Spændende stilhed
Hvis du lytter til biler, findes der næppe en mere ikonisk billyd end den dybe grynten fra en Maserati V8-motor. Den er indbegrebet af god motorlyd, ikoniseret af startfrekvensen i den fransk feel-good film “De urørlige” (“The Intouchables”) fra 2011.
Maserati er mere end bevidste om gevinsten i den del af mærkets DNA. Ikke desto mindre er den nye Maserati Gran Turismo betydeligt mere stilfærdig, og faktisk er den mest stilfærdige den mest interessante.
Den nye Maserati Gran Turismo fås både som el og med V6 benzin-motor, men du vil helst have el-versionen. Ikke fordi den er billigst, og ikke fordi benzin-versionen er dårlig, men fordi Maserati Gran Turismo med tre elmotorer sætter ny standard for køreglæde i en elbil.
Se mere i videoen her:
Folgore: Batterier i stedet for trækaksel
Den nye Maserati Gran Turismo ligner på mange den udgående model, med sine svungne former og markerede skærme både for og bag, men den har intet med forgængeren at gøre.
Den nye Gran Turismo bygger på helt ny teknik, også fordi den fra starten kommer som både benzin- og elbil i samme karosseridesign, der visuelt ikke adskiller sig fra hinanden.
Og netop den kendsgerning er en del af årsagen til, at den nye el-Maserati, kaldet Gran Turismo Folgore, vel kan blive mere end et klimaalibi for Maserati.
Benzin-udgaven af Gran Turismo har langsliggende motor og baghjulstræk, hvilket kræver plads både motorrummet, kabinen og bagagerummet. Eludgaven placerer et stort batteri i den plads, som ellers optages af V6-motor, gearkasse, trækaksel og lignende.

Folgore har tre elmotorer
Bilens tyngdepunktet bliver dermed en anelse højere end i biler med batteripakken i bilens bund, som eksempelvis Porsche Taycan, men passagerernes siddeposition bliver lavere, fordi de ikke skal sidde oven på batteripakken. Hertil kommer den grundlæggende oplevelse af en bil, hvor vægtbalancen er den samme som i benzin-bilerne.
Sammenlagt med et layout med én el-motor til forakslen og én til hvert baghjul, altså tre el-motorer i alt, giver en del af den dynamiske køreoplevelse, som man savner i elbiler, der har en flad batteripakke integreret bilens gulv.
Det giver mulighed for at lave en involverende køredynamik i en elbil, der minder om den vi kender fra potente benzin-biler, og det ser ud til at være lykkes med Folgore, vurderet efter den første testkørsel af den nye Maserati Gran Turismo både med benzin- og elmotor.

Batteripakken i eludgaven af Maserati Gran Turismo, kaldet Folgore, ligger hvor motor, trækaksel og benzin-tank ligger i benzinudgaven.
Prisstart: ca. 3,0 mio. kr.
Den nye en nye Maserati Gran Turismo kommer til Danmark til sommer, bliver det i to versioner. En voldsom V6-benzinbil i to udgaver op til 550 hk og en endnu voldsommere 760 hestes eludgave med 92,5 kWh batteri, der giver en rækkevidde på 450 km.
Eludgaven, der bliver den billigste i Danmark, går fra 0-100 km/t på 2,7 sekunder og topfarten er på imponerende 325 km/t. Prisen er endnu ikke fastlagt, men vi gætter på ca. tre millioner kr. med afgifter.
Benzin-motoren er Maseratis nye V6-motor på 3,0 liter, kaldet Nettuno, som allerede kendes fra superbilen Maserati MC20. I Gran Turismo kommer motoren i to udgaver. I basisversionen kaldet Modena har den 490 hk, den går fra 0-100 km/t på 3,9 sekunder og topfarten er 302 km/t. Den staerter ved 3.485.000 kr. med registreringsafgift eller 1.423.000 kr. uden.
I topversionen Trofeo har den 550 hk, den går fra 0-100 km/t på 3,5 sekunder og topfarten er 320 km/t. Den starter ved 4.345.000 kr. med registreringsafgift eller 1.767.000 kr. uden.

En stor 2+2
Som forgængeren er den nye Gran Turismo en forholdsvis stor, rummelig 2+2.
Det vil sige med små men dog brugbare bagsæder, og bagagerummet er på 270 liter.
Den er således forholdsvis brugbar, og den har også et temperament, der lever op til navnet. Det er mere en GT end et baneracer. De nærmeste konkurrenter er Bentley Continental GT og Aston Martin DB11.
Kabinen er helt ny, men med klassiske elementer bevaret. Instrumenterne udgøres af en LCD-skærm, og midterkonsollen udgøres af to store skærme, der tager sig af al sekundær betjening.
I mange modeller har et analogt ur haft en central placering højt på midterkonsollen. Også det er erstattet af en lille digital skærm, der har flere funktioner. Blandt andet kan det vise batteriets opladningstilstand.

Hverken diesel eller hybrid
Den nye Maserati Gran Turismo er første bil på denne nye teknik. Allerede i år følger en åben version, Gran Cabrio. Senere følger andre modeller - blandt andet en Quattroporte.
Maserati er en del af Stellantis-koncernen, der også omfatter Fiat, Jeep, Peugeot, Citroën og flere. Her har man meddelt, at alle nye modeller i fremtiden vil blive bygget på tre fælles platforme.
Men den nye Maserati er ikke en del af dette program. Den bygger på sin helt egen nye platform, som dog har visse fælles træk med den såkaldte Giorgio-platform, der benyttes af Alfa Romeo Giulia og Stelvio, men som ikke skal bruges andre steder i fremtiden.
Gran Turismo-platformen er altså bygget til eldrift, selv om layoutet minder om en fossilbil. Det kunne antyde, at der kommer flere fossil-versioner af Gran Turismo eller andre fremtidige modeller, men det er ikke planen.
Man skal således ikke vente at se hverken diesel eller hybridversioner i fremtidige Maserati-program.