I det næste nummer af Bil Magasinet får du en stor test af den nye Defender, som ifølge vores udsendte reporter er mærkets største præstation nogensinde. Den er fuldstændig forvandlet til en moderne, men stadig bundsolid firehjulstrækker, og kører ikke længere som en traktor.
Defender på gule eller hvide plader
Der løber lige nu ordrer ind på den nye model hos de danske Land Rover-forhandlere, der i første omgang kan levere den lange Defender 110 med fem døre som person- eller varebil.
Der kommer nu en ekstra karrosseri-udgave i form af en fabriksbygget Hardtop, som er en varebil med lukket bagparti og uden bagruder. Den fås både som 90 og 110.

Hard Top navnet daterer sig tilbage til 1950’erne, hvor introduktionen af en aftagelig Hard Top tilføjede de første Land Rover's sikkerhed og beskyttelse fra vejr og vind.
Den nye Defender Hard Top fortsætter denne fortælling, men nu er der ikke tale om et aftageligt tag – men et fast tag i aluminium.
Det er Land Rover Special Vehicle Operation, der har udviklet Hardtop med fokus på praktiske egenskaber og robusthed.
Land Rover med frihøjde på 29 cm
Michael van der Sande, der blev hentet fra en stilling som chef for Alpine til at være Managing Director for Land Rover Special Vehicle Operations, siger:
”Vi har maksimeret funktionaliteten og brugervenligheden i varerummet i den nye Defender med de mest robuste materialer og smarteste aflægningsløsninger.”
90 og 110 versionen vil kunne fås med almindelig affjedring og med luftaffjedring. Begge har en frihøjde på 29 cm.

Begge udgaver må trække 3,5 tons og har mulighed for et bænksæde i stedet for to separate stole foran. På den måde bliver Defender en af de få nye varebiler med reel siddeplads til tre personer.
Digitalt bakspejl er standard. Det har et kamera i en hajfinne på bilens ryg, der sender levende billeder til bakspejlet. Vi har prøvet systemet, der giver et fint overblik over, hvad der sker bag bilen - og det vil give fin mening i en bil med blindt udsyn skråt bagud på grund af de manglende ruder.
Land Rover vader gennem 90 cm vand
Trailerassistent fås som tilkøb. Den bakker selv bilen den sidste meter hen til et påhængskøretøj. Med luftaffjedring er det desuden muligt at sænke bilen, så trækkrogen kører hen under trailerens øje.
Vadedybden er 90 cm, og der fås offroadpakke med ekstra neskyttelse af bunden og snorkel.

Land Rover i Danmark kan i dag tilbyde en 110 Van til levering efter sommerferien (se priser herunder), men med den fabriksbyggede van får de et ekstra kort på hånden over for den del af erhvervslivet, der skal frem uanset om der er en smule mudder på byggepladsen.
Priser på Defender Van
Her er prislisten på den 5-dørs Defender 110 Van, man kan få i dag inklusive moms (papegøjeplader med fri privat kørsel):

