© A. Hansen

Læser spørger: Er det helt hjernedødt at købe en elbil, der er et par år gammel?

Læser står for at skulle skifte biler. Skal han frygte at brænde inde med en gammel elbil?

27. januar 2023 af Mikkel Thomsager

Hej Bil Magasinet

Jeg er den meget glade og tilfredse ejer af en snart 10 år gammel Audi A6 2.8 FSI Avant Multitronic, som snart skal skiftes. Jeg har skudt, skudt og skudt beslutningen, for at vente på den rette el-bil – som jeg har råd til…ellers havde jeg allerede en Mercedes EQE.

Jeg har set på de fleste nye – Hyundai Ioniq 5, Kia EV6, VW ID.4, Audi Q4 e-tron, Skoda Enyaq og BMW iX3 – mangler Nissan Ariya. (Nej, jeg vil IKKE have et Tesla, som i mine øjne er et amerikanerkøleskab på hjul! Det bliver bare et KÆMPE nej tak herfra – også selvom de nu har sat prisen ned, så den bedre matcher produktet). Volvo/Polestar er for små og upraktiske – det samme er BMW i4. Og Kina-biler er UDE (dog ikke BMW’en )

Køber jeg katten i sækken?

Den eneste bil, der rigtig gør det for mig, er en iX3. Den minder mig om en ”rigtig” bil Det er i mine øjne faktisk en BMW ”bare” med el-motor – ja, man savner da en V6 diesel, men det går alligevel an! 

Og så kan man nu købe en næsten ny bil (fra før faceliftet) til 500.000 for en Charged Plus. Det er en skarp pris. En fed bil til en god pris, som godt kunne være afløseren for min A6. Jeg har den rigtige følelse i kroppen…og det skal man have, når man køber bil. Det er ikke kun en sag for hjernen.

MEN – og der er jo altid et men. Køber jeg katten i sækken? Er det en forældet el-bil? Her tænker jeg rækkevidde og opladning? Den kører ”kun” 460 km. på en opladning – og lader med maks. 150 kW. Er det et dårligt køb, som ingen andre gider eje om 3-5 år, når der er kommet flere el-biler, der kører længere på en opladning? Så hvis jeg køber en nu, tager jeg så en kæmpe afskrivning på den?

Håber på jeres hjælp og vejledning her! Hvad gør man? Købe nu? Vente? Aaaarrrrggghhhhh…!!!!!

Mvh.

Rasmus Wandahl Jelshøj 

Svar: Det tror vi ikke, du gør

Jeg forstår din bekymring, og alle dine overvejelser er helt relevante.

Vores opfattelse af iX3 er, at det nok er fossilbil ombygget til el, men den er meget vellykket, både når det gælder selve eldelen, præstationer og køreoplevelse. 

I øjeblikket bygges alle nye elbiler med en flad bund, hvorfor det bliver opfattet som den eneste rigtige løsning, men der er flere gode eksempler på, at konvertering fungerer fint. iX3 er en af dem. 

Rækkevidden på 460 km er ikke langt under normen i dag, og det samme gælder ladeevnen på 150 kW. Generelt oplever vi sjældent, at komme bare i nærheden af den maksimale ladeevne på biler med mulighed for at lade med 200 kW eller mere.

Findes der en bedre elbil om ét, to eller tre år?

Ja, det gør der. Næste model kan mere, føles bedre, giver mere for pengene og præsenterer ny teknik. Sådan har det været siden bilen blev opfundet, og sådan bliver det også med elbiler.

Kommer der lige om lidt teknik, som gør en BMW iX3 gammel og usælgelig fra den ene dag til den anden?

Det tror jeg ikke. Siden jeg startede på Bil Magasinet for 31 år siden, har jeg hvert år hørt om superbatteriet, der kan sende en Mini til månen og retur på én opladning. Det er aldrig kommet.

Nu taler vi om solid state-batterier, som kan mere end de kendte batterier, og de virker mere sandsynlige end nogensinde før. Men jeg tror ikke de flytter hele begrebet fra den ene dag til den anden, og jeg tror ikke, de gør en BMW iX3 værdiløs fra den ene dag til den anden.

Bilmarkedet er langt mere diversificeret i dag, end det var for bare ti år siden. Dermed stiger risikoen for overraskende bevægelser i markedet. De sidste to år har vi lært, at bevægelserne kan komme af mange årsager som sygdom, krig, vejrfænomener og logistikudfordringer.

Det kan ingen garanterer dig for. Men hvis du står for at skulle skifte bil, og BMW iX3 ligner et godt valg til dine aktuelle behov, så ville jeg ikke bekymre mig om at slå til.

Mvh.

Mikkel Thomsager

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...