Her kan du møde Bil Magasinet's redaktion

25. oktober 2017

Mikkel Thomsager - chefredaktør

Hvorfor elsker du at arbejde på Bil Magasinet?

Jeg har elsket biler, siden jeg kan huske. Jeg fik mine første bilblade som 7-årig, og jeg elsker at skrive og lave journalistik. Det gør jobbet som chefredaktør på Bil Magasinet til verdens bedste. Jeg kan ikke forestille mig et bedre job, hvilket også er årsagen til, at jeg har været på Bil Magasinet i 30 år.

Som redaktør har jeg også mindre spændende opgaver, men aldrig når det gælder bilerne. Det er (næsten) lige så spændende at køre en ny lille bil, der skubber til begrebet, som det er vildt at køre superbiler – og alt det midt imellem.

Hvad er det vildeste, du har oplevet som motorjournalist?

Jeg har kørt stærkt mange gange, blandt andet med Zenvo (354 km/t), Ferrari Testarossa (300 km/t), McLaren 720 (290 km/t), Maserati Quattroporte (280 km/t), utallige tyske superbiler (250 km/t). Det er sjovt.

Jeg har kørt en Formel 1, forceret en islandsk gletscher i en arktisk Land Cruiser, kørt ekstrem off road med Land Rover, kørt Zenvo, Lamborghini, Ferrari, Aston Martin og alt andet, mange fantastiske steder, besøgt mange lande og set mange biludstillinger. Jeg har været anholdt for at køre på en portugisisk strand, lagt to biler på taget, spist middag med Magnus Walker og senest har jeg kørt Ferrari SF90. Men turen i en Koenigsegg Regera i Danmark står som et højdepunkt de seneste år, fordi den teknisk set er helt uden sidestykke. Lamborghini Urus blev lanceret på en off road bane uden fartbegrænsninger, Alfa Romeo Stelvio Quadrifoglio blev præsenteret på en nyanlagt bjergvej på Jebel Jais bjerget i Forenede Arabiske Emirater, road trips med Aston Martin flere steder i Europa…

Hvad er din yndlingsbil, du har ejet?

Da jeg satsede alt og selv leasede en Ferrari 360 Spider for seks år siden, åbnede jeg for hundredvis af gode oplevelser over tre sæsoner. Det var dyrt, men det er noget af det bedste jeg har gjort med biler. Får jeg (økonomisk) mulighed for det, gør jeg det igen. Før den havde jeg en Caterham Super Seven, og det gav også mange gode oplevelser bag rattet.

Hvad er din drømmebil?

Min drømmebil er altid en Ferrari. Der findes mange biler, der kan mange ting meget bedre, men historien, stemningen, oplevelsen, designet står altid skarpest i en Ferrari for mig. Gerne en 458 Speciale.

Men den nye Roma står også skarpt, og dertil er der utallige klassikere. 250 GT LWB California fra 1960 er en af de smukkeste biler, der findes, måske sidestillet med en Daytona fra 1968. F40 er en vild køreoplevelse. Bare en Ferrari – så er jeg evigt glad – tror jeg. år godt og vel og redaktionens Grand Old Man. Var med til at starte magasinet i 1991 og har holdt fast i drømmejobbet lige siden. Har skriver lige gerne om Ford som Ferrari, tager begge dele lige alvorligt og elsker grundlæggende motorjournalistik. Han er flydende i bornholmsk, taler det gerne og kan slet ikke lade være, når han er i Sverige. Hans primære bil er en Volvo V40, som han lige har købt. I 2015 skiftede han sin elskede Caterham Super Seven fra 1983 ud med en Ferrari 360 Spider fra 2003.

Mikkel Thomsager skriver desuden bloggen Redaktørens Dagbog

Steen Bachmann - Børsen-redaktør 

Hvorfor elsker du at arbejde på Bil Magasinet?

Fordi vi er en effektiv maskine, der pumper historier ud om alle mulige slags biler i højt tempo. Vi skriver og laver billeder til Bil Magasinet og bilmagasinet.dk, men også til vores fem årbøger og en hel del video. Siden 2015 har jeg været motorredaktør på Dagbladet Børsen og har ansvaret for et tillæg om biler, der følger med avisen hver fredag. Det producerer vi sammen på Bil Magasinet. Der er måske nogle, der tror, at motorjournalister bruger det meste af tiden på at køre rundt i lånte sportsvogne og prøve at se smarte ud… ha! Det er et arbejde med pligter og deadlines som alle andre jobs - det er bare lidt sjovere.

Hvad er det vildeste, du har oplevet som motorjournalist?

Jeg er priviligeret, fordi jeg har prøvet alle mulige biler over hele verden fra Toyota Land Cruiser på safari i Namibia til Corvette C7 i Californien og Audi e-tron i ørkenen i Dubai. Det vildeste, jeg har prøvet, var en highspeed-tur som passager i en Ford Focus WRC-rallybil i Skotland. Det var på en smal bjergvej, der gik fra bund til top af et bjerg og ned igen. Vejen var ikke bredere end at bilen kun lige kunne være der, og der var stensætning på en ene side og laaangt ned til en sø.

Den tidligere WRC-verdensmester, finske Marcus Grönholm, kørte som død og helvede. Jeg havde fået at vide af Ford RS Racing’s chef, at man ikke kan sige til en professionel rallykører, at han skal køre 80 pct. af hvad han og bilen kan, for “så ender han sikkert i det nærmeste træ af bare forvirring.” Nej, man skal sige, at han skal give den gas og aflevere bilen i samme stand, som da han fik den - så skal det nok gå godt. 160 km/t flyvende mellem fyrretræer og stensætninger i en skov på vej op ad et bjerg - det glemmer jeg aldrig!

Hvad er din yndlingsbil, du har ejet?

Den fedeste bil, jeg har ejet, er en 1988 Mercedes E 300 aut., som desværre døde efter den havde fået en vandskade efterfulgt af en nat med hård frost. Den slags kan 80’er-biler ikke lide.

Hvad er din drømmebil?

Det bliver en Bentley Bentayga, der er mørkebrun udvendig og indvendig, og har kængurugitter, tagrælinger og ekstra projektører i fronten. Selv om W12’eren gør bilen helt vildt hurtigt (jeg prøvet at køre 285 km/t i den, og der var der mere at komme efter), så tager jeg en V8 diesel. Jeg ved, det lyder mærkeligt, men prøv den… og du forstår.

Steen skriver om alt det, han elsker og hader ved biler på Bachmanns Bilblog

Mathias Brandt - motorjournalist

Hvorfor elsker du at arbejde på Bil Magasinet?

At arbejde med sin helt store hobby og passion er det, der betyder mest ved at arbejde på Bil Magasinet. Siden jeg startede tilbage i 2007, har jeg ikke haft én eneste dag, hvor jeg ikke glædede mig til at komme på arbejde. Der er få dage, som minder om hinanden, og så har jeg verdens bedste kollegaer.

Hvad er det fedeste/sjoveste/mest bizarre, du har oplevet som motorjournalist?

Med over 13 år på Bil Magasinet har jeg oplevet lidt af hvert, og det er svært at udvælge en. Der er ingen tvivl om, at Gumball 3000 i 2011 var en kæmpe oplevelse. Vi kørte næste 10.000 km på 8 dage. Sidste stræk var Istanbul til København i et hug. Det tog 30 timer, og vi var så udmattede, da vi kom hjem, at jeg tror, vi sov 18 timer i streg.

Hvad er din yndlingsbil, du har ejet?

Min bil-historik inkludere en Fiat Punto, Ford Escort, VW Polo, Seat Leon og så selvfølgelig min BMW Z3 Coupé, hvilket jo selvfølgelig også er min absolutte yndlingsbil. Jeg troede kortvarigt, at jeg skulle sælge den til fordel for en bil med bagsæder, men en enkelt køretur lavede helt og aldeles om på den plan - hvis jeg kan undgå det, så skal den bil aldrig sælges.

Hvad er din drømmebil?

Det er jo nok det sværeste spørgsmål at stille. Men tvinges jeg til at vælge, så snupper jeg en McLaren F1. Det er ganske enkelt den vildeste bil i hele verden, og så har den tre sæder – hvilket passer perfekt til min familie.

Læs meget mere om Mathias' Z3 på hans blog Brandts Pitstop

Søren Juul - motorjournalist

Hvorfor elsker du at arbejde på Bil Magasinet?

Jeg har været vild med biler, siden min bror jeg og pløjede gennem Bil-Revyen, Bilen, Motor og Sport og senere Bil Magasinet i 80erne og 90erne. Fartabstinenserne fik jeg styret med 100 ccm gokarts og i første omgang troede jeg, at jeg skulle leve af at reparere biler.

Efter en kort karriere som fumlefingret mekanikerlærling satte jeg mig tilbage på skolebænken og havnede ved et tilfælde på redaktionen i 2005, hvor jeg fik et studiejob med anmelde brugte biler. Samtidig fik jeg stukket et kamera i hånden. Det tog hurtigt overhånd, så jeg endte med at droppe ud af universitetet og kom under vingerne på redaktionens dengang grand old man, John Sørensen, der lærte mig at bruge min bilviden på skrift i stedet for at gå rundt på et værksted.

Af en eller anden grund endte Mikkel T. med at tilbyde mig et fast job, som jeg har holdt stædigt fast i lige siden. Der er nemlig ingen andre steder, hvor man kan få lov til at vride ørerne om på en hurtig bil på Autobahn, teste dens grænser på en bane eller savle over en eller anden youngtimer på en dansk landevej. At jeg tilmed kan få lov at nørde med fotograferingen, får jobbet til at føles som at dyrke sine hobbies og få penge for det.

Hvad er det vildeste, du har oplevet som motorjournalist?

Mit drengeværelse var polstret til med plakater og modeller af Italienske superbiler fra slut-80erne og start-90erne, så jeg havde i mange år på magasinet en drøm om at lave en artikel med Ferrari F40 og Lamborghini Diablo.

Pludselig kunne det lade sig gøre. Strøjer Samlingen på Fyn lånte os begge biler en hel sommerdag og gav os frit slag til at fornøje os med de italienske superbiler på de lokale øde veje. At der samtidig dukkede en venlig læser op med en flot Jaguar XJ220 gjorde dagen endnu mere uforglemmelig.

Hvad er den fedeste bil, du har kørt?

Biler har aldrig været hurtigere og lettere at køre, så det er ret nemt at blive skuffet, når man prøver en heltebil fra sin barndom. Ferrari F40 er undtagelsen, for den føles stadig vild, hurtig og fandenivoldsk, så det er den ultimative analoge køreoplevelse i min bog. Meeen, jeg har da også fantastiske gode minder fra alt fra Pagani Zonda, McLaren Senna og diverse fantastiske Porsche’er.

Hvad er din drømmebil?

Jeg er fascineret af super- og hyperbiler, men de nye har fået så mange kræfter, at de nærmest er blevet ubrugelige andre steder end på en bane. Så lige i øjeblikket bruger jeg meget tid på at drømme om den lille vævre, BMW M2 MS, der i min bog er den ultimative M-model med baghjulstræk, en monstermotor uden elektrisk tilsætning og et temperament, der kræver en indsats for at tøjle.

Du kan se mange flere af Sørens billeder her - og selvfølgelig i Bil Magasinet.

Frederik T. Frey Bil Magasinet 2018

Frederik T. Frey – redaktionschef

Hvorfor elsker du at arbejde på Bil Magasinet?

Jeg føler ikke, jeg haft det klassiske, frie valg – min far er Flemming Haslund, der, blandt meget andet, har været på Bil Magasinet, Bilen Motor og Sport samt Autocar. Det er ikke lykkes mig at bryde den sociale arv, og jeg har været på Bil Magasinet siden 2014. Jeg elsker mit job højest på de dage, hvor jeg uforstyrret kan hellige mig en artikel, hvor jeg i dybden får beskrevet en eller flere bilers køreegenskaber ­ – gerne med grundige beskrivelser af køreteknik, og hvordan bilerne reagerer på forskellige input og tilgange. Jeg elsker også mit job meget, når der er biksemad i kantinen.

Hvad er det vildeste, du har oplevet som motorjournalist?

Jeg er en forfængelig mand, så jeg er forfalden til smiger. Jeg vokser altid et par centimeter, når der er ros i farvandet. Det er med til at motivere mig, og det er mine fedeste oplevelser. Men det er jo ikke særligt spændende at høre om for dig, kære læser. Så her er tre skud fra hoften om andre fede oplevelser: Lamborghini Huracán Performante på Imola, Porsche 911 Turbo S på Kyalami og Ford GT på regnvåd og kold asfalt en eftermiddag i oktober uden for Køln.

Hvad er din yndlingsbil, du har ejet?

Jeg er ikke god til at skille mig af med ting – men min allerførste bil solgte jeg. Jeg mødte, tilfældigt, selvsamme Peugeot 106 Rallye nogle år senere på en tankstation. Det var tydeligt, den havde set bedre dage. Det er fortsat den bil, jeg har de varmeste tanker omkring… måske netop fordi den kun lever i minderne. Af mit nuværende garagetrekløver af biler kan jeg end ikke med en pistol for panden pege på en favorit mellem BMW 318is Coupé fra 1997, Ford (Taunus) 17M RS fra 1970 og Cadillac CTS 3,2 Aut. fra 2003. Baghjulstræk og sugemotor – ja tak!

Hvad er din drømmebil?

Som årene skrider frem, får jeg det sværere og sværere med vendingen "drømmebil" i ental. Porsche 964 med brede bagskærme er helt sikkert en kandidat. Men jeg kan også meget vel se mig selv bag rattet af en Cadillac CTS-V Sport Wagon, ligesom jeg har våde drømme om flere af ”hybriderne” fra 1960’erne og 1970’erne. Du ved, de smukke italienske karrosserier med amerikanske V8-hjerter som f.eks. De Tomaso Pantera, Bizzarrini 5300 Strada, Iso Rivolta og Monteverdi 375 High Speed.

Frederik skriver om sin imponerende garage og meget mere på bloggen Freddies Lounge

Mathias Larsen - Art director

Hvorfor elsker du at arbejde på Bil Magasinet?

Hvis man har blot ét gram bilnørd i hjertet kommer du ikke nærmere epicenteret end Bil Magasinets redaktion, hvor alle bil-relaterede nyheder, rygter, sladder, nørder og røverhistorier mødes i et stort smeltekammer. Hertil kommer en konstant strøm af alverdens testbiler gennem redaktionen uge efter uge. Jeg har tidligere layoutet tilbudsaviser med dagligvarer, og det er er nok ikke helt forkert at sige, at hjertet ikke var med på helt samme måde som her.

Hvad er det vildeste, du har oplevet som ansat på Bil Magasinet

Som barn på Djursland (i en Lada-kørende familie) hørte eksotiske biler klart til sjældenhederne – en Porsche 924 var nærmest en sensation på de kanter og lå længe øverst på min liste over spottede biler. At komme så tæt på biler og bilverdenen som nu, har givet adgang til mange ekstraordinære oplevelser og nærkontakter. Øverst blandt disse ligger Formel-1 på Monza: Som Ferrari- og F1-tosse hører det absolut til i toppen af min behovspyramide.

Hvad er den fedeste bil, du har kørt?

Ferrari 430 Scuderia. Punktum.

Hvad er din drømmebil?

Hjemme i husstanden er pragmatisme og økonomi to nøgleord, når det kommer til bilvalg, hvorfor bilparken har været præget af et udvalg af arvede og/eller brugte biler som fx. Golf II, Fiat Punto, Fiat Panda og senest en Kia Rio. Jeg drømmer dog om noget, der vil kunne tankes op via solceller på taget og bruges under danske himmelstrøg (Karma MKII?). Nå ja, og så måske lige en F40 – bare for gammel kærligheds skyld…

Patrick Boje Jensen - digital redaktør

Hvorfor elsker du at arbejde på Bil Magasinet? 

Da jeg var dreng, stod jeg i udkanten af det villakvarter, jeg er vokset op i, og kiggede på biler. Jeg udfordrede mig selv ved at se, på hvor lang afstand jeg kunne gætte mærke og model på de biler, der kørte forbi. Hvis du havde fortalt mig dengang, at jeg en dag ville komme til at arbejde med biler, tror jeg mit hoved var eksploderet!

Hvad er det fedeste, du har oplevet som motorjournalist? 

Jeg havde ikke været på redaktionen ret mange dage, da jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe med billederne af en Dacia til bladet. Det indebar, at jeg skulle køre bilen, mens der blev taget billeder af den. Den dag gik det op for mig, at jeg fra nu af - udover alt muligt andet hårdt arbejde naturligvis - får løn for at køre alle mulige biler. Det er jeg stadig ret oppe at ringe over.

Hvad er din yndlingsbil, du har ejet? 

Den VW Transporter T4 min kæreste og jeg kørte rundt i Europa i flere somre i streg. Det var en dieselhakker uden turbo, så det var ingen racerbil. Men vi døbte hende Lone efter Shu-bi-dua sangen “Kære Lone” og elskede hende trods buler og skrammer.

Hvad er din drømmebil?

Jeg har en svaghed for kantede amerikanerbiler, og elsker ideen om en “sleeper”. Af den årsag står en Buick GNX fra 1987 aller-øverst på ønskelisten.

Du kan læse Patricks blog Bojes Autounivers her.

Frederik Hauschildt - freelance-journalist

Hvorfor elsker du at arbejde på Bil Magasinet?

Jeg er interesseret i teknologi som helhed, så hvad end det er gammel mekanik eller ny elektronik, så er jeg tændt. Jeg synes desuden, det er sjovt at tage billeder, og jeg elsker at skrive, så kombinationen af alle disse interesser kunne ikke passe bedre end her.

Hvad er det vildeste, du har oplevet som motorjournalist?

Jeg er stadig relativt ny indenfor faget, men indtil videre er der én ting, der står stort: Første gang jeg skulle til Tyskland for at køre en splinterny bil følte jeg mere end ellers, at jeg havde gang i noget rigtigt. Jeg elsker at snakke om biler, så at nørde en splinterny bil med dem, der har lavet den er virkelig fedt. Specielt, når det også tilfældigvis er i arbejdsøjemed.

Jeg synes også det var fedt at hjælpe med til Handling Day 2021. Der skulle tages billeder af bilerne på banen, så enhver mand med kørekort skulle sadle op og rive det nærmeste jern rundt på Knutstorp. Det var i mit tilfælde en Toyota GR Yaris, og det udgjorde en ilddåb af en 'første-gang-på-racerbane'.

Hvad er den fedeste bil, du har kørt?

Efter den gængse standard rammer noget som Jaguar F-Type eller Ford Mustang GT nok toppen, men det er ikke dem, hvor jeg havde størst smil på læben bag rattet. Den bil, der står frem i min erindring som den fedeste, den er japansk og fra 1990'erne: En ydmyg Suzuki Cappuccino rykkede for alvor på de grænser, jeg troede var defineret til biler, da motoren snurrede over 8.000 omdrejninger. Der skal nok komme nogle lidt mere prangende bucket-list biler i fremtiden, men det fjollede grin, jeg fik på da jeg kørte Cappuccino, vil sent forsvinde fra mit fjæs.

Hvad er din drømmebil?

Havde jeg plads og penge, så var jeg stukket til Japan efter en Nissan 240Z. 432-varianten var udstyret med en twincam-motor fra den første GT-R-variant af Skyline, men så selvfølgelig pakket ind i verdens smukkeste sportsvogn. Hvis den ikke fandtes, så skulle det enten være en Mitsubishi Starion eller en Suzuki Cappuccino.

BMF1.dk

BMF1.dk er produceret af en ekstern og frivillig redaktion, som består af formel 1-entusiaster. Mød dem via indholdet på bmf1.dk.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...