Mazda 3 hatchback 2019 rød front forende

Mazda 3 snart i DK – her er priserne

En spændende konkurrent i Golf-klassen er på vej fra japanske Mazda. Vi har priserne og oversigt over udstyr.

20. februar 2019 af Frederik T. Frey

Mazda 3 er japanernes svar på en kampklædt hatchback i Golf-klassen. Ja faktisk ikke bare som hatchback – Mazda 3 lanceres nemlig også i en lille 4-dørs sedan-karrosse, når bilen ankommer på de danske kyster i weekenden d. 23. og 24. marts.

Mazda 3 hatchback 2019 grå bagende bagfra

Mazda 3 vil kunne fås som enten 5-dørs hatchback eller 4-dørs sedan, når den lanceres i slutningen af marts.

Priserne begynder ved 250.000 kr.

Skal der stå en Mazda 3 i din indkørsel, skal du som minimum have 250.000 kr. op af lommen. Billigste Mazda 3 er en 2-liters benzinvariant uden turbo, der yder 122 hk, og har 6-trins manuel gearkasse. Prisen på de 250.000 kr. er gældende uanset, om man vælger sedan- eller hatchback-karrosse.

Ved lanceringstidspunktet i slutningen af marts er der også en dieselvariant på programmet. Skyactiv-D har en motor på 1,8 liter, 116 hk, 6-trins manuel gearkasse og en frapris på 274.000 kr.

Senere vil Mazda's nye og meget spændende Skyactiv-X-motor lanceres. Motoren forsøger at forene det bedste fra en dieselmotors energieffektive forbrænding i en benzinmotor. Motoren, der kører på benzin, bruger fortsat gnisten fra et tændrør til at skabe eksplosionen i cylinderen, men en ny tilgang til højkompression sikrer en mere ensartet forbrænding og bedre udnyttelse af brændstoffets energi.   

Mazda 3 Skyactiv-G 2,0

Sense  250.000 kr.

Sky 262.000 kr.

Cosmo 287.000 kr.


Mazda 3 Skyactiv-D 1,8

Sky 274.000 kr.

Cosmo 299.000 kr.

Mazda 3 hatchback 2019 kabine læderrat interiør navigation

Navigation og head up-display er standard på Mazda 3 i Danmark.

Masser af udstyr

Mazda 3 fås i tre udstyrsniveauer – Sense, Sky og Cosmo.
Sense er laveste trin på stigen, men der er fortsat masser af lækkert udstyr at komme efter – bl.a. navigation, LED-forlygter, Apple CarPlay, 16”alufælge, lys- og regnsensor samt luksusudstyr som head up-display i forruden. Sikkerheden er der også godt styr på med adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse med genkendelse af fodgængere, linjevogter, blindvinkelalarm, fjernlysassistent og skiltegenkendelse.

Vil du forkæle din Mazda 3 med 18" fælge, varme i vinduesviskerne, bakkamera, varme i rattet samt 2-zoners klimaanlæg, skal du gå efter én i Sky-udstyrsniveauet.

Cosmo, der er øverste udstyrstrin, hæver bilens advarselsniveau. Mazda 3 kan nu give advarsel ved trafik fra sideveje, hvis man manøvrerer i et område med dårlige oversigtsforhold. Cosmo har også el-lædersæder og et musikanlæg fra Bose.

6-trins automatgear koster 22.000 kr.

Mazda 3 lanceres hos de danske forhandlere i weekenden d. 23. og 24. marts.

Mazda 3 hatchback 2019 grå forende front køre sving

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.