Biltest af Mazda MPV Van
Biltest af Mazda MPV Van© bilmagasinet.dk

Mazda MPV Van

Arbejdskammeraten

23. marts 2000

Af: John Sørensen

En god dag på jobbet med Mazda MPV Van

Det er tidlig morgen, og du er på vej på arbejde. Trafikken ind mod byen er et helvede, men du sidder lidt højere i sædet end de fleste andre bilister og kan reagere med det samme, når stop-lygterne blænder op længere fremme i køen.

Du kommer ned i fart og glider rutineret ind i midterbanen, hvor der er hul igennem. Musikken brager ud af det fede stereoanlæg i den nye varevogn, som mester har betroet dig.

Sæderne passer til voksne mennesker, der er armlæn, og du føler dig helt godt placeret i bilen. At der ikke er sædevarme, betragter du ikke som et problem på denne årstid. Du får sikkert mere brug for bilens aircondition til sommer.

Der kommer gang i trafikken igen. Gearskiftet er ikke så præcist, som du kunne ønske dig, men bilen ligger hæderligt på vejen og opfører sig langt bedre end den Ducato, firmaet hidtil har stillet til rådighed for dig.

Det undrer dig, at Mazdaen ikke fås med dieselmotor. Ti kilometer på literen - det er blevet dyrt at køre benzin-van. Den oplagte konkurrent, Opels nye Zafira Flexivan, fås med dieselmotor. Men så er Zafiraen til gengæld en tak mindre end Mazdaen.
Med hvad - du skal jo ikke betale brændstoffet. I stedet nyder du, at Mazda MPV Van kan køre temmeligt stærkt. Det opdagede du allerede i sidste uge, da en tur til Middelfart afslørede en høj, ustresset marchhastighed. At du havde bilen oppe at snuse til 180 km/t på speedometeret, skal mester ikke have noget at vide om.

Du begriber ikke, at det er muligt at sælge en varevogn uden fjernbetjent centrallås. Men det ser godt ud med de sorte sideruder, og skydedøre i begge sider er afgjort et plus, når P-pladsen er trang. Det undrer dig dog, at skydedørene ikke kan køre længere tilbage. Og gad vide, om det fine tæppegulv er praktisk?

Pludseligt kører Mazdaen ikke lige mere. Du trækker ud i nødsporet og konstatererer, at den er punkteret. Dine værste anelser går i opfyldelse: Mazda har udstyret MPVen med et reservehjul, der er hængslet under bilen.

Mazda MPV Van 149.990 kr.

Tekniske data
Motor: R4, 1.991 cm3, 16V. Ydelse: 122 hk v. 5.800 o/min. 175 Nm. v. 3.800 o/min. Topfart: 176 km/t. 0-100 km/t: 14,2 sek. Ejerafgift (firmabrug): 2.870 kr. EU-mix: 10,2 km/l.

Totaløkonomi:
Mazda MPV Van er stor og veludstyret, men dyr i indkøb. I klassen er der mere prestigeprægede konkurrenter, og nedefra presses MPV af mindre varevogne. Benzin-varevogne er heller ikke eftertragtede som brugte. Regn med 40 procent værditab over 3 år (60.000 kr. ekskl. moms).
Reservedelsindeks: 160
Service ekskl. materialer: 15.000 km: 1.175 kr.
30.000 km: 1.451 kr.
45.000 km: 1.244 kr.

Vi synes:
Helt igennem en respektabel firmabil

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...