Niels Andersen vandt Porsche-konkurrencen!
Bil Magasinet blev bestormet af deltagere i vores store Porsche konkurrence, hvor man kunne vinde en ret så stor Porsche-højttaler til en værdi af 26.000 kr. Konkurrencen startede i slutningen af sidste år og fortsatte ind i 2020. Konkurrencen er for længst overstået, men der kom et par ting ind fra højre (host! Corona!), som gjorde, at Bil Magasinet lige måtte skifte fokus.
Nu er vi tilbage på sporet, og vi har udtrukket en vinder. Det blev Niels Andersen fra Middelfart, der er ivrig læser af Bil Magasinet, og som nu har en limiteret og nummereret Porsche-Soundbar stående hjemme på hylden.
Hvis du vil læse mere om højttaleren kan det gøres nederst i artiklen, og du kan også deltage i vores Porsche-quiz, hvis du vil teste din viden – der er dog ingen højttaler på spil længere.
Til gengæld har Bil Magasinet en ny quiz og ikke mindst vild præmie under opsejling, så følg med på bilmagasinet.dk og hør nærmere, når vi præsenterer den næste konkurrence.

Konkurrencen er afsluttet! Men hvis du vil prøve kræfter med din Porsche-viden, kan du stadig tage vores Porsche-quiz herunder.
Limiteret udgave
Denne specialudgave af Porsches 911 Soundbar er limiteret til 911 eksemplarer. Hvert eksemplar har monteret et lille skilt med nummerering. Højtaleren du kan vinde med Bil Magasinet i samarbejde med Porsche har nummer 631.
Det er en original Porsche 911 GT3-udstødning, der nænsomt er omformet til en højtaler med subwoofer. Det eksklusive design i matsort indeholder 200 watt surround-system med bluetooth-opkobling - og er naturligvis produceret i Tyskland.
Højtaleren måler ca. 74 x 28 x 32 cm og vejer 19 kg.