Spørgsmål fra læser: Kan jeg spare besværet og køre på helårsdæk?

Chefredaktør Mikkel Thomsager giver sit bud på det klassiske dilemma: Kan man droppe sommer- og vinterdæk, og nøjes med helårsdæk?

2. maj 2021 af Mikkel Thomsager

Kære Bil Magasinet

Som gammel abonnent kan jeg huske, at Bachmann på et tidspunkt satte sig for at langtidsteste helårsdækkets kvaliteter. Men jeg synes ikke, at der kom nogen konklusion? Eller har jeg overset det?

Med fire stk tyndslidte sommerdæk på min Audi A1 spekulerer jeg nemlig på, om man med fordel kunne skifte til helårsløsningen og slippe for 2 x bøvl med hjulskift om året.

Jeg kører alligevel aldrig nordpå i ferierne i den lille sorte sportsaffjedrede hockey kugle, hvor langlemmede teenagere kun dårligt finder sig til rette over længere stræk. Og sne ser vi knap skyggen af nu om stunder.

Så - hvordan lyder anbefalingen fra Bachmann & co?

Med venlig hilsen

Turf Jakobsen

Svar fra Bil Magasinet

Steen Bachmann nåede at sælge bilen, inden han fik brugbare erfaringen på helårsplan. Til gengæld har både tidligere redaktionschef Anders Richter og jeg gjort forsøget. Erfaringerne er de samme, men svaret er forskellige:

Det afhænger af, hvordan du bruger bilen. Din forudsætning, at du ikke skal nordpå i bilen, er vigtigt. Men hertil kommer, hvordan du skal bruge bilen til hverdag. Hvis du bor uden for byen, og er afhængig af, at du skal benytte den uanset vejret, og den i tilgift er monteret med sportslige lavprofildæk, så række helårsdæk ikke.

Hvis du primært kører i byen, og kan vælge at lade bilen stå, hvis sneen hober sig op, og den i tilgift er monteret med smallere standarddæk, så kan du klare dig med helårsdæk.  

Michelin Cross Climate er bedst om sommeren

Jeg kørte et helt år med Michelin Cross Climate på min Volvo V40. Dækkene er klart lagt ud til sommersiden, og føles ikke anvendelige i glat føre, omend de nok er bedre, end et sommerdæk. 

Jeg bruger min bil hver dag, og er afhængig af den, så jeg er glad for, at jeg de seneste to år har testet sommerdæk og sommeren og vinterdæk om vinteren igen. 

Vredestein er bedst om vinteren

Anders kørte Vredestein Quatrac 5, der, i lighed med Goodyear Vector 4 Seasons, er lagt mere ud til fordel for vinterbrug. Anders boede da i byen, og kunne vælge ikke at benytte sin bil på særligt snefyldte dage. Desuden har de forgangne vintre været så milde, at antallet af dage, hvor vinterdækkene var markant overlegne, både denne og sidste vinter, har været under 14. 

Mvh.

Mikkel Thomsager, chefredaktør

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...