Motorstart er en rebus. Har bilen stået ulåst i længere tid, skal den første låses, og derefter låses op. Stik den gamle Ford-nøgle i tændingen på højre side af ratstammen, og tryk på den store startknap helt ude til venstre på instrumentbordet. Nu springer V6-motoren i gang med et brøl. Et stort brøl.
Men det er ikke spil for galleriet. Dette er en Lotus Evora 410 Sport, og selvom motoren faktisk stammer fra Toyota, så er den skabt til sport og race, hvilket ligger dybt i Lotus’ dna. Selvom Evora er et forsøg på at lave en hverdags-Lotus, så bliver man straffet, hvis man tror, man sætter sig bag rattet af en hverdagsbil.
Lotus var et berømt mærke
Motorlarmen kan faktisk dæmpes ved tryk på en knap, og der er også noget, som ligner et bagsæde bag de to skålformede forsæder – men kabinen er trang i alle andre henseender. Der er lavt til loftet, ingen aflæggeplads og kun få kontakter og greb.
Og det bliver ikke mildere af at sætte i gang. Affjedringen er hård som et skateboard, styretøjet direkte og gearskiftet endnu mere direkte med klikagtige skift og ultrakorte vandringer.
Effekten udvikler sig voldsomt med blot et forsigtigt tråd på speederen, og tilsvarende kræver bremsepedalen et fast tråd, som til gengæld føles, som om man træder direkte på bremseskiverne. Det er en bil så ren og rå som finsprit.

Kabinen er lav og smal, og du sidder helt nede på gulvet i skålformede Alcantara-beklædte racerstole.
© Søren JuulSig navnet Lotus, og bilentusiaster vil messe om det britiske mærkes storhedstid. Det var dengang stifteren Colin Chapman vandt Formel 1 og solgte gadebiler for at finansiere sine raceraktiviteter. Både racere og gadebiler var kendetegnet ved minimalisme og lav vægt.
I 1996 var Lotus klar med den nye og revolutionerende Elise bygget af aluminiumsprofiler (produceret i Tønder) og limet sammen til en kompakt, stærk og rendyrket sportsvogn, der holdt fokus på Colin Chapmans gamle dyder.
Ubarmhjertig hård undervogn
Det er denne bil, som Lotus i 2010 forsøgte at gøre til en hverdagssportsvogn ved at forlænge akselafstanden så meget, at der blev plads til en bænk bag forsæderne.
Motoren blev skiftet ud med en 3,5- liters V6 Toyota Camry-motor, der indledningsvist nøjedes med 280 hk. Siden blev effekten løbende forøget, og i 2017 kom 410 Sport med 410 hk og teknik, der atter var skærpet til det, Lotus gør bedst: Fremragende dynamiske egenskaber, der er skabt til racerbaner, selvom bagsædet er i behold.

Toyota-motoren har letvægtssvinghjul og kompressor. Den er vildt glad for omdrejninger.
© Søren JuulModellen er altså ni år gammel, og teknikken kan dateres tilbage til 1996, hvilket tydeligt mærkes, så snart man får tændingsnøglen i hånden. Utallige andre løsninger vidner om bedaget britisk teknik, som virker lige dele håbløse og indlysende.
Til 750.000 kr. uden afgifter ligner Lotus Evora 410 Sport et kikset bud fra antikruden i forhold til Porsche 911 – og stort set alt andet i klassen.
Men dens dna er unikt i forhold til konkurrenterne, og forhåbentligt holder Lotus fast i det, når en helt ny model lanceres næste år.

Lotus Evora 410 Sport
Opbygning
2+2 coupé, centermotor, sekstrins manuelt gear, baghjulstræk
Motor
V6, 3456 cm³, 24V, kompressor
416 hk ved 7.000 o/min
420 Nm ved 3.500 o/min
Præstationer
0-100 km/t 4,2 sek.
Topfart 298 km/t
Forbrug WLTP 9,4 km/l
Dimensioner
L/B/H 439/185/123 cm
Køreklar vægt 1.436 kg
Bagagerum 160 liter
Dæk for/bag 235/30R19 – 285/30R20
Pris
ca. 1.750.000 kr.