Navnet er Maserati A6G/54
Glem bilens ejer. Glem, at den er en af Maseratis bedste sportsvogne gennem tiderne. Og glem, at der kun er to eksemplarer tilbage. Forestil dig i stedet, hvor imponerende den må have set ud, da den blev præsenteret på Paris Motorshow i 1955 blandt tidens Citroën'er og Renault'er.
Der er meget få biler, der anses at være så tæt på perfektion på hjul som Maserati A6G/54. Kun 60 eksemplarer blev bygget i de tre år, modellen var i produktion hos italienske Zagato, Allemano og Frua, og kun fire af disse biler havde krop fra Frua.
Alligevel vidste den nye ejer, musikeren Jay Kay, med det samme, hvilken bil, der gemte sig under dækkenet første gang, han så den. Han vidste også, at han bare skulle eje den.
”Jeg kunne ikke fjerne mine øjne fra den”, siger han. ”Min revisor brokkede sig, men jeg måtte bare have den. Den er jo et kvalificeret bud på den bedste bil gennem tiderne”.
Var i Maserati-brochure fra 1955
Den ene af to overlevende Frua-coupéer, chassis nummer 2103, er en relativt kendt bil. Den er i Maseratis officielle A6G-brochure fra 1955 og optræder i flere af 1950’ernes bilbøger. Den har levet i England, Canada og USA, og gennemgik en totalrestaurering i 1980’erne.
Bliv abonnent på Bil Magasinet, og få historier som dén her hver måned
Den anden, Jay Kays bil med chassis nummer 2114, har levet i skyggen. Det gør den ikke mere, for Jay er en kendt samler, som nærmest er besat af biler, og han ser Maserati'en som en ”keeper” - én, der skal beholdes.
Det kan man godt forstå, når man ser dens sorte og blanke krop, der funkler som en enorm diamant i efterårssolen.
Lyder mere ond, end den ser ud
Så starter han motoren med dét smil, man ser hos folk, der har et forhold til deres bil. Lyden er kraftigere, mere sporty og mest af alt ondere end bilens kurvede krop giver forventninger om. Det er der en grund til.
I den første Maserati A6 (A står for Alfieri og 6 for antallet af cylindre) lå en sekscylindret aluminiumsrækkemotor på 1500 cm3. Den blev brugt i flere gadebiler, men blev primært bygget til at være basismotor i sportsvogns- og grandprix-racing. Den lå bl.a. i grandprix-bilen A6GCM, der i de tidlige 1950’ere deltog i formel 2, der på det tidspunkt rangerede højere end formel 1.
Der var langt mellem snapsene på racerbanerne, men det ændrede sig, da signor Gioacchino Columbo blev ansat på Maserati-fabrikken. Columbo var ingeniør og hjernen bag såvel Grand Prix Alfette, som den første 12-cylindrede Ferrari-motor, og han gik straks i gang.
Han skilte motoren ad i grandprix-bilen A6GCS , erstattede den tidstypiske cigar-karrosse med en mere aerodynamisk og firkantet form og opdaterede affjedring og bremser. Og hvad har det med Jays bil at gøre? Hæng på, for det kommer her:
Jo, det ER en racermotor
Maserati så potentialet i en touringversion af A6GCS, og resultatet var A6G/54 (Jays bil); en hurtig, relativt luksuriøs sportstourer. Nogle eksemplarer blev brugt til GT-race, men Jays undgik den grumme skæbne.Årsagen til, at motoren under den lange, sortblanke kølerhjelm på chassis nummer 2114 lyder som en racermotor er derfor, at det ER en racermotor - hentet fra en formel 2. De få forskelle begrænser sig til detaljer, som at knastakslen drives af en kæde i stedet for racerens gear, og at den har en konventionel oliesump i stedet for racerens tørsump.
Når dét er sunket ind, nikker man anerkendene af den bistre og let skingre tone fra motoren. Se samtidig Frua-karrossemagernes aggressive og alligevel elegante linjer, den lave taglinje og de enorme hydrauliske tromlebremser, der anes gennem egerne på de for datiden brede dæk. Det er stil.
Åbn døren, og du overvældes af et blankpoleret sort instrumentbræt monteret med krom rundt om instrumenterne, og en delikat balancegang mellem et stort rat i ædeltræ og læder på sæder og paneler holdt i en afdæmpet og sart lys tone. Selv midterkonsollen er en æstetisk triumf, se, hvordan den enkle gearstang troner på det håndsyede vatterede læder som et scepter.
Et liv i stilhed i Frankrig
Sådan så bilen ikke ud for tre år siden. Her var chassis 2114 lakeret i skrigende rød med en hvid stribe og en uoriginal kølergrill.Den blev oprindelig solgt af Maseratis forhandler i Paris til et par brødre ved navn Setbon, der ejede den frem til de tidlige 1980’ere. Den kom først frem i offentligheden, da den i klassiker-kredse kendte Maserati-jæger Richard Crump støvede den op og fortalte ejerne, at den var penge værd.
De solgte den på Christie’s auktion i Monaco til samleren Anthony McLean fra Schweitz. Han betalte for en mekanisk renovation hos eksperten Bossato i Italien, og byttede den så med et eksemplar af den beslægtede Maserati A6GCS-racer hos specialisten Classic Car Associates.
Tjek tilbuddet til nye abonnenter på Bil Magasinet: Lige nu 3 nr. for 99 kr.
Nu, i starten af 1990’erne, var markedet for klassiske biler ved at bryde sammen efter en overophedning i 80’erne. Classic Car Associates langtidsparkerede Maseratien (under optimale forhold) og ventede på bedre tider.
I teorien burde denne sjældne, kun let brugte bil med 23.000 km på tælleren kunne indbringe et bjerg af penge. Den havde kun haft et par ejere, og det eneste, der talte imod den, var den uoriginale lakering og ditto kølergrill.
Bilen blev solgt til en Andrew Green, som straks fik den transporteret til Bill McGrath Maserati-værkstedet i Hertfordshire, England, hvor den kom under kniven i en gennemgribende restaurering over to år.
Ny kølergrill håndbygget i messing
Jobbet med at føre lakeringen tilbage til den originale sorte tone blev overgivet til specialisten Jim Henshaw. Aluminiumskarrossen var i anstændig stand, men der konstateredes alvorlige angreb af korrision i samlingerne mellem aluminium og stål. Den var også gal i bunden af dørene, lige som lister og manchetter i samlinger måtte kasseres og nye fremstilles i hånden.
Jim Henshaw modstod fristelsen til at male bilen i den blågrå nuance, Maserati brugte i racing, for gadebilerne var overvejende sorte, og planen var at føre chassis nummer 2114 så tæt mod originalen som muligt.
Så var der den uoriginale kølergrill, der delvist stammede fra en søsterbil med Zagato-karrosseri. Henshaw fandt dele af den originale grill i en kasse med stumper, og besluttede at bruge disse som rettesnor i arbejdet med at bygge en ny grill.
Materialet var messing, og det tog Henshaw fem uger. Nu han var i gang, fremstillede han også et håndtag til rudeoptrækket i den ene dør, ribber til luftindtaget på kølerhjelmen og en ramme til den ene siderude.
Samtidig fik drivlinjen den store tur. Motoren var i udmærket stand, men der blev bygget en ny knastaksel og nye plejlstænger for at øge holdbarheden og gøre den mere villig til at tage omdrejninger. Renovering af topstykket var noget mere tricky, for et af ventilsæderne var udboret i en forkert vinkel - formentlig en fejl fra fabrikken.
Brugte araldit og kaffegrums
Der er talløse anekdoter om det arbejde, der blev lagt i bilen. Fra Weber-specialisten Norman Seaney, der renoverede karburatorens chokerfunktion og fremstillede nye dyser, til håndværkerne hos Bill McGrath-værkstedet, der nøjsomt renoverede knapper og håndtag i materialet bakelit på instrumentbordet. De genskabte den originale tone ved at blande araldit-lim med kaffegrums!Da Andrew Green satte bilen til salg gennem liebhavereksperten Maxted-Page & Baxter omkring julen 2003, var Jay Kay egentlig på udkig efter en Rolls-Royce Silver Shadow fra de en af første årgange. Han var gået direkte til Lee Maxted-Page, som han kendte og stolede på.
Da han så Maseratien, glemte han alt om Silver Shadow. Det er ikke svært at fatte.
Fortalt til David Lillywhite. Foto: Michael Baillie. Dansk bearbejdning: Steen Bachmann. Kilde: Bil Magasinet nr. 158, november 2004
Jay Kays andre biler
Min første bil var en lille cremefarvet BMW 1602. Den har jeg stadigvæk. Den næste var en BMW 2002 Turbo, som vandt en concour-førstepræmie BMW Car Club. Det var verdens første turboladede bil i serieproduktion, og jeg købte den, fordi jeg syntes, det var et velholdt eksemplar. Jeg holder meget af at køre de skotske klassikerløb ‘Classic Malts’ i den.
Jeg havde engang en Mercedes 280 SE cabriolet, det var min første rigtige klassiske bil. Den var næsten for stor, men jeg var vild med de dobbelte lodrette forlygter. Den havde stil, og tiltrak horder af piger om sommeren. Jeg solgte den, og købte en Mercedes 600 med ‘kort’ akselafstand, der havde været ejet af Coco Chanel. Det var en 1968’er fra specialværkstedet Straight Eight, som i øvrigt er ved at restaurere den i dag.
Efter den købte jeg en 600 Pullman, som var fed at rulle frem i til premierer og receptioner og den slags, i hvert fald federe end en Volvo eller S-klasse. Den har sæder, hvor man sidder over for hinanden, og fire døre, men seks elektriske ruder. Alle seks ruder kan rulles ned, så den er meget sjælden. Den er til salg.
Ferrari 550 mere rå end 575
Ferrari 550’eren har jeg haft et stykke tid. Jeg har ikke tænkt mig at slippe den, for det er en mere rå bil end 575’eren. Den har kørt 19.000 kilometer, og jeg tog den faktisk ud her den anden dag og gav den nogle tæsk. Den kører perfekt. Fuldstændig perfekt.
Min Miura var simpelt hen den bedste af de bedste. Et tidligere medlem af bandet havde en P400S, men det var noget skrammel, og med Lamborghini SKAL du gå efter de bedste. Den har den mest forførende form. Men det er svært at køre den.
Jeg kommer aldrig over 240 km/t., for når du drejer rattet ved de hastigheder, sker der ingen ting. Faktisk burde den leveres med en sæk cement ude foran. Hvordan Lamborghinis daværende testkører, Bob Wallace, turde teste den med rigtig høje hastigheder, forstår jeg ikke.
Enzoen kræver ikke megen forklaring. Ferrari har netop sendt mig et spørgeskema, hvor jeg for eksempel skal krydse af ud for ‘Præstation’, om den er ‘excellent, god, tilstrækkelig, fair eller dårlig?’ Yeah, right? Skal jeg så bare krydse af for ‘excellent’ ud for hvert spørgsmål? Speedometernålen kommer aldrig under 250 km/t., det er ganske enkelt umuligt. Ja, ja, du kan godt trille afsted i den, men det er en brugbar bil, en glimrende investering og én, jeg meget nødig vil af med igen. Jeg er blevet tilbudt det dobbelte af, hvad jeg har givet for den, næsten en million pund (ca. 10 mio. kr.), men jeg sagde nej, ellers tak.
Køb aldrig Aston med automatgear!
Aston’en har jeg haft siden 1994. Jeg begik en stor fejl med min første Aston.Jeg har villet ha’ en Aston siden jeg var lille, så jeg købte en DB6 Vantage med automatgear i Goodwood Green-farven. Den så glimrende ud, men kunne ikke flytte sig. Der fik jeg godt nok en over nakken - jeg køber aldrig mere en Vantage med automatgear.
Da jeg så fandt en rimelig velholdt DB5 og fik at vide over telefonen, at den var i den originale Silver Birch James Bond-farve, måtte jeg have den. Det har selvfølgelig noget at gøre med Bond-fascinationen (jeg arbejder på de vendbare nummerplader, Brownings-maskinkanonen må vente). Det er en lækker bil, og man kan bruge den til hverdag.
SL Roadster’en er en af de sidste 29, der blev bygget. Motorblok, kølerhjelm, bagagerumsklap og døre er i aluminium. Den har skivebremser, og har kørt 40.000 km i Portugal fra ny af. Når du hører dén der woagh-woagh-woagh, er det som at blive slået i hovedet af en stor tysker med overskæg i en ølkælder.
Ferrari 360 Spider’eren er på vej ud. Den var god, da den kom frem, men der er for mange fodboldspillere, der har én nu. Jeg har også en Bentley S1 Continental fra 1958, der aldrig har svigtet, som jeg har oplevet det med nyere Bentley’er. Hver gang, jeg stikker nøglen i, starter den bare.
Maseratien blev jeg nødt til at købe. Den er smuk, og har en fantastisk motor. Jeg har ikke skullet gøre noget ved den - det er noget, jeg har lært gennem tiden: Restaurér ikke din egen bil, men køb en, der ER restaureret.
Jeg har også en Audi RS4 og en RS6, dén med V8’eren. Man kan da ikke tage to hunde og en masse bagage og køre til Le Mans med 270 km/t. i andet. Så har jeg en Mercedes G500. Jeg kører til Skotland, og når jeg vil op på toppen af et bjerg, grrrrr, så klatrer den derop.
Jeg vil gerne have fingre i alt med Figoni & Falaschi-karrosse; Talbot-Lago T150 SS, en Delahaye ... den type Art Deco-biler er toppen. De byggede kun 25 eksemplarer af T150 SS. Sådan en vil jeg have. Eller hvis en eller anden havde lyst til at købe en Mercedes 540K til mig ...
