Mazda’s “lave” familiebil hedder 6, og netop sådan en har vi lånt hos P. Christensen i Albertslund. Det er en stationcar i udstyrsversionen Optimum.
Mazda 6 har altid været berømt for at være en køreglad bil, men testbilen overrasker mest af alt ved at føles luksuriøs. Ved det sidste facelift i 2018 blev kabinekvaliteten bedre, og testbilen stiller med fuld læderstue, el-justerbare sæder, 360-graders kamera og Bose-musikanlæg.
2-liters Mazda-benzinmotor uden turbo
Motoren, Skyactiv G, er en 2-liters benziner med 165 hk, koblet til en 6-trins automatgearkasse, og det er ikke ligefrem den mest energiske kombination – om end komfortabel. 100 km/t rundes først efter 10,2 sekunder, og fordi motoren er uden turbo, er overarmene tynde med et drejningsmoment på bare 213 Nm, som først er parat højt oppe i omdrejninger.
Ude på landevejen betyder det, at du skal trykke speederen længere ned, og motoren brummer mere, end man er vant til.
Til gengæld er motoren relativt ukompliceret efter moderne standarder, og det betyder, at den er bundsolid. Har du brug for flere kræfter, findes der også en 2,5-liters variant med 194 hk. Den er lige så solid og noget kvikkere.

Lakken er tynd på Mazda 6, og selv små stenslag kan med tiden blive til rust.
Vil du have mere bundtræk og bedre brændstofforbrug, så findes der en 2,2-liters diesel kaldet Skyactiv D. Med op til 445 Nm er der rigeligt med kræfter, men motoren har noget af et ry. Først var der svage knastaksler, som skulle være løst fra 2015 og frem.
Problemerne fortsætter dog, for vi har talt med danske ejere, som har fået skiftet dobbelturboladeren i Mazda 6 diesel og andre modeller med samme motor.
Et andet udbredt problem er dyserne, hvor utætheder omkring flammeskiven gør, at sod blander sig med motorolien, så ejere oplever, at motoren melder om lavt olietryk.
Problemet er, at olien klumper til og kan til sidst ikke smøre motoren. Inden da har flere oplevet, at kæden til oliepumpen knækker, og resultatet er en smadret motor.
Korte ture er et problem i dieselmotor
Motoren har, ligesom nogle andre moderne dieselmotorer, et problem med dieselolie, som siver ned i motorolien. Det sker typisk på motorer, som kun kører korte ture. Så starter motorens software en rensning af partikelfilteret, hvor der sprøjtes ekstra diesel ind for at forhøje temperaturen.
Slukker ejeren bilen lige i samme øjeblik, siver den overskydende dieselolie forbi stempelringene og ned i sumpen – og fortynder motorolien.

Typisk oplever kunderne, at der pludselig er for meget olie på bilen
Hos Mazda Danmark forklarer PR Manager Jannik Olsen, at problemerne skyldes manglende service.
”Når vi ser disse skader, er det oftest i forbindelse med, at service ikke er udført rettidig, eller at der er anvendt olie af en for ringe kvalitet. Det bedste råd, vi kan give, er at gå efter en bil, der er serviceret efter fabrikkens foreskrifter. Det vil sige, at serviceintervallerne skal være overholdt, og der skal være anvendt olie med de korrekte specifikationer. Alle Mazda-modeller er omfattet af vores elektroniske servicebog, hvilket gør det let at kontrollere, hvordan bilen er serviceret gennem sin levetid.”
Leder du efter en brugt diesel, så bør du vælge en bil, som kun har kørt lange ture. Og hvis du kører kortere ture, så tag en benziner.
Resten af bilen er generelt solid
Mazda 6 har tidligere haft et ry for at ruste meget, og det er altid en god idé at gå efter en bil, som allerede er undervognsbehandlet. Når det er sagt, er rust ikke et stort problem længere. Altså hvis du ser bort fra den meget tynde lak, som alle biler lader til at være udstyret med. Stenslag kan på sigt udvikle sig til rustpletter.
Nogle kunder har klaget over, at navigationssystemet, som leveres af TomTom, kan virke forvirrende og ligefrem stedblind. Ellers er der ikke de store elektriske problemer eller udfordringer i kabinen, som er rummelig og komfortabel.
Da brugtpriserne er lavere end mere populære konkurrenter, kan der være mulighed for at få meget bil for pengene, og de fleste Mazda 6 er proppet med udstyr. Men undgå dieselen.

Kabinen er et af Mazda 6’s trumfkort. Den er lækker, og modellen er generelt veludstyret. Nogle kunder har beklaget sig over livetraffic-opdateringer fra navigationen.

Benzinmotorerne er solide, men dieselmotoren kan både have problemer med turboen og tilstoppede oliekanaler, som kan føre til totalt motorhavari.

Testbilen er pæn og undervognsbehandlet tidligt i sit liv. Det er en god ting, for Mazda 6 har tidligere været kendt for at ruste. Tjek lakken, som er meget tynd.
Mazda 6 Stationcar Skyactiv-G Optimum aut.
Årgang 2019, 43.000 km
Brugtpris 309.900 kr.
Motor R4, 1.998 cm3, 16V, benzin
Ydelse 165 hk ved 6.000 o/min, 213 Nm ved 4.000 o/min
Topfart 206 km/t
0-100 km/t 10,2 sek.
Forbrug (NEDC) 16,7 km/l
Årlig afgift 2.380 kr.
Mål (L/B/H) 480/184/148 cm

Bil Magasinets reservedelsindeks angiver prisniveauet for dele til en bil. Indeks 100 er gennemsnittet for 11 udvalgte og gængse sliddele for de 10 mest solgte biler året forinden.
Konklusion
Plus
Mazda 6 er en velkørende og veludstyret familiebil til fornuftige priser.
Minus
Tynd lak, dieselmotoren kan have flere og alvorlige fejl, hvis den kun har kørt korte ture.
Vi synes
En velkørende og til dels overset familiebil. Undgå dieselmotoren, hvis ikke den bliver brugt til lange ture.