© VW

Læser spørger: Tør jeg købe en elbil?

Morten er klar til at købe ny elbil, og han vil gerne have en VW ID.4, men han er i tvivl om, om det giver mening. Vi giver vores bedste råd.

27. februar 2021 af Mikkel Thomsager

Kære BM

Jeg står og skal investere i en ny bil, og det er i disse tider et omfattende udvalg, man står overfor.

Da jeg købte min sidste bil for snart 5 år siden var valget oplagt: Diesel syntes stadig at være det fornuftigste, når man pendler mellem 100 - 125 km. om dagen på job og økonomisk, praktisk og på mange andre punkter var det et rigtigt fint valg.

Men i dag ser verden godt nok meget anderledes ud. Med samme antal km. til/fra job, samme antal børn, samt nu et sommerhus, der skal ferieres i, er krav til plads, praktik, driftsøkonomi osv., ikke blevet mindre.

Derfor har jeg nu udset mig den nye VW ID.4 som potentiel "vinder" af udbuddet, men dén der diesel spøger stadig lidt i baghovedet (benzin og hybrid har jeg også kigget på - men mange motorvejs-km. gør desværre ikke noget godt for brændstof-/el-forbrug).

Umiddelbart er der mange fordele ved el-bilen: Man får meget bil for pengene, indbygget serviceaftale og ubegrænset strøm for en fast månedlig pris. Alt sammen rigtigt godt.

ID.4 er dyr i forsikring

Men hvad så med andre parametre? Her tænker jeg på afskrivning, forsikring og eks. dæk? Afskrivningsmæssigt, så vil eks. en ID.4 jo være overhalet med flere længder, når den skal sælges om 3-4 år. Så vil den i virkeligheden måske værre dyrere end en (evt. let brugt) diesel-bil (her sammenligner jeg med en BMW 320d fra 2020)? 

Og mit forsikringsselskab (Alka) havde rigtigt nok også en ID.4 i deres prisliste. Problemet var bare at præmien var noget over det dobbelte af det, jeg giver for min VW Golf Variant i dag (ok, det er også en dyrere, større og kraftigere bil) - men alligevel! Samme historie med dæk - her er udvalget også mere begrænset, hvilket umiddelbart gør det dyrere.

Samtidigt er udvalget af ladestandere stærkt begrænset ved sommerhuset på den jyske vestkyst, og hvad gør vi lige med den årlige bilferie til Italien (når pandemien engang er lagt lidt mere bag os)?

Der ser altså ud til at være en både fordele (ingen afgift, billig/gratis service) ved at købe en ny el-bil, men også et par (first mover) ulemper.

Har I nogen som helst beregninger eller antagelser mht. afskrivning på el-biler, og evt. hørt om forsikringsselskaber der er lidt skarpere på at forsikre sådan nogle? Og vil I helt holde jer fra at købe/lease en næsten ny dieselbil?

Mvh.

Morten W. Jacobsen

Svar fra Bil Magasinet

Kære Morten.

Vi har ikke særlige antagelser om afskrivningen på elbiler i forhold til fossilbiler. Som udgangspunkt er det ca. det samme som fossilbiler. Men der er en risiko. Eksempelvis har den gamle el-Golf været et halvdyrt bekendtskab for de, som købte den for to eller tre år siden. Ved siden af en ID.3, virker VW e-Golf VII pludselig som en gammel bil. Generelt er der dog stor efterspørgsel på elbiler i øjeblikket - også på brugtmarkedet - og det reducerer afskrivningen.

De dyrere dæk kan måske modregnes lavere service-omkostninger generelt. Du skal jo ikke have skiftet olie og tandrem, bremserne bliver også mindre slidte, fordi man hurtigt lærer at udnytte regenereringen til bremse bilen, og strøm er også - i hvert fald i øjeblikket - et billigere brændstof end benzin. 

Jeg tror du, totaløkonomisk over eksempelvis tre år, vil ligge tæt på eller under omkostninger for en tilsvarende fossil-bil - alt efter, hvad du sammenligner med. En ID.4 er jo en forholdsvis rummelig bil i forhold til dens ydre mål.

Adgang til egen lader er afgørende

Det afgørende er, om elbilen duer til dine behov: Kan du lade op fra egen lader (det er helt afgørende), og er elbilens reelle rækkevidde over det dobbelte af, hvad du normalt kører på en dag, så kan elbilen være det helt rigtige valg for dig. Faktisk tror jeg, du vil blive rigtig glad for den. Mange, der skifter til en elbil, der rækker til det daglige kørselsbehov, bliver virkelig glade for elbilen, som har sine helt egne fordele.

Men skal du flere gange om måneden på ture, som kræver, at du lader op undervejs, med deraf følgende ventetid, eller skal du jævnligt uden for bilens elrækkevidde, til sommerhus med tvivlsom strømforsyning, og langt til offentlige ladestandere, og vil du gerne til Italien på 14 dages ferie, så ville jeg ikke vælge elbil - endnu.

Vær opmærksom på, at den reelle rækkevidde er tæt på halveret, hvis du fylder elbilen op, og benytter klimaanlægget på en længere tur ad snesjappede veje i minusgrader.

Om du så skal vælge diesel eller en opladningshybrid, afhænger helt af dit behov. En opladningshybrid (PHEV) kan være en god løsning, også selv om du dagligt kører længere end bilens el-rækkevidde. Men har du et stort kørselsbehov - mere end 100 km om dagen - og har du ikke adgang til egen lader, så tror jeg en ny diesel er et bedre valg - både for din økonomi og komfort og for miljø og klima.

Mvh. 

Mikkel Thomsager, chefredaktør

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...