Mazda kai concept front red
Mazda Kai Concept

Mazda viste Kai Concept på Tokyo Motor Show 2017 som en forsmag på den næste Mazda 3. Den forventes til Danmark i sommeren 2019.

© A. Hansen

Mazda: Vi skal have større markedsandel i 2018

Mazda forventer at sælge flere biler i 2018, fordi de er stærkere på salg end leasing

28. november 2017 af Mikkel Thomsager

Mazda forventer øget markedsandel i 2018, fordi nye leasingregler ændrer balancen i nybilsmarkedet. Generelt bliver det mere fordelagtigt at købe en ny bil frem for at lease den. 

"Vi forventer et salg svarende til i 2017, men i et vigende totalmarked. Det vil sige en større markedsandel. Som det ser ud nu, vil de mindre attraktive leasingmuligheder betyde et mindre totalsalg af nye biler i Danmark, så efter fem rekordår i træk forventer vi et svagt faldende salg i 2018 i forhold til 2016 og -17," siger Jannik Olsen, informationschef hos Mazda Motor Danmark.

Hvorfor tror I totalsalget falder, når registreringsafgiften er sænket?

"Vi tror, konsekvenserne af de opstrammede leasingregler vil få stor indflydelse på totalsalget. Markedet har de senere år været drevet af stærke leasingtilbud, som har gjort priserne kunstigt lave på nogle biltyper, og dermed markedet kunstigt højt. Med et marked, hvor alle finansieringstyper betaler den samme registreringsafgift, vil markedet flade ud til, hvad man måske kan kalde et naturligt niveau."

2018 Mazda CX-5 front red
2018 Mazda CX-5

Mazda CX-5 debuterede i 2012 og blev skamrost i en stortest i Bil Magasinet for at være både dynamisk og komfortabel. Den faceliftede udgave er i Danmark nu fra 292.133 kr.

© A. Hansen

Hvordan vil I øge markedsandelen?

"Vi tror, at de strammere regler for leasing vil flytte en del biler fra leasing til salg. Det er til fordel for os, fordi vi kun i et lille omfang har benyttet leasing, mens vi omvendt står stærkt på udsalgspriserne. Vi har traditionelt haft en større andel af salg til private frem for til firmabilister."

Ingen fabriksrabat til leasingbiler

Hvorfor har I ikke prioriteret leasing?

"De senere år har Mazda solgt alt, hvad fabrikkerne kunne producere, og derfor har hovedkontoret ikke ønsket at medvirke i prisnedsættelser og tilskud til alternativ finansiering. Det har i nogen grad stillet os dårligere end flere af vores konkurrenter."

Hvad betyder reduktionen i registreringsafgiften for Mazda i Danmark?

"Ingen i branchen er vel kede af afgiftsnedsættelsen, der overordnet er en fordel for forbrugeren og ikke mindst for Mazda. Men vi er kede af det forhøjede fradrag på Euro NCAP's crashtest-stjerner. Vi har ingen indflydelse på, hvilke modeller fabrikken får testet. Det betyder, at vi mangler en stjernevurdering på nogle modeller, som derfor ikke får fradrag, mens andre kommer i klemme, fordi Euro NCAP har testet versioner med mindre sikkerhedsudstyr, end vi markedsfører som standard i Danmark." 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...