Bil Magasinet møder Peter Denton, Region Manager Northern Europe, Maserati, til præsentationen af den nye Levante i England.
Hvor står Maserati i dag?
“Vi står med en glorværdig 102-årig historie med racerbiler og gran tourers, altså biler med plads, der kan flytte ejeren hurtigt med stil og luksus. Med den nye SUV Levante udvider vi modelporteføljen fra luksusbiler til også at omfatte billigere biler i premiumsegmentet. Det gør vi, for at nå nye kunder.”

Det forsøgte I også i 1980’erne?
“Ja, under Alessandro DeTomasos ejerskab i 1980’erne forsøgte vi at bygge modeller med større volumen. Med enorme investeringer er vi i dag – 30 år senere – klar til at bygge en masseproduceret Maserati.”
Hvordan bevarer man Maseratis sjæl i en masseproduceret bil?
“Vi definerer en Maserati på, hvordan den ser ud, og hvordan den lyder. Vi bevarer den lange fronthjelm, den store åbne grill og de tre små gæller over forhjulet. Levante har alle disse elementer, og derfor genkender man den som en Maserati. Med hensyn til dieselmotorer har vi skabt en ægte Maserati-lyd fra motoren, og den mener jeg, kunderne vil kunne genkende.”

Levante er 100 pct. italiensk?
“Vi har spurgt os selv: Kan vi bygge en Maserati uden for Italien? Ja, utvivlsomt, andre bilproducenter bygger jo biler i flere lande. Men en Maserati skal være 100 pct. italiensk, og det er Levante. I nye markeder som Kina kan de lide koblingen til traditionel europæisk luksus.”

Fra 6000 til 75.000 biler om året på 10 år lyder voldsomt?
“Hvis ikke vi havde 102 års historie ville det være svært med en så ambitiøs udvidelse af produktionen. Men vi kan gøre det, fordi det sker i Maseratis ånd. Vi har analyseret SUV-segmentet og set på, hvordan vore konkurrenter gør. Det er forholdsvist nemt at måle, om der er plads til en Maserati i det segment, og det er der. Og selvom Levante skal bygges i større antal, vil den stadig være en eksklusiv bil.”
