Biltest af Mazda 6 1,8 Comfort Sedan
Biltest af Mazda 6 1,8 Comfort Sedan© bilmagasinet.dk

Mazda 6 1,8 Comfort Sedan

Uden tilsætningsstoffer

15. marts 2006 af Bilmagasinet

Af: Peter Clausen

Billigste Mazda 6 giver mindst bil for pengene

Lidt motor og udstyr til at forsøde hverdagen koster sjældent ret meget ekstra hos Mazda – derfor er der sjældent grund til at tage basismodellen. Bare se på Mazda 6: Denne gang har vi fat i basismodellen 1,8 Comfort, der som firedørs sedan koster godt 280.000 kr. Isoleret set er den pris jo fornuftigt nok, når de 120 heste gør et udmærket stykke arbejde, og behagelig- og sikkerheder som aircondition, fire el-ruder, fjernbetjent centrallås, integreret cd-anlæg med fire højttalere, seks airbags og ESP-system er standard.

Men for kun 10.000 kr. ekstra får du det mere omfattende Touring-udstyr med automatisk klimaanlæg, fartpilot, justerbar lændestøtte i førersædet, midterarmlæn, ratbetjening af radioen og læder på rat og gearknop – og smider du yderligere 10.000 kr. på disken, får du en 2,0-liters maskine på 141 hk, der oven i købet er koblet til en sekstrins gearkasse.

Ikke at en Mazda 6 1,8 Comfort ikke er -tilstrækkelig for de fleste danske bilister, for det er den skam. 1,8-motoren trækker fint og reagerer kvikt på speederen, og skal den arbejde, går gearet let og præcist. Og efter sidste års facelift er den velkørende, velindrettede 6’er ikke nær så højrøstet som tidligere.

Men 2,0’erens noget større kraft-overskud er en stor behagelighed, især når du kører langt eller ofte med læs, og bruger du mange timer i bilen hver dag, bliver du hurtigt hooked på den behagelighed, som klimaanlægget, ratbetjeningen og lændestøtten er i det daglige.

Benzinforbrug og ejerafgift er stort set det samme for 1,8- og 2,0-modellerne, og har du firmabil, er en 2,0 Touring kun 255 kr. dyrere i månedlig skat end en 1,8 Comfort. Derfor er det den, du skal tage, hvis der skal en Mazda 6 i garagen – basismodellen er kun interessant, hvis den er den eneste 6’er, firmabilsbudgettet rækker til.

MAZDA 6 1,8 COMFORT SEDAN
Motor R4, 1.798 cm3, 16V
Ydelse 120 hk ved 5500 o/min
165 Nm ved 4.300 o/min
0-100 km/t. 10,7 sek.
Topfart 197 km/t.
Forbrug EU-miks 13,0 km/l
Årlig ejerafgift 3.500 kr.
Vægt/last/påhæng 1.250/575/1.300 kg
Mål (L/B/H) 468/178/144 cm
Bagagerum 500 liter
Dæk 195/65R15H
Værditab 3år/60.000 km ca. 100.000 kr. (35 pct.)
Reservedelsindeks 150
Pris 279.953 kr.
Pris u/afgifter 113.004 kr.

VI SYNES…Mazda 6 er stadig en af klassens absolut bedste, men basismodellen er det dårligste køb. Tag den 20.000 kr. dyrere 2,0 Touring.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...