Lamborghini Urus 4,0 aut.
Lamborghini Urus 4,0 aut.© Mathias Brandt

Lamborghini Urus: Megatyr med 650 hk på skovtur

Med 650 hk fra en V8 biturbomotor farer Lamborghini Urus gennem en dansk vinterskov fuldstændig ligeglad med sin kampvægt på 2,2 tons

1. december 2020 af Mathias Brandt

Lad mig være ærlig. Mine forventninger til Urus var, at det basalt set ville være en Audi Q8 med flere kræfter. Jeg tog fejl! Urus er helt sin egen. Det understreger Lamborghini ved at opfinde sin egen bilkategori, ‘S-SUV’. Det står for Super Sports Utility Vehicle. 

Lamborghini Urus formår at forene en praktisk luksuriøs familiebil med kræfterne fra en supersportsvogn – og samtidig gøre den underholdende på snoede veje.

Selv om bilen er udstyret med 22” vinterhjul, er indstyring og feedback gennem rattet overbevisende god.

Burde køre på en solrig racerbane

Bilen er udstyret med aktive krængningsstabilisatorer, som ubemærket holder styr på karrosseriet og eliminerer enhver form for vuggende fornemmelse. Men grebet er ikke uendeligt, og med 650 hk for enden af min højre fod skal der ikke meget til for at fremprovokere en overstyring på det våde underlag. 

Men her opfører Urus sig bare som en stor godmodig bjørn, der er kommet på svag slingrekurs. Tingene foregår forholdsvis langsomt, og den er nem at forudse. 

Temperaturmåleren står på fire grader, og regnen siler ned, og jeg må indrømme, at jeg drømmer mig væk til en tør racerbane og minimum 20 grader, for her vil Lamborghini Urus uden tvivl gøre et endnu større indtryk. 

Urus ligner en Lamborghini i kabinen

Man kunne have frygtet, at Urus ville ligne en Audi i kabinen, men det er ikke tilfældet. Jeg er på intet tidspunkt i tvivl om, at jeg sidder i en Lamborghini. Men hist og her afsløres det tætte slægtskab med Audi. 

Specielt ratbetjeningen og de todelte skærme er hevet direkte ud af en Audi, men det overskygges af et hav af unikke Lamborghini-detaljer. Alene den røde F16-inspirerede startknap og de digitale instrumenter skriger Lamborghini.

Testbilen er 4-personers udgaven, hvor den typiske bagsædebænk er skrottet til fordel for to individuelle stole, som er identiske med forsæderne. Pladsen er god, og lofthøjden er intet problem med mine 187 cm.

Topfart på 305 km/t

Ved siden af startknappen kan jeg vælge mellem fire køreindstillinger: ‘Strada’, ‘Sport’, ‘Corsa’ og ‘Neve’, som er et sneprogram. Det vil nok være det, som passer bedst til denne testkørsel, men jeg kan ikke dy mig for at sætte den direkte over i ‘Corsa’ og sætte gearkassen i manuel. 

Her spænder Urus korsettet op og gør sig klar til at yde sit allerbedste. Den åbner også ventilerne i udstødningen, hvilket ændrer bilens karakter fra at være en blid cruiser til at lyde som en snerrende sportsvogn.

Lyden kommer fra en 4-liters V8 med biturbo. I Urus yder den 650 hk og 850 Nm. På trods af, at bilen slæber på 2,2 ton, sidder jeg på intet tidspunkt og savner kræfter. 0-100 km/t på 3,5 sek. vil ydmyge de fleste sportsvogne, og ­holder jeg på, ville jeg nå 200 km/t på blot 12,8 sekunder. 

Jeg er ikke i tvivl om, at den officielle topfart på 305 km/t er mulig.

En dyr eftermiddag

Efter en hel dag i selskab med Urus er det tid til at aflevere den igen hos Lamborghini Copenhagen. Som tak for lån smider jeg lige en omgang 100 oktan fra Shell i tanken. Jeg må kigge en ekstra gang på tankstanderen, som afslører, at jeg har hældt 53,4 liter benzin på. Triptælleren fortæller, at jeg har kørt 223 km denne eftermiddag, hvilket vil sige 4,2 km/l i snit. Det er omtrent halvt så langt, som Lamborghini har opgivet.

Retfærdigvis skal det siges, at jeg på ingen måde gik efter at køre så langt på literen som muligt – nærmere tværtimod. Med Urus sat i ‘Corsa’ er det nemlig en bil, der skriger på at få nogle stryg – og den belønner dig for det.

Men så snart du har samlet familien op og vil tage det stille og roligt, sættes den i ‘Strada’, som transformerer den fra en super-SUV til en godmodig familie-SUV til hverdagsbrug.

Lamborghini Urus

Opbygning 2+2 SUV, justerbar undervogn, firehjulstræk, 8-trins automatgear 

Motor V8, 3.996 cm32V, biturbo  

Ydelse 650 hk ved 6.000 o/min, 850 Nm ved 2.250 o/min  

Topfart 305 km/t

0-100 km/t 3,6 sek.  

EU-miks WLTP 7,9 km/l

Dæk for/bag 285/45R21-315/40R21

Pris 3.995.000 kr.  

Se videoen fra vores test af Lamborghini Urus her

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...