Land Rover Range Rover Evoque
Range Rover Evoque

Nu kan du køre op til 66 km på el i din Range Rover Evoque

Terræn-troldmændene fra Storbritannien har forvandlet deres to fede SUV’ere, Range Rover Evoque og Land Rover Discovery Sport, til plug-in hybridbiler. Læs alt om dem her!

28. april 2020 af Christian Birkekvist

Range Rover Evoque og Land Rover Discovery Sport har længe været populære. De fede luksus SUV’ere byder på masser af rummelighed i sprøde indpakninger. Englænderne pynter på asfalten og fylder godt i landskabet, men hvad med alt det der forurening? 

I en tid, hvor klimabevidsthed fylder mere og mere, kan en oliebrænder i SUV-størrelse få folk til at se rødt. Det gør Range Rover nu noget ved. Her kommer Range Rover Evoque og Land Rover Discovery Sport i plug-in hybrid-udgaver, der mindsker forureningen især ved bykørsel.

Vil du læse flere interessante test af de nyeste biler, så aktivér dit abonnement på Bil Magasinet i dag ved at klikke hér!

Land Rover Discovery Sport
Discovery Sport

Oplader fra 0-80 pct. på 30 minutter

Discovery Sport klarer fra 55-62 km på el, mens Range Rover Evoque når fra 60-66 km på el. Så du kan godt klare de små ture rundt i byen på én opladning. Men skal du længere væk er der brug for noget fossil-juice. 

PHEV-systemet fungerer både på ren eldrift, drift med forbrændingsmotor eller en kombination af begge, og det anvender GPS og navigationsdata til at optimere effektiviteten under alle køreture. 

Opladning fra 0-80 pct. tager 30 minutter ved offentlig opladning med 32 kW jævnstrøm eller 1 time og 24 minutter ved anvendelse af en vægmonteret boks med 7 kW vekselstrøm.

Land Rover Range Rover Evoque
Range Rover Evoque

Kører 135 km/t på ren el

Hvad ligger der så under kølerhjelmen? Løfter du låget finder du en 3-cylindrede, 1,5-liters Ingenium-benzinmotor med 200 hk og en 8-trins automatisk gearkasse. Ja ja, men hvad med den elektriske del, spørger du måske. På bagakslen sidder der en elmotor med 109 hk, som drives af et litium-ion-batteri på 15 kWh, der ligger under bagsæderne. 

For Range Rover Evoque betyder det en acceleration fra 0-100 km/t på 6,4 sekunder, og 6,6 sekunder for Discovery Sport. Begge udgaver kan nå en maksimal hastighed på op til 135 km/t på ren eldrift. Og Englænderne er ikke gået på kompromis med firehjulstrækket. 

Land Rover forventer, at de to nye plug-in hybrid-udgaver lander hos de danske forhandlere i anden halvdel af 2020. De danske priser er endnu ikke oplyst.

Land Rover Discovery Sport
Discovery Sport

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...