Range Rover Evoque First Edition AWD aut.
Range Rover Evoque First Edition AWD aut.© Victor D. Kraft

TEST: Range Rover Evoque er FED og taber mindre i værdi, end man skulle tro

Evoque har lækkert design og komfortable køreegenskaber, men hvad med værditabet? Nye tal fra BilBasen viser en uventet lav afskrivning

28. april 2020 af Victor D. Kraft

“Er det ikke svært at manøvrere sådan en Range Rover?”, spørger min barndomsven, mens jeg foretager en uortodoks trepunktsvending blandt de fredede og bevaringsværdige huse i Troense ved Svendborgsund. 

Med spørgsmålet afslører han de associationer, Range Rover-navnet sætter i gang hos de fleste: En stor firehjulstrækker, der kører ufortrødent videre, selvom asfalten erstattes af mudder, sand eller flodvand.

Evoque vandt støtte fra den britiske regering

Men vent nu lige lidt, for Evoque er ikke den gængse Range Rover. Da Land Rover præsenterede konceptbilen LRX til biludstillingen i Detroit i 2008 vakte den massiv global interesse på flere niveauer. 

Her var en kompakt SUV, der udstrålede lige dele grusvej og købmagergade, og den så godt ud. Selv fra politisk hold vandt konceptbilen opbakning, da den daværende britiske regering bevilligede £27 mio. mod at LRX blev bygget på en fabrik i Liverpool. På den måde blev nationale arbejdspladser sikret.

LRX blev dermed realiseret under navnet Evoque, der i 2019 blev introduceret i sin 2. Generation. Selvom konkurrenterne Volvo XC40 og Audi Q3 i 2019 havde 5-7 gange så mange nyregistreringer herhjemme, så ændrer det ikke på, at Evoque i samme år var den mest solgte model fra Jaguar Land Rover i Danmark.

Range Rover Evoque First Edition AWD aut.
Range Rover Evoque First Edition AWD aut.© Victor D. Kraft

Føles privilegeret at køre Evoque

Tilbage til det indledende spørgsmål: Det føles privilegeret at manøvrere en Range Rover Evoque. For det første er den slet ikke så stor, som den ser ud, selvom de gigantiske hjul på 21” for én til at tro det modsatte. Evoque er faktisk kun 1 mm. længere end den nyeste Corolla, der måler 4.370 mm. 

For det andet andet er førerpladsen et uovertruffent sted at opholde sig. Her er tre skærme, der er lette at betjene, og kabinen er udført i lækre, bløde materialer.

Affjedringskomforten er et kapitel for sig, for på trods af en dækmontering, der efterlader et minimum af gummi mellem underlag og fælg, absorberer Evoque underlagets ujævnheder på fornem vis. Giv den en misligholdt vej på landet eller et 200 km langt motorvejsstræk - den forskåner chaufføren, der bare kan rulle derudaf med en udmærket adaptiv fartpilot og et velfungerende head up display.

Glem alt om sportslig kørsel, for bilen har en totalvægt på over 1.800 kg, og den tørstige dieselmotors grove lydbillede gør, at du meget hellere vil modtage tilværelsen med en unik aristokratisk besindighed, mens alle de andre kopister kører rundt i deres Audi’er. Evoque ser lækker ud, og især kvinder giver bilen uhørt opmærksomhed, som jeg kører forbi.  

Range Rover Evoque First Edition AWD aut.
Range Rover Evoque First Edition AWD aut.© Victor D. Kraft

Værditabet er rekordlavt

Det er endnu for tidligt at sige, om Range Rover’s (bekostelige) image er inkompatibelt med den voksende klimabevidsthed. Godt nok er Evoque er på vej som opladningshybrid, men faktum er, at hvis du vil have en eldrevet premium-SUV, så skal du henvende dig hos Audi og Mercedes.

På brugtmarkedet er der dog intet, der tyder på, at den grønne tendenser sker på bekostning af Evoque’s appel. 

“Evoque befinder sig i klassen for premium-SUV’er, der er meget efterspurgte. Det er samtidig i denne kategori, vi finder den laveste afskrivning, da vi ser, at værditabet er omkring 50 procent af bilernes nypris efter 4 år og 80.000 km.”, fortæller Jan Lang, der er markedsanalytiker ved Bilbasen. 

“Evoque er endda lidt særlig, da vi ser, at modellen har en relativt høj søgning blandt kvinder,” siger han. 

Jeg tænkte det nok!  

Er du interesseret i at læse om den nye Range Rover Evoque som plug in-hybrid så tryk hér og læs mere!

Range Rover Evoque First Edition AWD aut.
Range Rover Evoque First Edition AWD aut.© Victor D. Kraft

Range Rover Evoque First Edition AWD aut.

Opbygning
Femsædes SUV, firehjulstræk, nitrins automatgear

Motor
R4, 1999 cm3 16V, turbodiesel
180 hk ved 2.400 o/min
430 nm ved 1.750 o/min

Data
0-100 km/t 9,3 sek.
Topfart 205 km/t
Forbrug WLTP 14,9 km/l
L/B/H 437/210/164 cm
Vægt/påhæng 1.891/2.000 kg

Pris
856.880 kr. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...