Fremfærden oser af luksus på den ophøjede britiske måde. Det er den, hvor mængden af læder og stilhed i kabinen ligefrem er proportional med den prestige, der er forbundet med at køre bilen. Og der er virkelig meget læder og stilhed i en Range Rover P400e Autobiography.
Stilhed
Om stilfærdigheden skyldes, at vi kører på strøm, eller om den 4-cylindrede benzinmotor rent faktisk kører, er svært at afgøre fra førersædet. I topvarianten er motoren isoleret så godt fra kabinen, at man knapt hører den ved almindelig kørsel. Udenfor vil oplevelsen af en stilfærdig Range Rover på eldrift nok blive bemærket, for i alle andre henseender er en Range Rover med den store udstyrspakke alt andet end lydløs.
Er Range Rover miljøevenling?
Tværtimod. Hvis miljøforkæmpere virkelig skal finde en bil at skælde ud på, ligger Range Rover på førstepladsen. Spørgsmålet er, om en Range Rover med hybriddrift ændrer på det? Men så igen, det er næppe heller det spørgsmål, som Range Rover svarer på med præsentationen af P400e-varianten. Selv i den største SUV-klasse er hybridbiler ikke længere blot et spørgsmål om at lefle for miljøaktivister.
Hybridbiler er i sig selv blevet til god stil.

Masser af kræfter
Selv om P400e nøjes med en 4-cylindret benzinmotor, er det da også den næstkraftigste variant i Range Rover-programmet. Benzinmotoren er den kendte 4-cylindrede Jaguar-motor kaldet “Ingenium”, her i den kraftigste variant med 300 hk. Hertil kommer 115 hestekræfter fra elmotoren, som holdes gående af en batteripakke på 13,1 kWh. Angiveligt bliver både elmotor og batteripakke en anelse større i 2019-modellen.
Det ændrer næppe dramatisk på elrækkevidden, som efter vores test i Midtengland, hvor det i øvrigt kan være svært at finde ladestandere, antyder en brugbar elrækkevidde på cirka 40 km. Det er en anelse mindre end konkurrenterne (måske derfor opgraderingen i 2019), men stadig en brugbar rækkevidde i dagligdagen, hvis man har mulighed for at få den ladet op.
Bilens systemydelse er på 404 hk, og man bliver da heller ikke ladt i stikken i et lyskryds, hvis man absolut vil forbi raceren i banen ved siden af. Men det føles forkert, og ikke bare med tanke på miljøet.

Komfort i højsæde
Affjedringen er komfortabel, så karrosseriet på den 2,5 ton tunge bil læner sig en anelse tilbage, når man træder resolut på speederen fra stående start, lige som det læner sig frem, når man træder på bremsen – og det selv ved lav fart.
Derimod lærer man hurtigt at nyde den helt umærkelige og lydløse start, som følger med at træde almindeligt eller sågar forsigtigt på speederen, og det er essensen af Range Rover som hybrid. I forhold til de andre benzin- og dieseldrevne varianter er hybridvarianten overmådeligt stille og fredelig at køre.
Koster næsten 2,5 mio kroner
I den henseende virker topudstyret i form af Autobiography-versionen som den rigtige løsning, om end det sparker startprisen 325.000 kr. op fra 2.143.880 kr. til 2.468.880 kr. Det er altså en seriøs pose penge for en SUV.
Med 2018-generationen af Range Rover har kabinen fået den tredobbelte skærmløsning, som blev introduceret i Range Rover Velar. Det ser lige så godt ud som resten af Autobiography-kabinen, men noget af den sekundære betjening kræver opmærksomhed, hvis den skal betjenes under kørslen.
Range Rover fås med syv sæder, men ikke i hybrid-varianten, hvor batterierne optager så plads i bagagerummet, at det reduceres med 98 liter liter fra 550 til 452 liter. Det ses, når man åbner den tværdelte bagklap, for bagagerumsgulvet er hævet med fem cm. Modsat flere konkurrenter kan P400e dog godt monteres med anhængertræk, men den maksimale påhængsvægt er reduceret til 2.500 kg. Den store dieselvariant må trække 3.500 kg.
Range Rover P400E Autobiography specifikationer
Pris 2.468.880 kr.
Motor R4, 1.997 cm3, 16V, turbo + el
Systemydelse 404 hk ved 5.500, o/min 640 Nm ved 1.500 o/min
Topfart 220 km/t
0-100 km/t 6,8 sek.
EU-miks 32,1 km/l
Årlig afgift 860 kr.
Mål (L/B/H) 488/198/178 cm
Vægt/last/påhæng 2.509/701/2.500 kg
Bagagerum 452-1.932 liter
Dæk 255/55R19