Læser spørger: Kan jeg få en elbil til min store familie?

Malte er på jagt efter en elbil med plads til to voksne og tre børn i autostole til under 500.000 kr., men kan ikke finde et godt bud på en bil. Kan det virkelig passe, spørger han.

16. april 2022 af Patrick Boje Jensen

Læseren Malte har sendt os denne mail:

Hej Bil Magasinet

Fruen og jeg er på udkig efter en større elbil til udskiftning af vores BMW 3-serie GT. Vi har en e-Golf som bil nr. 2, så vi er godt bekendte med at køre el.

Sagen er den, at vi har en søn på knap to år, en datter på to måneder, og fruen ønsker sig en treer i i slutningen af 2023 / start 2024. Planen er ligesom lagt.

En vigtig parameter for os er derfor, at kunne finde en større elbil med plads til tre autostole (med Isofix). Med de lange leveringstider, som markedet byder på, så har vi tænkt, at vi hellere må komme i gang nu.

Sagen er den, at vi har ca. 500.000 kr. til købet, men vi har faktisk ikke kunne finde en elbil i den prisklasse med plads til tre autostole. Kan det virkelig passe?

Venlig hilsen Malte

Hej Malte

Det er ikke nemt at finde en elbil, der nemt har plads til to voksne og tre små børn. Men der er dog muligheder. Hvis du skal bruge lang rækkevidde, så er en brugt Tesla Model X nok vejen frem. Hvis du køber brugt, er du også ude over problemet med leveringstider. Men i skrivende stund findes der ikke en Tesla Model X til under 600.000 kr. på Biltorvet.dk.

Men der findes også fabriksnye elbiler, der kan opfylde jeres behov. Jeg har fundet tre til jer:

Citroën e-Berlingo
© Citroën

1. Citroën e-Berlingo (og søsterbilerne)

Berlingo er familiecontainerens moder. Fra i år fås den kun som elbil, men ellers er den tredje generation af Berlingo, som vi kender den: Der er voldsomt meget plads, og den er fyldt med praktiske løsninger. Den kan fås med syv sæder, men selv i femsædersudgaven er der plads til tre autostole på bagsædet, hvor alle tre pladser har Isofixbeslag. Passagersædet har også Isofix, og midtersædet bagi har også plads til en voksen, hvis voksne og børn skal fordeles i bilen. Desuden er den billig. Den starter fra bare 275.000 kr. – men det helt store minus er rækkevidden. Du får kun 285 km rækkevidde efter WLTP-standarden, og det tal vil i praksis være mindre. Og du kan ikke betale dig til et større batteri.

Skal det ikke lige være en e-Berlingo, kan du vælge en af søsterbilerne: Opel Combo-e og Peugeot e-Rifter.

© Mathias Brandt

2. Maxus Euniq 5

Skal du bruge syv “rigtige” sæder, er den kinesiske Maxus Euniq 5 en ægte familiebus på el. Alle syv sæder har plads til et autosæde eller en voksen person, og der er tre Isofixbeslag. Den er proppet med udstyr, der følger med som standard: Læder på alle syv sæder, panoramasoltag og et væld af sikkerhedsudstyr. Der er en del børnesygdomme, som du kan læse om her. Men den koster fra bare 380.000 kr., og du får på mange måder vanvittigt meget bil for pengene. Men igen er rækkevidden akilleshælen. Maxus Euniq 5 er kun opgivet til 260 km, og opladningen foregår desværre også langsomt.

© Mathias Brandt

3. Mercedes EQB

Med et budget på 500.000 kr. kan du faktisk godt komme bag rattet af Mercedes’ nye EQB. Hvis du udstyrer den med en tredje sæderække, er der fire pladser med Isofixbeslag. I Mercedes’ egen konfigurator kan du udstyre den mest skrabede Mercedes EQB med tredje sæderække – så bliver prisen godt og vel 440.000 kr., med en officiel rækkevidde på 464 km. Så er der også plads i budgettet til at opgradere med enten større motor eller udstyr.

Det er nok den vej, jeg ville gå, men vær opmærksom på, at EQB’en er mindre end de to andre biler, så med syv sæder er der ikke oceaner af plads til bagage – og så kan EQB ikke fås med anhængertræk.

Patrick Boje Jensen

Ps.: Du kan se vores videogennemgang af EQB herunder:

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...