Er elbiler farlige på bilfærger?
Jeg læste for nyligt, at et stort norsk rederi ikke længere vil sejle med elbiler på deres færger. Det er jo en ret signifikant melding i betragtning af, at Norge har verden højeste andel af elbiler. Er elbiler virkelig så farlige, og hvad gør de danske rederier?
Mvh. Martin Svendsen
Svar: Der er - formentlig - styr på det
Vi er dykket ned i emnet, og det korte svar er, at der - formentlig - er styr på det.
Det er rigtigt, at rederiet Havila, der blandt andet besejler den berømte kystrute langs Norges østkyst, har meddelt, at de indtil videre ikke vil transportere elbiler på netop den rute.
Ifølge mediet Maritime Danmark er der tale om en simpel risikovurdering, der forholder sig til de konkrete forhold på skibene.
Deres primære formål er dog ikke biltransport, men sejlads med turister. Ironisk nok er netop de skibe, som rederiet ikke vil transportere elbiler på, helt nye, og de er blandt verdens største eldrevne skibe, med en batteripakke ombord på 6.100 kWh.
Men der er øjeblikket en lignende diskussion i Finland i forhold til de færger, der besejler Sverige og Estland.

På Molslinjens færger kan elbiler lade, men kun i begrænset antal og kun med 11 kW.
© A. HansenMolslinjen: Vi har styr på det
I forhold til benzin- og dieselbiler er der generelt betydeligt mindre risiko for, at elbiler bryder i brand, men hvis batteripakken i en elbil bryder i brand, er branden til gengæld sværere at slukke, hvilket kan udgøre en potentiel risiko på en færge.
På et af Danmarks største færgerederier, Molslinjen, der ud over Odden-Aarhus besejler Bornholm og flere andre danske øer, er man dog ikke bekymret.
“Det sker heldigvis uhyre sjældent, at elbiler bryder i brand. Men med udbredelsen af elbiler er det klart, at både myndighederne, brandeksperterne, færgebranchen og producenterne af elbiler har dette højt på dagsordenen."

Molslinjen besejler blandt andet Bornholmslinjen, hvor man kan lade sin elbil under overfarten.
© A. HansenSprinkler - så længe der er vand i havet
"Skulle det ske, at en elbil brød i brand på en af Molslinjens færger, er strategien helt klar. Skibene er udstyret med meget kraftige sprinklere, som på én gang kan holde branden under kontrol og slå røgudvikling fra branden ned.
Sprinklerne er effektive, så længe der er vand i havet, og branden vil ikke kunne true skibets stabilitet, da vandet og varmen kontinuerligt ledes væk fra vogndækket”, forklarer informationschef ved Molslinjen, Jesper Mack, der fortsætter:
“Herefter vil skibet søge havn, hvor brandmyndighederne vil overtage bekæmpelsen af branden.
Molslinjen har mulighed for, at elbilsejere kan oplade deres bil under overfarten. Det sker udelukkende med udstyr godkendt af myndighederne og med lav spænding og effekt.”
Nye udfordringer kræver nye løsninger
Der foregår dog i øjeblikket et udredningsarbejde om emnet. Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut er således i færd med at udarbejde nye metoder til bekæmpelse af brande i elbiler på bilfærger, ligesom personalet på bilfærger får uddannelse i, hvordan brande i elbiler bedst bekæmpes. Se video herover.
Projektchef Alexander Bjørn Kleiman fra Dansk Brandteknisk Institut bekræfter, at der er fokus på området.
"Brande i el- eller hybridbiler på færger udgør en ny og særlig risiko. Men den kan håndteres, med de rette tilføjelser til det eksisterende beredskab ombord, samt øget samarbejde med det professionelle brandberedskaber i land", skriver Alexander Bjørn Kleiman til Bil Magasinet og fortsætter:
"Med i vores anbefalinger er, at der burde udarbejdes en omfattende risikovurdering af den enkelte overfart og det enkle skib, med hensyn til håndtering af en elbil brand ombord. Denne anbefaling er til alle færgerederier der sejler med moderne biler, hermed også elbiler, og vil typisk indebære en vurdering af alle de identificeret risici.
Yderligere for at opnå den bedste og mest sikre respons på en brand på vogndækket, også for den efterfølgende del af indsatsen efter anløb af havn, anbefaledes et tæt samarbejde med land beredskabet".