Mazda 2 2020 forfra

Første test: Mazda vil levere dig mærkets mindste hybrid til kun 159.000 kr.

Den japanske bilfabrikant forbedret mærkets mindste model og samtidig kogt den ned til kun én variant. Vi tester Mazda 2 for at se, om den stadig er det køreglade alternativ i klassen.

10. februar 2020 af Kirsten Petersen

Hvor er vi?

Vi er taget til Athen for at teste den nye Mazda 2 på snoede kyststrækninger og skarpe hårnålesving ved Ægæerhavet.

Bil Magasinet var inviteret af Mazda Danmark.

Hvad er nyt?

Den opstrammede Mazda 2 fås frem over kun med én 1,5-liters Skyactive G-benzinmotor, der yder 90 hk og dertil hørende manuelt 6-trins gearkasse. Dermed siger vi farvel til automatgear og de to andre motorvarianter fra den nu gamle Mazda 2 med hhv. 115 hk og 75 hk. Som noget nyt suppleres motoren af et 12V mildhybridsystem, der sætter skub i accelerationerne ved igangsætning og når start/stop funktionen aktiveres. Du mærker ikke noget til mildhybridsystemet under kørslen, men du mærker til gengæld en mindre gevinst på forbruget, som er faldet fra 17,5 km/l til 18,9 km/l (WLTP). Mazda har desuden videreudviklet på deres nørdede G-vector-system, der nu hedder GVC+.

Hvordan kører den nye Mazda 2?

Finjusteringen af tyngden i styringen med GVC+ giver en umiddelbar hurtigere respons og stabilitet, der gør den mere sporsikker og sjov at føre gennem kurverne. Selv om den manuelle gearkasse byder på seks trin, føler man ikke det store behov for at gøre brug af sjette gear, som mere er et motorvejsgear, og bilen tager hurtigt fra i lyskrydsene med kvikke accelerationer.

Mazda 2 2020 bagfra

Også bagtil har Mazda 2 fået en opstrammer. I dyreste udstyrsniveau får bilen en hajfinne-antenne. 

Hvordan er kabinen?

Mazda hævder selv, at de har mindsket vind- og dækstøj med 35 pct., men det føles faktisk af mere. Den er mærkbart mere støjsvag, og ifølge Mazda selv er det sket ved hjælp af nye specieldesignede dæk, en forstærket lydisolering af taget og dørpaneler. Og det betyder en verden til forskel for køreoplevelsen, at man kan høre sine egne tanker eller føre en samtale med medpassagererne uden at føle sig som Fru Fernando Møghe. 


Interiør og instrumentbord har fået en overhaling plus nye luftdyser og detaljer i dørbeklædning og sædebetræk, der fås i to forskellige farvekombinationer. Man sidder godt i sæderne, der er designet til at støtte rygsøjlens naturlige kurver og gøre det behageligt at køre længere ture.

Hvad følger der med af udstyr?

Mazda2 fås i tre forskellige udstyrsniveauer: Sense, Sky og Combo. Priserne begynder ved 159.000 kr. for billigste udstyrsvariant (Sense), hvor du får fartpilot, nøglefri start/stop, læderrat (der er hentet fra Mazda3), LED nær- og fjernlys, City Brake Support med fodgængerregistrering, GVC+, Dynamic Stability Control m.m.

Mazda 2 2020 bagkofanger

Mazda 2 har fået en mere strømlinet bagkofanger.

Hvem er konkurrenterne?

Mazda2 konkurrerer med Ford Fiesta og Peugoet 208. Det der adskiller dem er bl.a. antallet af cylindre, og det er i min optik en klar fordel for Mazda2, at den er født med fire cylindre fremfor konkurrenternes tre-benede varianter.

Den nye Mazda 2 forventes at komme på markedet i løbet af marts 2020.

Læs meget mere om den nye Mazda2 i det kommende nr. af Bilmagasinet

Priser:

  • Mazda 2 Hybrid Sense 159.000 kr.
  • Mazda 2 Hybrid Sky 175.000 kr.
  • Mazda 2 Hybrid Cosmo 195.000 kr. 
Mazda 2 2020 alufælg

Mazda har designet en ny fælg til Mazda 2. Testbilen på billedet var i højeste udstyrsniveau og havde derfor 16" alufælge. Som standard følger der 15" stålfælge med minibilen.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...