Læser undrer sig: Hvorfor tester I aldrig bilen i en Hr-og-Fru-Danmark-udgave?

 

Jan Elnegaard, Bil Magasinet-læser:

Jeg har sat mig til tasterne nu, efter at ha' læst din anmeldelse af den nye Kia Sportage. Denne model starter ved tkr 300, men "din" testbil koster omkring den halve million(!)

Jeg undrer mig jævnligt over bilanmeldelser, idet de testede biler "altid" er testet i en top-lux-højeste-udstyrs-niveau-udgave-med-fedeste-motor, som prismæssigt ligger milevidt fra det mellem-udstyrs-niveau som den pågældende bilvariant typisk vil blive solgt i. Jeg har forståelse for, at bilen ikke testes i den skrabede basis-udgave, men hvorfor udfordrer I ikke importøren, og anmoder denne om at stille en "normal" bil til rådighed?

Jeres tests laves på et forkert grundlag. I vil formentlig argumentere for, at I godt kan vurdere bilen objektivt alligevel, men jeg vil gerne udfordre jeres tro på egne evner (når nu i sidder i "læder-suiten" med varme i rattet) til at vurdere bilens "niveau" i en almindelig Hr-og-Fru-Danmark-udgave. 

Min pointe er, at jeres test-artikler vil være mere troværdige, hvis I tester bilerne i dén model der antageligt vil blive solgt flest af.

Mvh  Jan Elnegaard

 

Frederik T. Frey, Bil Magasinet-journalist:

Hej Jan

Tak for din mail – altid spændende med indspark.

Jeg kan godt forstå din pointe. Nu skal du høre, hvor jeg står.

Nogle gange ér det faktisk muligt at bede en importør om en "dansker-version eller -variant", og den slags beder vi skam også om fra tid til anden. Altså en bil, som er lig den, der bliver solgt flest af. 

Der kan dog være en udfordring i skaffe f.eks. fire forskellige biler i "basis" til en sammenlignende test, som den du beskriver i vores magasin nr. 301. I vores sammenlignende test stræber vi efter, at bilerne skal være så lige matchet som muligt på klasse, pris, udstyr, pladsforhold og motorkræfter. Som du sikkert har bemærket, er det en hård kabale at få til at gå op til tider. Men her mener jeg ikke, at vi kan forsvare, at tage én eller to biler med, der ikke lever op til de andres niveau – det gælder både udstyr og andre forhold.

Efter mange år bag rattet mener jeg godt, at vi biljournalister kan trække fra og lægge til i hovedet, når vi tester en bil – naturligvis kun til en grænse. Når jeg udtaler mig generelt om en bil, som måske ikke er varianten eller versionen i testen, er det fordi, jeg ved en tidligere lejlighed har kørt samme bil men med anden motor, gearkasse og eller udstyr. Jeg gætter på, at tilfældet er det samme for mine kolleger her på Bil Magasinet og Børsen. Jeg mener derfor ikke, at der er tale gisninger eller blind fægtning. Desuden påstår jeg ikke i mine test, at jeg dækker alle aspekter af en bil – der tages naturligvis udgangspunkt i en specifik variant, men har jeg kørt andre varianter tidligere, kan de godt indgå som en perspektivering.

Dertil kommer også, at det tit er i topvarianter og -versioner, at meget af det nye og spændende sikkerheds- og komfortudstyr er at finde i bilerne. Det er derfor ofte de biler, som importøren har til rådighed ud fra et nyheds- og relevansprincip. 

Igen tak for din mail.

Mvh. Frederik

Transparent fallback
Spørg Bil Magasinet

Hvis du er abonnent, kan du også stille et spørgsmål og få personlig rådgivning af redaktionen på Bil Magasinet.

Du må spørge om alt, bare det handler om biler. Vi kan ikke garantere, at vi når alle spørgsmål, men vi lover at vi vil gøre vores bedste for at nå så mange som muilgt. 

Ønsker du ikke at dit spørgsmål eller dit navn kommer i magasinet eller her på bilmagasinet.dk, så lad os det endelig vide. 

Skriv til:
[email protected] 
(Skriv dit abonnementsnummer i emnefeltet). 

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.