© Beadyeye

Test: McLaren 600LT slipper vildskaben løs

Med 600 hk, 100 kg slankekur, 100 kg downforce og undervognsdele fra storebror 720S har McLaren forvandlet deres mindste model til en trackday-specialist værdig til det legendariske "Longtail" efternavn. Få vores første testindtryk her.

19. december 2018 af Søren Juul

Hvor? 

Vi er taget ned på F1-banen Hungaroring, som ligger lidt udenfor Budapest. 14 sving fordelt på 4,4 km knastør asfalt udgør dagens testrute for den nye 600LT. 

Bil Magasinet er inviteret af McLaren. 

Hvad er en McLaren 600LT?

McLarens modelprogram er bygget af tre modelserier. Hyperbilerne Senna og den kommende McLaren Speedtail hører til i "Ultimate Series". Superbilen 720S og den kommende 720S Spider finder du i "Super Series" - og så er der den "billige" "Sports Series", hvor de lynhurtige sportsvogne 540C, 570S, 570S Spider og 570GT nu får selskab af en arrig topmodel ved navn 600LT, der optimeret til at præstere endnu bedre på en bane. Den har dog ikke smidt nummerpladerne og er komfortabel nok til et liv som gadebil. 

© Beadyeye

Hvad står 600LT for?

"LT" står for "LongTail" og er en henvisning til McLaren F1 GTR "Longtail" racerbilen, der blev slanket, tunet og forlænget drastisk for at tilpasse sig et racerreglement og uddele tæsk på Le Mans i 1997.

McLaren har brugt navnet før på gadeversionen af føromtalte racer og i nyere tid på 675 LT Coupé og Spider. 600 er en henvisning til effekten på 600 hk fra den 3,8 liters V8 biturbomotor, som har fået 30 hk ekstra takket være en ny udstødning og ny software. I McLaren 570S yder samme motor...ja, det har du nok gættet. 

Mclaren 600LT er syv cm længere end en 570S - og er udstyret med en stor, fast hækvinge. 

© Beadyeye

Hvordan adskiller 600LT sig ellers fra en 570S?

Kulfiberbremser og hjulophæng i alle hjørner er taget fra McLaren 720S. Samtidig er sporvidden øget 10 mm og affjedringen er gjort stivere. Vægten er reduceret med hele 100 kg, hvilket er noget af en bedrift, i det 570S er lidt af en fluevægter med sit kulfibermonocoque.

Et nyt kulfiberskørtesæt booster downforcen med 100 kg ved 250 km/t. I kabinen er handskerum, dørlommer og gulvtæpper ofret for at spare vægt -og navigation og stereo noget, du (gratis) vælger til. Og så kan du få bilen med de ultralette skålsæder fra McLaren Senna.  

Hvem er konkurrenterne?  

De oplagte konkurrenter er Porsche 911 GT3 RS og Mercedes-AMG GT R. 

Effektive kulfiberbremser fra McLaren 720S stopper 600L fra 200 til 0 km/t på 117 meter - blot en meter længere end hvad en McLaren P1 hyperbil bruger på samme øvelse.  

© Beadyeye

V8'eren har fået et nyt udstødningssystem med rør, der ledes ud foran hækspoileren i stedet for nede i bagkofangeren. De har det med at spy stikflammer, hvis bilen får tæsk i track-mode. 

© Beadyeye

Kabinen er proppet med vægtbesparende Alcantara og synligt kulfiber. 

© Beadyeye

Hvordan kører McLaren 600LT så?

Det er i høj grad lykkes McLaren at lave et skarpere værktøj til højfartsbaner.  0-100 km/t tager som i en 675LT blot 2,9 sek. og 600LT snuser uden problemer til 250 km/t for enden af langsiden på Hungaroring. Bremsepedalen har en kort vandring, forlanger et kontant tråd og kvitterer med voldsom bremsekraft.  


I forhold til en 570S  kan man vitterligt mærke, hvordan den opgraderede aerodynamik har en stabiliserende effekt på bilen ved høje hastigheder og man kan nemmere bremse dybere ind i svingene. Resten af indtrykkene gemmer vi til det gode gamle trykte magasin. 


© Beadyeye

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...