Biltest af Mazda 626 2,0i Sportive
Biltest af Mazda 626 2,0i Sportive© bilmagasinet.dk

Mazda 626 2,0i Sportive

Mazda-Man slår til igen

25. maj 2000 af Bilmagasinet

Af: Christian Frost & Thomas Wulff

Hvis ikke du har lagt mærke til det, så er der en ny Mazda 626 på gaden

MAZDA-MAN ER en usædvanlig superhelt. Det usædvanlige ved Mazda-Man er nemlig, at han ikke gør noget usædvanligt overhovedet. Mazda-Man går ikke med underbukserne uden på tøjet eller skyder med dødsstråler. Nej, Mazda-Man keder dig ihjel. Hvis du ikke tror mig, så husk på, at Mazdas nye MPV simpelthen hedder MPV.

Men nu er Mazda-Man på banen med en ny 626, som har fået et gennemgribende facelift, uden at man egentlig lægger mærke til noget. Udvendigt er fronten blevet mere Premacy-agtig, og indvendigt er alting så pænt og nydeligt, at man næsten savner noget, der ikke fungerer. Her er stadigvæk gråt, men som Mazda selv påpeger, er det nu en lysere grå, ligesom udstyret i 2,0 Sportive-modellen omfatter to-farvet læderrat, aircondition og pollenfilter samt naturligvis el-ruder og spejle, fjernbetjent centrallås og alt det andet, man ikke vil blive overrasket over at finde i klassen.

At køre den nye Mazda 626 adskiller sig heller ikke væsentligt fra at læse en telefonbog. ABS-systemet har nu EBD (elektronisk bremsekraft-fordeling). På testbanen kører 626 med sikker og forudsigelig understyring, og det er egentlig kun slalombanen, som bringer undervognen ud af fatning. Det føles, som om 16 tommer-dækkene har mere grip, end undervognen kan klare, og resultatet er en noget hoppende bagende. Det er nu uden betydning, for Mazda-Man kommer aldrig op på den slags hastigheder, selv med den 136-hestes 2,0-motor.

På plussiden tæller naturligvis, at Mazda 626 er blevet kåret som den mest fejlfrie bil af både tyske TÜV og Svensk Bilprovning så mange år i træk, at kun Mazda-Man kan finde på at bringe det på bane i en samtale. En Mazda 626 vil aldrig efterlade dig i nødsporet på motorvejen eller kræve, at du ringer efter Falck en frostkold vintermorgen.

En Mazda 626 vil køre uden den mindste mislyd, indtil du sælger den og Mazda-Man vil få dig til at købe en ny, uden at du opdager det.

Mazda 626 2,0i Sportive Combi Coupe 254.990 kr.

Tekniske data
Motor: R4, 1.991 cm3, 16V. 136 hk v. 5.800 o/min, 178 Nm v. 4.500 o/min. 0-100 km/t: 9,6 sek. Topfart: 208 km/t. EU-mix: 12,3 km/l. Årlig ejerafgift: 3.660 kr.

Totaløkonomi:
626 er typisk en firmabil, men som brugt skal de private købere lægge skillingerne og de vil hellere have en lille ny end en stor brugt. Regn med minus 33 procent eller 83.000 kr. efter tre år og 50.000 km.
Reservedelsindeks: 129
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 1.050 kr.
30.000 km: 1.216 kr.

Vi synes:
Mazda-Man slår til igen...

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...