Hvad er det?
MX-30 er en ny model udviklet, designet og produceret hos Mazda i Japan. MX-modelnavnet er tidligere brugt på biler som MX-3 og MX-5, og skal signalere, at der er tale om en lidt speciel bil.
MX-30 har fire døre, stor bagklap, fem sæder, 35,5 kWh batteri i bunden, elmotor fortil, forhjulstræk og ét gear.
Drivlinen er den samme som i Honda e.
Hvorfor er den speciel?
Fordi det er Mazda's første elbil. De har udviklet den på grund af krav om fald i CO2-udledningen fra mærkets biler, og en forventet stigende efterspørgsel efter denne biltype.
Selv om de kalder den speciel, har Mazda anstrengt sig for at gøre MX-30 så Mazda-agtig som muligt. Føreren skal have oplevelsen af at køre en Mazda – ikke en kønsløs elbil.

Hvordan kører den så?
Det får du at vide i et kommende nummer af Danmarks originale bilblad - måske det er på tide at tjekke det aktuelle tilbud til nye abonnenter på Bil Magasinet?
Kort fortalt kører MX-30 som en Mazda CX-30 uden gearkasse eller forbrændingsmotor.
I modsætning til konkurrenter som Honda og Renault kommer der en kunstig motorlyd ud af højttaleren, når man accelererer. Det skyldes et ønske om at give den rette Mazda-fornemmelse, når man giver gas, men jeg forstår ikke pointen.
Det er en meget dæmpet motorbrummen, der kun optræder, når man accelererer, men det virker ufrivilligt komisk og er noget, vi typisk så i første generations elbiler. Det er underligt, at motorlyden ikke kan slås fra, for resten af bilen er topmoderne og imponerer i betragtning af prisen.

Er den kvik?
Ja, absolut. Med 145 hk og et konstant moment på 270 Nm er her masser af power og mulighed for kvikke accelerationer ved grønt lys.
Hvor langt kan den køre på en opladning?
Den kan køre 200 km. Det lyder måske ikke af meget, men MX-30 kører videre på samme trend som Honda e, hvor man frivilligt monterer et batteri med begrænset kapacitet.
Pointen er, at der ikke er nogen grund til at slæbe rundt på et tungt og dyrt batteri, hvis man alligevel kun kører i byer og andre områder, der er egnet til en elbil.
Fordelene er lav vægt, dynamiske køreegenskaber, lydløs og glidende kørsel, ingen lokale emissioner, billig drift og at det bliver meget nemmere at parkere en elbil i fremtidens byer end en fossilbil.
Ulempen er, at bilen ikke er egnet til lange ture medmindre man accepterer at planlægge med opladning undervejs.

Kabinen er helt ny, og varsler godt for Mazda. Her er vildt meget udstyr selv i billigste trin, hvor blandt andet adaptiv fartpilot og navigation er standard.
© S. Bachmann
Bagdøren er hængslet bagtil som på coupéen Mazda RX-8 for at gøre indstigning nemmere.
© S. BachmannFølger der en lader med?
Nej, men du har mulighed for at købe en Clever-lader sammen med bilen til en fordelagtig pris.
Vi er imponerede over den nye Mazda, som du vil kunne læse i Bil Magasinet, men én ting undrer: I hjemmelader kan batteriet kun lades med én fase og dermed 3,7 kW (med en særlig Clever-lader beregnet til 1 fase kan ladehastigheden øges til 6,6 kW).
Det er gammeldags teknologi, der betyder lang ladetid - hvis du har din egen lader er ladetiden i princippet ligegyldig, for du skal jo ikke bruge bilen, når du sover. Men Mazda bliver nødt til at komme op på dagens standard, som er ladning i tre faser.
I offentlige ladere (DC) lader Mazda'en med op til 50 kW, hvilket betyder 0-80 pct. på 36 minutter.
Læs mere om den nye Mazda i Bil Magasinet.
Mazda MX-30 First Edition
Opbygning
4-dørs hatchback med stor bagklap, 5 sæder, 35,5 kWh batteri i bunden, elmotor fortil, forhjulstræk, ét gear
Drivline
Elmotor 145 hk/270 Nm
Ladehastighed
50 kW (DC) 20-80 pct.: 36 minutter
3,7 kW (AC) 20-80 pct.: 5 timer
Præstationer
0-100 km/t 9,7 sek.
Topfart 140 km/t
Rækkevidde WLTP 200 km
Pris
253.000 kr.

Der er tre udstyrstrin: Sky, First Edition og Cosmo. Testbilen er en First Edition med Sky-udstyr plus det, du kan se herunder...
