McLaren 600LT Spider
© Beadyeye Photography

Video: McLaren 600LT Spider er forbandet hurtig!

600 hk, 1297 kg, 100 kg downforce og 0-100 km/t på 2,9 sekunder. Den nye McLaren 600LT Spider er knusende hurtig, men er det hele blevet for klinisk? Få svaret i vores video her:

22. februar 2019 af Søren Juul & Mathias Brandt

Læs Bil Magasinet's første test herunder

Hvor er vi?

Arizona, USA. Vi er taget om på den anden side af jorden for at køre den nye 600LT Spider gennem spektakulært cowboy-og-indianer-landskab i solskin. Det styrtregner dog, da vi får nøglerne til testbilen i byen Scottdale og sætter kurs imod Arizona Motorsports Park, hvor der ligger en racerbane. Bil Magasinet er inviteret af McLaren Automotive.  

Endnu en ny McLaren?! Hvad er en 600LT Spider?

Ja, McLaren har travlt med at præsentere nye modeller efter forretningsplanen Track25, der lover 18 nye modeller inden 2025. Hyper-GT’en Speedtail var den første, 720S Spider den anden – og den tredje er den ny 600 LT Spider. Det er den åbne udgave af McLaren 600LT Coupé og den seneste tilføjelse til McLarens “lille” Sports Series familie.

LT står for LongTail og er en henvisning til McLaren F1 GTR "Longtail" racerbilen, der blev slanket, tunet og forlænget drastisk for at tilpasse sig et racerreglement og uddele tæsk på Le Mans i 1997. 


I dag bruger McLaren LT-betegnelsen på deres vildeste modeller, som modsvarer Ferrari, Lamborghini og Porsches barske trackday-specialister. Fundamentet er en McLaren 570 Spider, der har fået flere hestekræfter, mere downforce, lavere vægt og eksotiske undervognskomponenter fra den dyrere McLaren 720S.   

McLaren 600LT Spider
© Beadyeye Photography

Hvordan adskiller 600LT Spider sig fra en 570 Spider?

Kulfiberbilen har tabt sig op til 100 kg ved hjælp af lettere sæder, et kortere udstødningssystem, lettere fælge og meget mere. Der er ingen gulvmåtter og du kan bestille bilen uden aircondition og infotainmentsystem, hvis du er ekstremt vægtforskrækket. Den 3,8 liters V8 biturbo centermotor yder 600 i stedet for 570 hk og så har 600LT Spider fået de større kulfiberbremser fra storebror McLaren 720S.

Støddæmperne er rekalibreret, undervognen er sænket 8 mm og sporvidden er øget 10 mm foran. Samtidig trykkes bilen hårdere mod asfalten takket været en fikseret hækspoiler og et aggressivt skørtesæt med en dyb frontsplitter og en heftig diffuser, som samlet genererer 100 kg downforce ved 250 km/t – ligesom på coupéen.

© Beadyeye Photography
© Beadyeye Photography

Hvordan adskiller den sig så fra 600LT Coupé?

Taget kan pilles af. Traditionelle sportsvogne lavet af aluminium kan tage på og blive lidt bløde i knæene, når taget kappes af. McLaren laver alle sine biler med et skelet af stift kulfiber, så vitterligt, den eneste ulempe ved at vælge Spider i stedet for coupé, er en mervægt på 50 kg.

Kulfibermonocoquen er blevet modificeret en smule, men kun for at huse det tre-delte el-foldetag, der kan nedfældes mens du kører op til 40 km/t.  

© Beadyeye Photography

Hvordan kører den så?

Den er vild! Sparket i ryggen, når du accelerer fra stilstand føles endnu mere intenst end i coupéen, når du har frit udsyn til himlen og kan høre turbo-V8’eren fnyse fra udstødningsrørene i nakkehøjde.

0-100 km/t tager uændret 2,9 sekunder, men 0-200 km/t tager 0,2 sekund længere, hvilket er umuligt at mærke. Topfarten er 324 km/t med taget oppe og 315 km/t med taget nede. Ikke at vi får testet det efter i dag, hvor vi frygter sheriffen ligge på lur bag hver eneste kaktus i ørkenen bevæbnet med en lasergun og en arrestordre. Kør over 160 km/t og du risikerer en tur i spjældet på de her kanter.

I et kommende nummer af Bil Magasinet beskriver vi vores roadtrip gennem en øde ørken i den nye 600LT Spider i detaljer. Men vi kan sige så meget allerede nu, at du ikke behøver en bane for at have det muntert i den seneste McLaren. Det duer i høj grad at pille taget af modellen.

Trods sin skrappe LongTail-forvandling er den ikke ulidelig hård at køre i på almindelig vej. Det er faktisk en fornøjelse at køre med taget nede. Men den trives allerbedst med taget oppe – og bagruden kørt ned for optimal lyd - med fuld gas på en bane, hvor man udnytte de ekstremt effektive bremser, nyde præcisionen i styretøjet og mærke hvordan elektronikken med stor præcision får doseret de 600 hk ned i asfalten med svimlende effektivitet.

Læs meget mere om den nye McLaren 600LT Spider snart i Bil Magasinet.  

© Beadyeye Photography

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...