Mazda 3 hatchback test pris
© Søren Juul

Test af Mazda 3 - Køreglad samurai i Golf-klassen

Golf-klassens aldrende samurai lever en stille tilværelse, men giver meget bil for pengene og er stadig i fuld vigør – hvis du selv skifter gear. Her er alt, du skal vide om den nye Mazda 3.

27. maj 2023 af Søren Juul

Test af Mazda 3

“Nøøj, hvor er den fed at køre i!”. Webredaktør Patrick er i et vældigt humør efter at have hentet testbilen hos importøren. Han sammenligner den med den køreglade roadster MX-5, da han modvilligt overdrager nøglen på redaktionen.

Det ER nemt at blive smittet med godt humør i en Mazda 3, skønt japaneren på flere områder virker aldrende. Dog ikke på det vitale bevægelsesapparat: Den er fast og væver i sine bevægelser og styrer forfriskende præcist for en familiebil i Golf-klassen.

Mazda 3 hatchback test pris

Homura-udstyret giver 3’eren mørktonede sideruder bag, sorte
sidespejle og blanksorte B-stolper. Det ser godt ud!

© Søren Juul

Mazda 3 med Audi'sk kabine

Den kom i seneste generation i 2019 som en næsten tro kopi af den forførende konceptbil Mazda Kai Concept. Kan du leve med et trangt bagsæde og en enorm bred C-stolpe, der giver elendigt udsyn skråt bagud, er det en bil, der næsten kan sælges på sit flotte udseende alene. 

Designet holder stadig, især her med det ny udstyrstrin Homura, der skruer op for det sportslige ydre med fede sorte fælge, sorte sidespejle og sorte B-stolper.

Stiger man ind i kabinen, bliver man overvældet af en god, gammeldags trang til at køre en tur på en snoet vej. Her er store, delvist digitaliserede instrumenter, så du let kan holde øje med motoromdrejninger og fart.

Her er drejelige kromknapper med en Audi’sk præcision og kvalitetsfornemmelse og bløde materialer, der smyger sig om instrumentpanelet. Sammen med en høj midterkonsol giver det en følelse af at køre sporty hatchback.

Læs også: Test af Mazda CX-60.

Mazda 3 priser

  • e-Skyactiv G 2.0 (150 hk) M Hybrid 6-trins manuel - fra 255.600 kr.

  • e-Skyactiv G 2.0 (150 hk) M Hybrid 6-trins automatisk - fra 300.600 kr.

  • e-Skyactiv X 2.0 (186 hk) M Hybrid 6-trins manuel - fra 310.600 kr.

  • e-Skyactiv X 2.0 (186 hk) M Hybrid 6-trins automatisk - fra 335.600 kr.
Mazda 3 hatchback test pris

2-zone klima, p-sensorer, bakkamera og nøglefri adgang er standard på
testbilen sammen med sorte 18” alufælge, som klæder den sportsligt udseende hatchback

© Søren Juul

Hold dig fra automatgear

Det gode indtryk holder, indtil du stifter bekendtskab med automatgearet, som ikke holder samme niveau som resten af bilen. Med tøvende gearskift og en lidt famlende tilkobling kommer man langt væk fra den involverende køreoplevelse i en Mazda 3 med manuel gearkasse.

Ud over at dén konfiguration sparer dig for 25.000 kr. og forbedrer det opgivne forbrug fra 16,4 til 17,9 km/l, så øger det markant køreglæden at røre i gryden med små håndledsvrik frem for at lade automatikken udføre arbejdet med moderat entusiasme.

Læs også: De bedste biler til prisen.

Det er faktisk den eneste og største anke efter en uge i Mazda 3: Uden turbo skal Mazda’s momentsvage 2,0-liters motor holdes til ilden for at præstere, og dén opgave løser automatgearkassen desværre ikke tilstrækkeligt overbevisende.

Vi synes

Et nyt udstyrsniveau giver Mazda 3 et skud vitaminer – kør udenom automatgearet.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...