Citroën var idémageren
I 1968 blev udviklingen af Maserati Bora, som på det tidspunkt blev kaldt Tipo 117, sat i gang. Citroën havde i januar samme år købt Maserati-fabrikken, og de sad derfor tungt på beslutningerne i Italien. Citroën bad Maserati om at udvikle en sportsvogn, som skulle konkurrere mod de andre sportsvogne på markedet, og resultatet blev den underskønne Bora.
Udviklingen af modellen blev sat i gang i 1968, og allerede året efter var den første prototype bygget færdig og klar til testkørsel. Designet stod den italienske bildesigner Giorgetto Giugiaro for, og det kunne tydeligt ses. Han har nemlig også designet Maserati Ghibli, DeLorean og De Tomaso Mangusta, som har mange lighedstræk med Bora.
I 1971 blev Maserati Bora vist for første gang på biludstillingen i Genève. Maserati Bora var i forhold til de andre italienske sportsvogne mere afdæmpet i sit design, men under motorhjelmen lå en maskine, der var det modsatte.

En sjældenhed
Bora kom nemlig med en 4,7-liters V8-motor, som havde 310 hk. To år efter introduktionen kom en ekstra motorvariant. Den nye variant var groft sagt en forstørret udgave af den første motor nu på 4,9 liter, hvilket gav den 320 hk. Det gjorde den i stand til at sende Bora fra nul til 100 km/t på blot 6,5 sekunder og videre til hele 280 km/t. Fra 1973-1978 kunne man både bestille den “lille” og store motorvariant.
I 1972 blev en lillebror til Maserati Bora født. Den kom til at hedde Merak og delte samme silhuet. Den adskilte sig fra Bora ved at have en V6-motor i stedet for V8, et lidt anderledes bagparti og to små bagsæder.
Bora blev desværre kun produceret i 564 eksemplarer, hvilket ikke er meget, når man sammenligner med en Ferrari 308 (1975-1985), der blev produceret i 12.143 eksemplarer.
Bilen på billederne er endnu mere speciel, da det er én af kun 42 Bora lavet som højrestyret. Husk, at du skal spare lidt sammen for at få råd til en Bora. Bilen på billederne er således solgt tidligere i år for 1,4 mio. kr.

Maserati Bora 4,7 1974
Pris i dag fra 1,0 mio. kr. u/afgift
Motor V8, 4.719 cm3, 16V
Ydelse 310 hk ved 6.000 o/min, 441 Nm ved 4.200 o/min
Topfart 280 km/t
0-100 km/t 6,5 sek.
Vægt 1.575 kg
