Ford Escort Mexico.
Ford Escort Mexico.

De regerende FDM DASU Classic-mestre Finn Kristensen og Jan Østergaard kommer til start i Oresund Rally i deres Ford Escort Mexico.

Har du en bil fra før 1990? Så tag med på tur næste weekend

Den syvende udgave af Danmarks største klassiske rally køres næste søndag. Se her, hvordan du kommer med.

30. april 2017 af Steen Bachmann


Syvende udgave af Oresund Rally, Danmarks største klassiske rally, køres lørdag den 6. maj med start og mål i Hillerød og pause på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør. Det bliver med et stjernefelt af topkørere.

Har du en bil fra 1950-1990, og vil du prøve et ægte rally, hvor både bil, du selv samt din codriver kommer trygt og godt igennem løbet?

Så skal du deltage i turistklassen i Oresund Rally. Det er et endagsløb på 110 km, hvor det vigtigste ikke er at vinde, men at være med.

Du kører efter tydelige kort, og ruten er let at lægge ind. Der er ingen præcisionskørsel undervejs. Men smukke nordsjællandske landeveje, som du og din codriver nyder. Det eneste, der kræves, er en kører, en navigatør, samt kuglepen og lineal. 


Jaguar E-Type Convertible Series 1
Jaguar E-Type Convertible Series 1

Peter Mikkelsen og Kristian Stokbro stiller op i Oresund Tourist Rally i denne smukke Jaguar E. På billedet er Peter Mikkelsen lynskudt med Kirsten Sørensen fra Østerbro i løbet for et par år siden.


I turistklassen er hastigheden og konkurrencemomentet beskedent. 

Blandt de først tilmeldte er Peter Mikkelsen fra Ålsgårde og Kristian Stokbro fra Roskilde i en smuk Jaguar E-type i den allerførste udgave fra 1961. Peter Mikkelsen har tidligere deltaget i løbet, og han har atter valgt turistklassen, hvor det vigtigste er at være med og få en hyggelig og smuk oplevelse.

"Vi har hele Oresund Rally klar nu, og vi satser atter hårdt på at få mange helt nye deltagere med i turistklassen, først og fremmest bilentusiaster, der er med i en bilmærkeklub. De vil få en dejlig oplevelse på smukke og helt jævne veje," lover løbsleder Erik Andersen fra Virum.

MG A Coupé
MG A Coupé

Fra Sverige kommer det yderst erfarne mandskab Ingemar og Simon Bjerkborn i en MG A Coupé. Der er første gang, de skal køre Oresund Rally sammen.

Om morgenen får du serveret kaffe og rundstykker, ved pausen får du frokost, og ved mål kan du købe en dejlig buffet til et beskedent beløb.

Sidste år deltog Dansk Veteranbil Klub bestyrelsesmedlem Ole Poulsen med fru Karen i løbet i deres Austin Mini fra 1968. I Veteran Tidende skrev Ole Poulsen: "Vi havde en fantastisk dag. Det bliver ikke sidste gang vi kører ”rigtig rally”."

Ved start på rallyet får du en gratis én- dagslicens. Hele løbet koster 600 kr. pr. bil. 

Tilmelding sker på løbets hjemmeside senest 1. maj. 

Måske er du interesseret i...