Ford Mustang Shelby GT350

Kære Bil Magasinet - her tager I fejl

En læser har taget vores "Gæt en Ford-quiz" og mener, at vi har lavet fejl. I hans øjne har vi ikke styr på hvad en Shelby GT350 er. Vi er ikke helt enige, læs vores svar her

20. februar 2018 af Mathias Brandt

Hejsa

Jeg har med interesse prøvet jeres online quiz, "Gæt en Ford", men med et relativt ringe resultat. ;-)

Nu er jeg heller ikke den skarpeste kniv i skuffen, når det kommer til alle de gamle Ford biler.

Men én ting ved jeg lidt om, og det er Shelbys tunede Ford Mustangs. Og selvom i påstår at billede nr. 8 er en Shelby GT350, så mener jeg nu noget andet.

Både Ford og Shelby har GT350'ere på samvittigheden, men forskellen på dem er logoet. Og på dén GT350'er som ses på billedet, er der sat en galoperende mustang på køler gitteret, hvilket er Fords eget symbol. Havde der været tale om en ægte Shelby GT350, så havde der i stedet for været at finde en kobra slange, med udspilet halsparti. Og kobraen er IKKE at finde på bilen på billedet. Altså er jeres "rigtige" svar forkert! Hvilken variant af Ford Mustang GT350, der så er tale om, ja, det kan jeg så ikke sige.

Kobra symbolet: http://www.car-logos.org/shelby

Med venlig hilsen

Ole Wedel Nielsen

Ford Mustang Shelby GT350

Denne Shelby GT350 blev solgt på RM Sotheby's auktion i 2017. Hammerslaget lød på 451.000 dollars, hvilket svarer til 2,7 mio kroner. Netop denne bil blev bygget til Shelby's daværende produktchef, Jack Khoury og leveret 29. juni 1965. 

© RM Sotheby's

Hej Ole,

Tak for din mail.

Vi sætter altid pris på, at vores læsere gør os opmærksomme på fejl, som vi har lavet.

I dette tilfælde vil jeg nu ikke mene, at vi har lavet en fejl.

I forhold til din pointe med at både Ford og Shelby har GT350'ere på samvittigheden er for så vidt korrekt, men de to ting hænger uløseligt sammen, eftersom Ford altid har leveret Mustang'er til Shelby, som de så byggede om til GT350'ere - men Ford har i 60'erne, aldrig selv lavet en Ford Mustang GT350.

At du mener, vores quiz-billede ikke afbilleder en Shelby GT350, fordi den har en galoperende Mustang i kølergrillen, er ikke korrekt. Ford Mustang Shelby GT350 fra 1965-1966 har alle sammen en galoperende Mustang i fronten - kobraen kommer først fra 1967 og frem. På enkelte eksemplarer af biler fra 1965-1966 kan du finde et kobra-logo på bagklappen, men der findes også originale Shelby GT350'ere som har en galoperende Mustang på bagklappen.

Så jeg vil mene, at vores rigtige svar er - korrekt.

Summa summarum - der findes ikke en Ford Mustang GT350. Det er Shelby der har lavet GT350'eren, med udgangspunkt i en Ford Mustang.

Håber det giver mening - hvis du stadig mener, at vi er forkert på den, så lad mig endelig høre din mening.

De bedste hilsner

Mathias Brandt - Bil Magasinet 

Prøv selv quizzen her

Måske er du interesseret i...