Mazda RX-7 Group B
© RM Sotheby's

Vidste du, at Mazda faktisk også udviklede en Gruppe B-rallybil? Heller ikke os...

Idéen til at skabe en Mazda RX-7 som Gruppe B-rallybil kom i 1984 fra Mazda’s europæiske rallyteam. De nåede dog kun at bygge ialt syv biler. Få historien hér!

17. juli 2020 af Anders Richter
Mazda RX-7 Group B
© RM Sotheby's

Mazda ville bygge 200 rallybiler

Bare navnet “Gruppe B” er nok til at få hårene til at rejse sig på de fleste bilentusiaster. Begrebet dækker over en rallyklasse fra 80’erne, hvor hestekræfterne, vingerne og turbotrykket fik lov til at gå amok. 

Over en periode på fire år blev klassen vildere og vildere, og bilerne blev ustyrlige. Til sidst tog det overhånd, og klassen blev farlig for både kørere og ikke mindst tilskuere. Adskillige mennesker omkom i en række ulykker, og med ét var klassen død. Lige inden lukketid nåede Mazda at udvikle en bil, som skulle være med.

Denne artikel er fra Bil Magasinets store arkiv! Vil du have de fedeste bilartikler som den første, så husk at starte dit abonnement på Bil Magasinet i dag ved at klikke hér!

Idéen til at skabe en Mazda RX-7 Gruppe B-rallybil kom i 1984 fra Mazda’s europæiske rallyteam, som havde base i Belgien. 

Egentlig skulle Mazda bygge 200 gadebiler for at homologere modellen, men på grund af nogle tekniske spidsfindigheder behøvede de kun at bygge 20 stk. Det gjorde de, men de valgte kun at samle syv, mens resten fik lov til at ligge på hylden som reservedele.

Mazda RX-7 Group B
© RM Sotheby's

Konkurrencen var hård

Mazda brugte sin unikke wankelmotor, men i modsætning til konkurrenterne holdt de sig fra både turbotryk og ikke mindst firehjulstræk. Det gjorde, at RX-7 skulle stå tidligt op for at blande sig i toppen af feltet. Den bedste placering var en tredjeplads under Akropolis rallyet i 1985. Kort efter blev klassen lukket ned, og Mazda stod tilbage med en række biler, som ikke kunne bruges til specielt meget.

Bilen på billederne er et godt eksempel på netop det. Den blev færdigbygget i juni 1985, men blev aldrig brugt. I stedet fik den lov til at stå stille hos Mazda’s rallyhovedkvarter i Belgien i årevis. I de tidlige 90’ere blev bilen sammen med et par andre solgt videre til Mazda-importøren i Schweiz.

Senere blev den solgt videre nogle gange, indtil den endte i hænderne på en englænder, David Sutton, som er en fanatisk rallyentusiast. Han skilte bilen ad og fiksede alle de småting, der måtte være opstået gennem tiden.

Derfor var det også en perfekt bil, der for nylig var under hammeren hos RM Sotheby’s. Desværre fandt bilen ikke en ny ejer, så den må indtage sin plads udenfor rampelyset – igen.

Mazda RX-7 Group B
© RM Sotheby's

Mazda RX-7 Gruppe B | Specs

  • Pris i dag fra 1.500.000 kr. u/afgift  
  • Motor Wankel, 1.308 cm3
  • 300 hk ved 8.500 o/min, 270 Nm ved 7.500 o/min  
  • Topfart afhængig af gearing
  • 0-100 km/t ca. 5,0 sek.  
  • Vægt 960 kg 
Mazda RX-7 Group B
© RM Sotheby's

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...