Hej Steen Bachmann
Hvis jeg ikke husker meget fejl, var det dig som kørte en tur i den "nye" Skoda Octavia. Jeg har gået og ventet på, at man kan få den med firehjulstræk og 2,0 TSI-motor - men jeg syntes alligevel at den er endt med at blive relativt dyr (prisen starter ved 409.095 kr.)
Jeg er ganske almindelig lønmodtager i den lave ende, og pengene til en ny bil sidder ikke løst. Jeg tænker imidlertid, at jeg for samme pris som Octavia'en kan købe en rigtig pæn Audi A4 med få km på tælleren, ét år gammel og med samme 2,0 TSI-motor.
Jeg er ikke til sløve biler. Og hvis jeg nu spørger dig personligt, med dit kendskab til bilmarkedet, hvad ville du så købe, hvis prisen må ligge omkring kr. 400.000?
Jeg er glad for at bo i DK. Men når man samtidig er bilglad og ikke har råd til at købe en virkelig interessant bil, må jeg så kompensere. Jeg har familie i USA, og hver gang jeg er derovre, lejer jeg en bil med V8-motor. Det er næsten den halve ferie.
Med venlig hilsen
Flemming Larsen
Svar fra Steen Bachmann
Du kommer ikke udenom plugin-hybriderne. Uanset hvad du mener om dem, så er afgifterne jo sådan, at 2,0 TSI er alt for dyr i forhold til plugin-hybriden på grund af den høje afgift.
Octavia plugin fås med 204 hk og som RS med 245 hk - sidstnævnte er ikke særlig sjov på trods af navnet, så den lille plugin er rigeligt. Det er begge komfortable og vellykkede biler.
Vil du have en sjov bil med plads til maks. 400.000 kr., synes jeg du skal prøve en Cupra Formentor plugin-hybrid. Det er noget helt andet end en Octavia eller A4, men her får du drama og et vist temperament inden for dit budget.
Hvis du vil have stationcar, så prøv en Cupra Leon Sportstourer, som jo står på samme platform som Octavia.
Med venlig hilsen
Steen Bachmann, redaktionschef