk er opnået ved at udstyre den med benzinpumpe, stempler og toppakningen fra den kraftigere Senna. 

Undervognen er en videreudvikling af den fra 720S. Den er udstyret med 11 pct. stivere fjedre, og foran er den sænket med 5 mm, samtidig med at sporvidden er udvidet med 6 mm. 

Prisen vil McLaren endnu ikke ud med, men sikkert bliver det, at der kun skal produceres 765 eksemplarer af bilen. Så det gælder om at stille sig i kø hurtigt, hvis du vil være sikret et eksemplar. Og husk lige at ring til os, når du får den. Vi kunne godt tænke os en tur. Vi skal nok huske at lave en artikel om det, som resten af jer så kan læse om i bladet, for du er da abonnent, ikke? Hvis ikke, har du chancen nu! 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...