© bilmagasinet.dk

Lotus Evora 2+2: Skal Lotus nu til at bygge praktiske biler??

Ja og nej var konklusionen på Mikkel Thomsagers test af den "praktiske" Lotus, der kom på gaden i 2009

8. juli 2019 af Mikkel Thomsager


I 2009 fik Mikkel Thomsager nøglerne til Lotus Evora 2+2, der på det tidspunkt var den første helt nye Lotus i 13 år:

Der hviler et tungt ansvar på Evora

Allerede inden, jeg drejer startnøglen første gang, ved jeg, at den nye Evora er en meget anderledes Lotus. Det er 13 år siden, Lotus sidst lancerede en helt ny bil, og det er 17 år siden, Lotus har haft en 4-sædet bil på programmet, så der hviler et tungt ansvar på den.

Her er ingen synlig rå aluminium, men god plads, fin beklædning og masser af udstyr. Motoren arbejder blødt og dæmpet, og gearkassen fungerer med bløde, præcise klik. Frygten for, at Lotus har solgt ud af sit DNA, melder sig. 

En rigtig Lotus føles let, tæt, direkte, hurtig og superdynamisk. Kan det lade sig gøre med en bil, som er stor, tung og rummelig, og endda har et handskerum? Næsten symbolsk hænger der tunge skyer over Lotus’ hovedkvarter i Hethel uden for Norwich, da vi henter vores Evora.

© bilmagasinet.dk

Den bygger på det grundlæggende layout i Lotus Elise og Exige. Det vil sige kompakt centermotorbil. Men Evora er 13 cm bredere, 55 cm længere og har 28 cm længere mellem akslerne end Elise, og det giver plads til et bænkebagsæde, som Lotus kalder 2+2. ISOFIX-beslag er standard, og bænken giver fint plads til et barnesæde. Men dørpanelerne er smallere end i Elise, og det giver lettere adgang og endnu mere plads i kabinen.

Fra førerpladsen er der udsigt til et sæt flotte instrumenter. Stilkgrebene er lige som startnøglen lånt hos Ford, men alle andre kontakter er i aluminium, og bortset fra loftet er resten af kabinen beklædt med læder. Det lyder desværre bedre, end det er.

Den indlysende mangel på plast i hele kabinen giver et utilsigtet anstrøg af kitcar. Siden skal det vise sig, at netop den oplevelse er det mest udfordrende ved Evora.

© bilmagasinet.dk

En Lotus, der ikke larmer??
Evora bruger en Toyota V6-motor på 280 hk. Det er en sugemotor helt i aluminium, der leverer sit maksimale moment på 350 Nm ved 4.700 o/min, så det kræver sine gearskift at få det bedste ud af den. Motoren spinder - som man ville forvente af en Toyota-motor - ved alle omdrejninger, og den er villig og venlig. Selv om den skal have omdrejninger for at præstere, er den forbavsende homogen, og den trækker fint fra 1.000 omdrejninger i sjette gear. Mest påfaldende er det, jeg ikke hører. Det er den mest stilfærdige Lotus, jeg nogensinde har kørt. Selv ved høje hastigheder er lyd-niveauet kontrolleret, og der er ikke en eneste mislyd - hverken resonans eller raslelyde, som man forventer i en Lotus.

Selve gearkassen er fra en Toyota Avensis diesel, men svinghjulet laver Lotus selv. Det er lettere end normalt på standardbiler, hvilket bidrager til omdrejningsvilligheden.

© bilmagasinet.dk

Overraskende affjedringskomfort
De formstøbte Recaro-sæder støtter fremragende, og førerstillingen er perfekt. Trods totalhøjden på bare 122 cm er førerpladsen ikke trang, jeg føler ikke, at jeg sidder på asfalten.

Affjedringskomforten er lige så overraskende som støjniveauet. Undervognen føles fast, men ikke ukomfortabel. Især har Eibach-fjedrene med Bilstein-støddæmperne ualmindeligt godt styr på de store hjul (18” for, 19” bag med Pirelli P Zero dæk), der forcerer mindre huller og dårlig vej med overraskende ynde.

På motorvejen afslører Evora, at retningsstabiliteten ikke er til at falde i søvn over. Der er konstant meddelelser i rattet, som skal læses og fortolkes. Det er ikke febrilsk eller sløret, blot meget meddelsomt. Det skyldes faktisk, at Lotus har valgt at give Evora forholdsvis lidt downforce, fordi megen downforce gør køre- og ikke mindst styreoplevelsen forskellige ved forskellige hastigheder.

© bilmagasinet.dk

Føles let og adræt
Selv om Evora vejer næsten 1.400 kg, føles den let og adræt, og ikke mindst styretøjet er så præcist, som jeg ville forvente af en Lotus. Styretøjet er neutralt, og på offentlig vej lykkedes det mig ikke at provokere Evora til overstyring. Til gengæld var den forløst fra understyring uden teknisk indgriben.

De første Evora-modeller har kun et simpelt ESC-system, og så har Evora traditionel hydraulisk servo­styring (fra fabrikken lyder det, at en elektrisk servostyring er vanskelig og derfor dyr at udvikle til samme standard). Servoen mærkes overhovedet ikke, men den sikrer, at styretøjet med 2,9 omgange fra stop til stop bliver hurtigt og effektivt. Og effektivt - det er det.

Så snart vi forlader motorvejen og rammer de første snævre svingkombinationer, folder Evora sig ud som en ægte Lotusblomst. Dette er en Lotus 2+2, som emmer af alt det gode, vi gerne vil huske Lotus for.

© bilmagasinet.dk

Fotos: Andy Morgan

 

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.